Rejseartiklerne flyttet til Udlaengsel.dk

Hvis du plejer at følge mine rejseartikler her, skal du flytte med over til rejsebloggen Udlængsel.dk, hvor de nu er samlet.

Poul så Malene

Hun var ikke til at holde ud, da hun startede på efterskole som 14-årig for 30 år siden, siger hun selv. Umoden, forvirret og selvoptaget. Hendes livs store held var, at hun blev mødt af forstanderen på efterskolen, der så igennem det og holdt af hende alligevel. Nu – 30 år senere – kontakter journalist Malene Bjerre sin gamle forstander for at høre, hvad der skal til for at være en god lærer.

Af Malene Bjerre

Mit efterskoleophold var ikke mange måneder gammelt, da jeg både havde drukket et par øl, røget hash og sniffet lightergas. Man var jo lidt sej, ikke?

Lidt før jul blev hele sagen optrevlet, og det stod hurtigt klart, at skolen ikke syntes, det var spor sejt. Nogle blev sendt hjem, men min forstander, Poul Boe, trak mig til side og sagde: ”Vi kunne godt smide dig hjem, Malene, men jeg tror ikke, det er det rigtige for dig. Du får lov til at blive her i år, og så skal jeg nok hjælpe dig med at finde en anden skole til næste år.”

Nu kunne jeg pludselig mærke langt inde i maven, hvor glad jeg var for min efterskole. Jeg begyndte også at kunne mærke forskel på, hvad der var godt for mig, og hvad der ikke var. En søndag kørte Poul Boe rundt med mig til et par andre efterskoler, og jeg valgte en af dem. Men efter et par måneder sagde han en aften til mig: ”Nu skal du høre, det er tydeligt, at der er sket en stor udvikling med dig. Du må meget gerne blive her til næste år.”

Jeg blev helt stille og højtidelig af glæde over tillidserklæringen. Og endte med at have to år på efterskolen, der har været afgørende på alle områder af mit liv: mit forhold til mine børn, mit arbejde, min holdning til, hvordan samfundet skal indrettes.

Så i dag, 30 år efter jeg startede på skolen, ringer jeg til Poul Boe for at snakke med ham om, hvad der skal til for at være en god lærer – som han var det for mig.

Liv eller noget, der ligner

”Grundlæggende handler det om at møde eleverne som mennesker,” slår han fast fra starten. ”Jeg kom ikke med nogle bestemte ting, jeg ville have jer til at forstå – jeg kom, som jeg var, og så måtte I bruge det eller lade være.”

Og det møde mellem mennesker er der særlig gode betingelser for på efterskolen, mener Poul Boe. ”Vi var jo sammen hele tiden. Og efterskolen tilbyder os et rigtigt liv sammen. Med masser af små fortrolighedsøjeblikke, måske bare mens vi gik sammen hen til morgensamling. Der er stor forskel på, om det er liv eller bare noget, der ligner.”

Læreren må tage ansvaret

Og mødet er på godt og ondt – med det hele, som Poul Boe siger. ”Når det gjaldt dig,” eksemplificerer han, ”prøvede jeg for eksempel at fastholde dig i at være den, du var, og ikke den, du foregav at være, også selvom jeg skulle være barsk. Kan du huske, dengang de nye elever var på besøg?”

Det kan jeg desværre sagtens. Der var besøgsdag for det kommende års elever, og det føltes magtpåliggende for mig at vise, hvordan vi ”rigtige elever” så ud. Så jeg havde malet mig hippieagtigt i ansigtet og hang ud sammen med de andre på en måde, så det var tydeligt for enhver, at her på skolen var vi virkelig frie og progressive. Poul var ikke begejstret. ”Gå op og vask dig, Malene.” Og jeg luskede flovt af og fik vasket sminken væk.

”Men du må have gjort det på en sød måde, for ellers var jeg nok blevet sur,” siger jeg nu.

”Du blev sgu da sur. Men du gik op og vaskede dig. Og hvis jeg ikke havde været sikker på, at du ville gøre det, havde jeg aldrig sagt det. Så havde jeg ødelagt alting. Men jeg vidste, at du var ude i et ærinde, du heller ikke selv syntes var fremragende, så du skulle bare have et lille skub. Og det var okay for mig, at du gik i vrede, for du kom tilbage som en Malene, du selv bedre kunne lide. På den måde tog jeg ansvaret for situationen. Så kunne du bagefter gå og tumle med oplevelsen.”

Intet menneske er en ø

Mødet er et møde med den enkelte, men intet menneske er en ø, fastslår Poul Boe. ”Tag nu det franske fodboldlandshold. Det består af elleve individualister, og de gik ikke engang videre fra den indledende runde i VM, fordi de ikke kunne spille sammen. Vi er aldrig alene, og det er afgørende på en skole, at vi arbejder for det fælles bedste.”

På den anden side består fællesskabet af individer, forklarer han videre, og dem skal der være plads til. ”Hvis fællesskabet skal fungere, er vi som lærere nødt til at hjælpe eleverne til at opdage sig selv. Og det gør de jo ikke, hvis de ikke bliver set af os. Jeg kunne have holdt en moralprædiken for dig, men det behøvede jeg ikke, for jeg vidste, hvordan du havde det.”

Mødet går begge veje

Men hvordan bærer man sig ad med at møde 100 forskellige elever – og gøre det igen, år efter år?, spørger jeg.

”Alle elever har ikke brug for lige meget voksenkontakt, men det er vigtigt, at alle har en nær relation til mindst en lærer. Og kontakten kan jo se helt forskellig ud. Dig snakkede jeg med. Men jeg havde også sådan nogle ustyrlige knejter, der sad oppe på mit kontor og slikkede på frimærker sammen med mig, og så faldt der måske en enkelt bemærkning indimellem.”

Men det at møde og åbne sig for andre mennesker har sin pris, og for Poul Boe har det især været svært at sige farvel til elevholdene den sidste dag: ”Jeg har taget bestemte forholdsregler. For mødet går begge veje. Hvis jeg har gjort indtryk på dig dengang, så er det, fordi du har gjort indtryk på mig. Det er ikke noget man kan professionalisere sig ud af.”

Poul Boe har været på Vivild Ungdomshøjskole fra 1972-2001, fra 1975 som forstander. I dag er han pensioneret.

Bragt i Frie Skoler, august 2010

Kreativiteten blomstrer i Dubai

Den 28-årige Louise Ingeman, der er uddannet på Aalborg Universitet, har det sidste års tid haft adresse og arbejdsplads i Dubai. Her møder hun kreative udfordringer og får betroet et ansvar, hun aldrig ville stå med derhjemme. Til gengæld trækker bureaukratiet tænder ud. Og så savner hun regnvejret.

Af Malene Bjerre

”Måske er det allerbedste ved at arbejde i Dubai, at jeg fuldstændig kan koncentrere mig om det kreative – for der er tegnere ansat under mig, som tager sig af rentegningerne,” fortæller Louise Ingeman Jensen, som det sdiste års tid har arbejdet som arkitekt for det delvist danskejede arkitektfirma LWDesigngroup i Dubai. Ørkenstaten, der er et af de syv Forenede Arabiske Emirater, har oplevet et kolossalt byggeboom inden for de sidste 10 år, så der er rigeligt at lave for udenlandske arkitekter. I Dubai står folk fra udviklingslandene i kø for at lave manuelt arbejde til lave lønninger, så arkitekter som Louise tager sig af ideudviklingen og skitserne, mens filippinere laver alt Autocad-arbejdet.

Det gør arbejdet hurtigt og – i hvert fald for arkitekterne – meget tilfredsstillende. Projekterne er hurtigt gennemført, og Louise har på kort tid fået en masse erfaringer med helt forskellige typer byggeri – hun har været med til at tegne på et stort kulturprojekt med museer, musikhus, teater og et universitet og er nu blevet ansvarlig for et nyt designkoncept til en stor hotelkæde, der dækker hele Mellemøsten. Hun kan ikke give ret mange detaljer om projekterne. Konkurrencen blandt arkitektfirmaerne er hård, og de holder kortene tæt ind til kroppen, indtil projekterne er gennemført.

Men hun kan fortælle, at opgaverne er så forskelligartede og flyder så hurtigt igennem tegnestuen, at hun aldrig når at komme til at kede sig. En anden fordel er den helt særlige oplevelse at arbejde uden budget. Faktisk tales der ikke ret meget om prisen på et projekt, fortæller Louise. Kunden kommer og siger: Vi har en grund, og vi vil gerne have jer til at tegne et lejlighedskompleks – få det til at se godt ud! Først bagefter ser de på prisen. ”Det er virkelig dejligt ikke at skulle spare og lade slutresultater blive derefter,” siger hun. ”Jeg oplever det som meget befordrende for min kreativitet at kunne træffe faglige beslutninger i stedet for økonomiske. Spændende og udfordrende”

Karakterløs pengemaskine

Dubai bliver kaldt BLT – navnet på en amerikansk sandwich. Bigger, larger, taller. Og det dækker meget godt Louises opfattelse af den måde, der bygges på i byen, der vokser på alle leder og kanter. I havet, i ørkenen og langt op i skyerne. Dubai er en evig byggeplads og mangler karakter og sjæl, vurderer Louise. ”Kvaliteten af byggeriet er ikke så vigtig. Det skal bare gå hurtigt, overgå noget andet og se godt ud,” siger hun. ”Dubai er blevet en pengemaskine. Der er et skønt område ved vandet i den gamle by, hvor souq’erne og de historiske huse ligger. Det er det eneste kvarter, der har noget af byens gamle sjæl tilbage, men nu vil de rive en del af det ned for at give plads til nye boliger, som der kan tjenes penge på. Det er virkelig kortsigtet.”

Det er ti år siden, Louise første gang besøgte byen, og i dag er det en helt anden by. Men selv om hun ærgrer sig over den manglende sans for planlægning og kvalitet, er det også spændende, at alting går så hurtigt. Det anslås, at en fjerdedel af alle byggekraner i verden befinder sig i Dubai, og man kan næsten se byen vokse fra dag til dag. ”Jeg kan blive helt forpustet over tempoet. Det er hektisk og forvirrende, men også skønt. Alting kan lade sig gøre hernede,” siger Louise.

Men tit får fancy indfald lov at tage overhånd, og man glemmer fuldstændig det funktionelle. Hun beskriver et nyt område, hvor hun tvivler på, at der har været en gennemtænkt masterplan: ”Det er, som om der mangler retningslinjer for området. Mange af bygningerne forholder sig ikke til hinanden og ligger kun med få meters afstand. Det eneste, man føler er planlagt ned til mindste detalje, er infrastrukturen, som ligner en blomst fra oven. Men en vejingeniør ville hive sig i håret over det, for det er enormt irriterende at køre to kilometer, hvor man konstant skal dreje.”

Egentlig kan hun godt lide byggestilen i Dubai. ”I Danmark er trenden meget minimalistisk, og det synes jeg måske kan blive lidt kedeligt,” siger hun. ”Hernede mikser tit de det moderne med det ornamenterede. Det kan være et hus med meget enkle, rene linjer, hvor skodderne er skåret ud i arabiske mønstre. Det synes jeg er fedt. Det er sjovt at bryde det meget stilrene med noget utraditionelt.”

Mystiske masterplaner

Det værste er til gengæld det store papirarbejde. Der skal søges et hav af byggetilladelser hos forskellige instanser, og mange steder er der en masterplan for et område med meget specifikke og indimellem mystiske krav. Hun giver et eksempel fra et af de andre emirater. Her må man bygge lige så mange etager under jorden, som man vil, men man må kun bruge de tre første til parkering, og hvad skal man så egentlig bruge flere til? Desuden må man bygge et vist antal etager over jorden, men det er kun de tre øverste, man må bruge til parkering. Hvordan man så lige indretter bygningen, så bilerne kan komme op til parkeringen på for eksempel 10. etage, er der ingen anvisninger på. Det er en arkitektonisk udfordring. ”Bureaukratiet hernede er absurd og trækker tænder ud i et projektforløb,” fastslår Louise. Det gælder også i privatlivet. Simple ting som at få oprettet en ny bankkonto eller få tilsendt forsikringspapirer kræver et hav af opringninger og stor tålmodighed. En anden udfordring er, at bygherrerne blander sig i helt små detaljer. ”Den der stolpe skal væk, eller det der vindue kan vi ikke lide, siger de måske. Og så skifter de uden videre mening. På det ene møde er de begejstrede, og så på det næste er de vendt på en tallerken, helt uden forklaringer. Det må man bare vænne sig til,” siger hun.

Lang arbejdsuge

Umiddelbart virker forholdene fyrstelige. Louise tjener det, der svarer til en almindelig dansk arkitektløn, og betaler ikke en krone i skat. Hun har givet 75.000 for sin nye firehjulstrækker, og benzinen i OPEC-landet koster under tre kroner literen. Til gengæld er lønnen uden pension, og boligpriserne er skyhøje. Hun og kæresten bor i en lille toværelses til 14.000 kroner om måned. Det kan gå an for unge par uden børn, men det er nærmest blevet umuligt for familier på almindelige lønninger at bo i byen. Og arbejdsforholdene er hårde. Hun arbejder mindst 45 timer om ugen og har næsten en times bilkørsel hver vej, selv om hun bor meget tæt på LWDesigns kontor. Trafikken er endnu et af de områder, byplanlægningen ikke har helt styr på.

Den meget lave timeløn for fremmedarbejdere fra udviklingslande giver et højt serviceniveau. Der er altid nogen, der parkerer ens bil, fylder den op på tankstationen, pakker indkøbsvarerne og bærer dem ud til bilen. ”Selvfølgelig vænner man sig til det efterhånden,” fortæller Louise. ”Og det er da også en luksus. Men egentlig vil jeg helst være fri. Jeg kan bedst lide at klare tingene selv, og jeg får helt ondt i maven over, at man udnytter folk på den måde.”

I den sparsomme fritid er der masser af tilbud. Fra den brølende storby er der ikke mere end en time ud i ørkenen, hvor Louise og hendes venner kører på firhjulede motorcykler i klitterne og laver barbecue. Omans bjerge er heller ikke langt væk, og på østkysten er der koralrev, hvor man kan dykke og se skildpadder, hajer og farvestrålende fisk.

Længes efter regnvejr

Hun regner med at blive i Dubai et år eller to endnu, men vil helt sikkert også hjem til Danmark igen. ”Der er mange ting, jeg længes efter i Danmark,” fortæller hun. ”God dansk ost, min mors flæskesteg og leverpostej. Den slags småting. Overraskende nok savner jeg også det danske vejr. Indimellem kunne jeg virkelig godt tænke mig at sidde indenfor med kakao og nybagte boller, mens regnen siler ned udenfor.” Men ikke mindst savner hun strukturen og organiseringen i det danske samfund. ”Jeg glæder mig til at komme hjem og arbejde under overskuelige og ordnede forhold. Jeg har lært enormt meget hernede, men det bliver skønt at komme hjem og tegne en stille og rolig villa med nogle fede detaljer. I længden er det ikke tilfredsstillende at slå et tårn op, bare fordi det skal sælges. Jeg vil gerne lave noget, der skiller sig ud. Og hernede skiller alting sig ud.”

Bragt i Arkfokus, december 2008

Når topledere skal lære at tage ansvar

Det er en balancegang mellem feminine og maskuline værdier at undervise mellemøstlige ledere i konflikthåndtering. Mette Villemoes Ponty har lært at lokke den lydhøre og sårbare side frem hos Mellemøstens benhårde topchefer.

Af Malene Bjerre
”I kan nok ikke forestille jer det, men flere gange har jeg siddet og grædt inde på Mettes kontor,” fortæller Samir Naoura. Han er ved at byde velkommen til Mette Villemoes Pontys kursus i konflikthåndtering. Først har alle topcheferne i De Forenede Arabiske Emiraters største vand- og juicefirma NFPC været på kurset, og nu er turen kommet til mellemlederne. Og Samir har helt ret i sin antagelse. Kursusdeltagerne er målløse over at høre deres salgsdirektør, der er en notorisk tromler, afsløre en sårbarhed af det omfang. Men det fortsætter. I løbet af de tre dage, kurset varer, kommer adskillige chefer forbi og fortæller om, hvordan de har lært at undersøge deres egen rolle i konflikterne både på arbejdet og derhjemme. Med det resultat, at der nu er langt færre af dem. Kvinden bag kurserne er dansker, og hun leverer et produkt, der er meget forskelligt fra, hvad man ellers ser i Dubais resultatorienterede forretningsverden. Og i første omgang sidder kursusdeltagerne da også og læner sig lidt skeptiske tilbage på stolene.

At se andre som mennesker
Mette Ponty er virksomhedskonsulent i Dubai, der ganske vist er en moderne multikulturel metropol, men hvor alle virksomheder har en lokal partner fra Emiraterne, og hvor hovedparten af cheferne er mænd fra Mellemøsten: Egypten, Libanon eller Pakistan. Det giver hende nogle særlige udfordringer. ”Den mellemøstlige virksomhedskultur er på mange måder forskellig fra vores,” forklarer hun. ”Ledelsesstilen er mere autoritær, og cheferne råber højere og er meget mere passionerede og gestikulerende, end vi er vant til i Danmark. Det har jeg lige skullet lære at afkode, men det skræmmer mig ikke. Jeg ser det som det, det er: en ydre facon.”
Hendes virksomhed er tilknyttet The Arbinger Institute, der tilbyder kurser i konflikthåndtering, bl.a. til firmaer. Grundfilosofien er, at konflikter opstår, når vi ikke ser andre som mennesker men som ting, der på den ene eller den anden måde står i vejen for os. Hvis to kolleger ikke arbejder sammen om at nå deres mål, men i stedet bruger energien på at få bekræftet, at den anden bare modarbejder dem, har det ikke kun konsekvenser for dem personligt, det koster også store summer for firmaet. På kurserne viser hun deltagerne, hvordan deres grundlæggende indstilling til andre påvirker arbejdsklimaet. ”Men der er jo ingen, der går på arbejde hver dag med det klare formål at ødelægge arbejdsglæden for en anden. For hver enkelt af os giver vores handlinger mening. Og hvis vi prøver at se hinanden i det perspektiv – dvs. som mennesker, ikke som forhindringer – er vi nået det første skridt i retning af en løsning på konflikten.”

Bundlinje og selvindsigt
Arbinger kombinerer altså en effektiv bundlinjeorientering med blødere værdier som indføling og selvindsigt. Det er nyt for mange af de chefer, Mette Ponty arbejder med. Samtidig rykker filosofien også ved et andet forhold, der ligger dybt i den mellemøstlige kultur, nemlig skellet mellem privatliv og arbejdsliv. ”Når vi taler om relationerne mellem mennesker, er det jo faktisk ligegyldigt, om det er derhjemme eller på arbejdspladsen. Det er den samme mekanisme, der udløser konflikterne. Hvis jeg på forhånd har besluttet mig for, at min mand aldrig løfter en finger derhjemme og i øvrigt er ligeglad med, hvor træt jeg er, kan det være helt irriterende, hvis han tømmer opvaskemaskinen, for så bliver jeg ikke bekræftet i mit fastlåste billede. Og tit vil vi hellere bekræftes end ændre det, vi er utilfredse med,” forklarer hun.
Så på sine kurser bruger Mette Ponty masser af eksempler fra privatlivet til at forklare konflikternes natur. Hun fortæller om skænderier med sin mand, sammenstød mellem sine to børn og om problemer med familien. Men hun har opdaget, at hun er nødt til at forholde sig til den kulturelle kontekst, når hun vælger sine eksempler. ”I en af bøgerne fra Arbinger er der et eksempel med en mand, der vågner om natten og hører barnet græde. Hans første indskydelse er at tage sig af det, så konen kan sove videre, men han lader være og ligger så og retfærdiggør sig selv bagefter. Det eksempel brugte jeg i starten på mine kurser, men det er jeg holdt op med. Det giver simpelthen ingen mening for mændene hernede, for det at tage sig af børnene om natten er så indlysende et kvindejob, at manden slet ikke ville komme på at skulle blande sig i det,” siger hun.
Hun er ikke bange for at blive meget personlig og følelsesbetonet i sine eksempler. ”Det handler jo netop om at lære at se hinanden som mennesker, og hvordan skal jeg få dem til det, hvis jeg ikke selv tør træde frem som menneske?” spørger hun. Så inden hun sender deltagerne hjem efter den første kursusdag, fortæller hun dem om sit forhold til sine franske svigerforældre. Der ringer og inviterer og tilbyder sig igen og igen, uden at Mette tager imod det. Ikke fordi hun har noget imod dem, hun har bare så travlt, og det er jo, når det kommer til stykket, ikke hendes egne forældre. Indtil det pludselig en dag slår hende, hvordan det må være for dem, at deres søn bor i Dubai, og at de næsten ikke ser familien. Hendes stemme bliver tyk af flovhed, og der er fuldstændig stille i lokalet. Svage familierelationer er et problem, der er til at forstå i Mellemøsten, og Mette har gjort fuldstændig klart, at hun har sin store del af ansvaret.

Dyre konflikter
Måske er det derfor, at NFPC’s mellemledere på de næste kursusdage er parate til at lege med. En af dem er kommet til at tænke på, at det måske ikke er for at genere ham og give ham endnu en forpligtelse, at hans børn plager ham om at køre dem i skole, men simpelthen fordi de gerne vil være sammen med ham. Han beslutter sig for, at han fremover vil køre dem i skole en gang om ugen. To andre har gennem et stykke tid haft nogle sammenstød, der gør, at de ikke længere taler sammen. Med redskaberne fra Arbinger får de sat ord på, hvordan de hver især oplever situationen. De laver en aftale om at bære over med hinanden de næste fem arbejdsdage og så tage det op igen.
Efter kurset er Mette godt tilfreds med, hvor langt de er nået. ”Det er blevet tydeligt for dem, at de alle sammen har en del af ansvaret for de kampe, der er mellem de forskellige afdelinger i firmaet,” vurderer hun. ”Og når de kun er optaget af, hvor uretfærdigt de selv bliver behandlet, er ingen af dem i stand til at ændre på forholdet og løse problemerne. Somme tider sætter jeg kursisterne til at regne på, hvor meget en bestemt konflikt har kostet firmaet. Det kan sagtens løbe op i 20 millioner på grund af mistet salg, leverandører der opsiger samarbejdet, dårlig omtale, umotiverede medarbejdere og manglende innovation.”

Feminin undervisningsstil
NFPC har sendt både bestyrelse, topchefer og mellemcheferne af sted på Mette Pontys kursus. Resten af de 3000 ansatte skal uddannes internt af nogle facilitatorer, som hun er ved oplære.
Frank Bolton er produktionsdirektør, og ligesom salgsdirektøren mener han, at mødet med Arbinger har haft afgørende betydning for NFPC: ”Det har gjort os langt mere effektive, fordi vi har fået fjernet alle de mange små sammenstød. Før kunne jeg selv blive hamrende sur over et udråbstegn i en mail, som jeg opfattede som aggressivt og provokerende. Nu har vi fået et sprog til at tale om, hvad der sker, og derfor bliver konflikterne ikke længere personlige.”
Og det er ikke tilfældigt, at det er en skandinavisk kvinde, der har kunnet rykke så meget ved de mandlige ledere. ”Mette har en blid facon, som jeg opfatter som meget kvindelig,” forklare han. ”Hun er forstående og går til os på en måde, der ikke er udfordrende. På den måde kan hun meget bedre lokke os ud af vores forsvarsberedskab og få os til at forstå, at vi må sætte os selv på spil, hvis vi vil opnå gode resultater for firmaet.”
Selv prøver Mette Ponty at lade være med at fokusere på både køn og kulturforskelle. ”Jeg gør meget ud af simpelthen at se på det menneske, jeg sidder over for, og møde ham, som han er. Den største fejltagelse er at tro, at man på forhånd ved, hvordan nogen er. Mine kunder i Danmark er også alle sammen forskellige.”

Boks
Mette Villemoes Ponty holder virksomhedskurser i konflikthåndtering både i Danmark og Dubai. Se hendes hjemmeside her: www.arbinger.dk. I begyndelsen af april udkommer en af bøgerne fra Arbinger Institute på dansk: Ledelse og selvforståelse (Borgen).

Go west

Ti danske iværksættere skal til New York med deres design i foråret, og Luna Hvid rejste i forvejen for at se, om det amerikanske marked var parat til hendes økologiske huer til kemopatienter. Det var det.

Af Malene Bjerre

”Det begyndte med, at min svigermor mistede håret, fordi hun havde fået kemoterapi. Parykker var ikke noget for hende, men hun hadede de storblomstrede akryltørklæder, der var det eneste alternativ, der var for fem år siden. Så gav jeg mig til at designe noget til hende. Det skulle være blødt og behageligt, sidde ordentligt og signalere mode i stedet for sygdom. Og så endte jeg med den her.” Luna Hvid sidder på 42nd Street på Export Companys kontor i New York og fortæller om The Luna Beanie, den hue, hun er kommet til New York for at sælge. I tre år har hun solgt tørklæder og huer til kvinder uden hår gennem sin netbutik http://www.lunahvid.dk, men nu er tiden kommet til at leve drømmen ud om et gennembrud på det amerikanske marked.

Det er drøm, der dunker af iværksætterpassion og initiativ, men som indtil videre også er noget vag og konturløs. For hvordan får man lige hul til det sagnomspundne marked, alle drømmer om? Det var Væksthus Syddanmark, der i første omgang gav Luna Hvid sparket til at gøre noget ved ambitionerne. I et samarbejde med den danske virksomhed Export Company, der har specialiseret sig i at hjælpe iværksættere i gang med at eksportere, har væksthuset lavet et projekt, hvor ti danske designere bliver tilbudt et eksportfremstød i New York. Det finder sted til foråret, men i første omgang er Luna blevet udvalgt til at deltage i et pilotprojekt. I løbet af en uge i New York skal hun sammen med Export Company vurdere, om der er et marked for hendes produkter i USA, og hvordan det i så fald skal erobres.

Nu sidder hun en mandag morgen i november sammen med David Madié, der ejer Export Company, og to kaospiloter, der er i praktik hos ham. Den forløbne uge har kaospiloterne været på gaderesearch. De har undersøgt de mulige afsætningskanaler og besøgt en række parykbutikker, parykmagere og hospitaler i New York. De giver Luna en liste over steder, der gerne vil have besøg af hende, og teamet omkring hende briefer hende om, hvad hun især skal være opmærksom på herovre.

Green is the new black

”Når du sælger til butikker, skal du huske at bruge nogle andre salgsargumenter end dem, du bruger over for dine privatkunder,” forklarer David Madié hende. ”Det er købsmønstret, der interesserer dem. Det, du sagde før, om, at dine kunder som regel køber tre-fire tørklæder, er f.eks. et godt argument. Det fortæller dem også, at prisen ikke er for høj. De skal overbevises om, at der er penge at tjene for dem.” Han udstyrer hende med en række modargumenter, hvis forretningerne i første omgang ikke er interesserede. ”Hvis de nu siger: ’Vi er ikke interesserede, for vi sælger ikke huer, kun parykker’, så kan du siger: ’Det er interessant, for jeg ved fra mine kunder i Danmark, at de alle sammen indimellem har brug for et alternativ’. Og hvis de synes, prisen er for høj, kan du sige: ”Det synes kunderne i Danmark ellers ikke, de køber i gennemsnit tre-fire stykker’. Luna bliver også gjort opmærksom på, at det hotte begreb for økologiske tekstiler ikke er ’organic’ men ’green’. ”Det er rigtig godt at markedsføre sig som green – ’green is the new black’, som de siger herovre.”

Søren og Johannes, de to kaospiloter, har haft travlt med at undersøge markedet for hende og kan fortælle, at der er masser, der producerer forskelligt hovedbeklædning til de hårløse kvinder, men at udbuddet ligner det, Luna svigermor i sin tid blev præsenteret for. Der er ingen trængsel i high end-delen af markedet og tilsyneladende ingen produkter, der udelukkende er lavet af økologiske materialer.

Strategien for ugen bliver lagt fast. Egentlig har Luna både haft et tørklæde, en kasket og så huen, The Luna Beanie, med i kufferten, men de bliver enige om at satse på huen, der som den eneste kan produceres 100 procent økologisk. Hun vil starte med at besøge nogle parykbutikker og parykmagere for at få en fornemmelse af, hvad de synes om hendes produkt. Hjemmefra har hun produceret postkort på engelsk med billeder af huen og kontaktinformation.

”Wow, it’s so modern”

Fra starten er begejstringen i detailleddet til at tage og føle på. De mange tekstilvante hænder kan alle sammen mærke, at bomulden er meget blødere, end hvad de er vant til, og ordet ’green’ er ganske rigtigt et magisk buzzword i de lidt dyrere butikker. Alle beder om postkort, spørger konkret til farver og levering og beder hende om at sende nogle prøver.

Det første gennembrud kommer på hjørnet af 5th Avenue – den dyre adresse i New York, der signalerer mode og masser af penge.

Prada sælger sine kreationer inde ved siden af, og Christian Lacroix’ flagstore ligger lige overfor. Parykbutikken Nicholas Piazza ligger oppe på 9. etage, og den emmer af, at kunderne har tegnebogen i orden. Det er indehaverens kone, der tager imod. ”Hello sweatheart, show me what you’ve got,” siger hun, og Luna giver sig til at pakke The Luna Beanie ud af tasken og forklarer hende om huen af økologisk bomuld, som kvinder uden hår kan have på, når de f.eks. laver mad og ikke synes, at parykken skal lugte af frikadeller. Konen tilkalder både sin mand og tre ekspedienter, og i løbet af femten sekunder er ekspedienterne oppe at køre. ”Oh, it’s super soft,” udbryder den ene. ”Let me feel it,” siger den anden og rækker ud efter huen. ”Wow, it is so modern,” hviner hun. ”I would wear it myself!” Indehaveren spørger lidt mere afdæmpet til det faktuelle. Hvor mange farver findes den i, og kan den tåle at blive tørretumblet? Hvor mange styk skal man købe per gang, og hvordan er det med leveringstiden? Luna finder sine postkort frem, og alle ekspedienterne insisterer på at få et. Inden hun er ude af døren, har hun en aftale om at sende en basispakke med 36 styk så hurtigt som overhovedet muligt. Fortumlet står hun på gaden et øjeblik senere. Det første rigtige salg er hjemme.

Alle har ret til en hue

Mount Sinai-hospitalet ligger i den nordlige del af det rige Upper Eastside øst for Central Park. Luna har en aftale med gavebutikken, der har fortalt kaospiloterne, at kunderne ind imellem spørger efter hovedbeklædning til kemopatienter. Ejeren af butikken kan lide, hvad hun ser, og er hurtig til at bestille basispakken, men mener, at en anden samarbejdspartner er langt mere oplagt. Breast Cancer Health Center er en velgørende organisation, der deler hovedbeklædning ud til alle de af hospitalets brystkræftpatienter, der mister håret på grund af behandlingen.

Andrea, som er organisationens daglige leder, er fyr og flamme, da hun mærker kvaliteten af The Luna Beanie. Luna kaster sig ud i sin forberedte salgstale om, hvorfor man ikke kan nøjes med en paryk, og hvad folderne i huen skal til for, men Andrea hører slet ikke efter. Hun har været så længe i branchen, at hun ved alt om, hvorfor skaldede syge kvinder har brug for en hue. Det er kvaliteten, der gør udslaget. Andrea har en empati med de hårløse, syge kvinder, der næsten kan virke overvældende på et mere køligt skandinavisk sind, men der er ingen tvivl om, at hun har hjertet på rette sted.  ”Vores holdning er, at alle har ret til noget at have på hovedet, uansat om de har råd eller ej. Din hue er langt blødere end det, jeg kan give dem i dag, og jeg kan også mærke, at den holder faconen,” erklærer hun. ”Jeg har bare brug for den i en enklere udgave. Kan du lave det til mig?” Ja, uden problemer, siger Luna, der er rystet over den pris, organisationen plejer at betale for et langt dårligere produkt. Da hun forlader kontoret i Upper East, har hun en aftale om fremover at levere hovedbeklædning til organisationen, og i notesbogen står adresserne på en række hospitaler og søsterorganisationer til brystkræftorganisation, som ifølge Andrea bare venter på at få et lignende tilbud.

Jubel og begejstring

Hver gang Luna kommer tilbage på Export Companys kontor på 42nd Street med referater af den gode modtagelse ude i byen, er der jubel og begejstring. Succeserne fejres, og strategien bliver løbende revideret. Ordren fra Breast Cancer Health Centersporer teamet ind på en anden målgruppe: de velgørende organisationer, og sætter Søren og Johannes i gang med en ny omgang googling.

Og støtten begrænser sig ikke til det eksportmæssige. Luna får gode råd om både bankforhandlinger, bestyrelse og markedsføring, men også ned til små praktisk detaljer. I begyndelsen er hun lidt betænkelig ved at skulle ringe amerikanske butikker op og lave aftaler. Næste morgen ligger der et papir med støttepunkter parat til hende. ”Sørg for at få dem på banen med det samme,” foreslår David Madié. ”Sig: ’I believe you’re selling wigs, is that right?’ Rent psykologisk er det vigtigt, at de selv siger noget fra starten. Og prøv at falde i snak med dem. Du kan roligt tage dem på ordet, hvis de siger: ’How are you?’” Efter få samtaler fører Luna sig frem som en indfødt amerikaner: ”Yeah, isn’t it just the most wonderful weather today? The perfect day to come and visit your shop. I’ll see you in two hours then.”

Venter på at blive taget

Ugen i New York er ved at være forbi. Export Company, kaospiloterne og Luna har sat sig sammen for at evaluere ugen. Der er stor tilfredshed over hele linjen. Ingen havde regnet med at det første pilotprojekt for iværksættereksport ville få så meget succes. David Madié samler op: ”Vi kan konkludere, at der uden tvivl er et stort marked for The Luna Beanie herovre, både på hospitalerne og i parykbutikkerne. Du rejser hjem med flere store ordrer og en ide til et helt nyt produkt – den forenklede hue.” Han giver hende en handlingsplan, hvor den kommende tids vigtige afgørelser er listet op.

Luna roser sit backup-hold for den hjælp og støtte, de har givet hende. ”I har været rigtig gode til både at støtte og skubbe. Det har givet mig en masse gå på-mod at vide, at I har banet vejen for mig på forhånd. Og så har det også været fantastisk at have nogen til at holde overblikket, mens jeg piskede rundt.”

Det overblik tager hun med sig hjem. Nu skal hun til Danmark og have skruet op for leveringen af The Luna Beani og have sat den enklere hue i produktion. Og så skal hun have rejst noget kapital, så hun kan tage til New York igen om et par måneder. For nu ved hun, at det amerikanske marked bare ligger og venter på at blive taget.

Fakta

Luna Hvid har været i New York som led i et pilotprojekt for en større eksportsatsning fra Væksthus Syddanmark. I maj måned sender væksthuset yderligere ti designere af sted, der skal mødes med mulige kunder og salgspartnere. Projektet er støttet af Eksportrådet. Se mere på Væksthus Syddanmarks hjemmeside: http://www.startvaekst.dk/vhsyddanmark.dk/Eksportfremstoed.

Lunas gode råd til andre iværksættere, der vil eksportere:

1. Hvis du virkelig drømmer om det, så gør det. Selv om jeg ikke havde fået andet med hjem, så har min uge herovre givet mig et nyt perspektiv også på det danske marked.
2. Gå bare i gang. Man kan sagtens spise en elefant, hvis man bare tager en lille bid ad gangen.
3. Få hjælp af nogen, der ved, hvad de har med at gøre. Jeg er sikker på, at min investering kommer igen, fordi Export Company har effektiviseret og målrettet min indsats.

Bragt i Iværksætteren, januar 2009

Kærlighed og karriere i New York

Heidi Lindberg sagde job og lejlighed op, solgte bilen og forlod venner og familie for at rejse med sin nye kæreste til USA og arbejde i hans familiefirma. Nu bor hun på sit kontor, og sikkerhed og pensionsordninger lod hun blive derhjemme. Og hun vil under ingen omstændigheder bytte tilbage.

Af Malene Bjerre

Heidi Lindberg sad på Saint Jacques på Østerbro og ventede på den date, som hendes gode ven ville have hende til at møde. ”I er lige noget for hinanden,” havde han sagt. Og Heidi var parat til at møde den store kærlighed. Hun havde været single i mange år, og nu var hun parat til at være to i stedet for en. Og ind af døren trådte så Kasper.

”Jeg ved ikke, hvornår man bliver klar over, at det er den eneste ene, man har mødt,” siger Heidi. ”Det var hverken på den første, anden eller tredje date. Men efter et par måneder var jeg klar over, at det her kunne blive til noget helt særligt.” Og faktum er, at Heidi i dag, halvandet år efter, sidder i New York sammen med Kasper. Hun er gravid i femte måned, og sammen har de kastet sig ud i det store eventyr.

Frisørspand til konen

Kasper Egelund er nemlig 3. generation af Vipp-familien – det var hans morfar, Holger Nielsen, der i 1939 lavede en klassisk og praktisk affaldsspand til sin kone Maries frisørsalon i Randers. Hun blev begejstret for sin spand med fodbetjent vippelåg, og efterhånden begyndte bestillingerne at komme dumpende. Snart stod den første Vipp-spand i masser af frisørsaloner og lægekonsultationer rundt om i landet.

I 1992 døde Holger Nielsen, og hans datter – Kaspers mor – overtog firmaet. I 1998 ansatte hun Kasper og hans søster Sofie i firmaet, og Vipp-spandene fandt efterhånden også vej ind i de private hjem. Der var også lidt eksport til udlandet, men da Kasper mødte Heidi, havde han besluttet at flytte til New York og prøve at gøre Vipp stort på det amerikanske marked. Fem uger efter at de havde mødt hinanden, spurgte han, om hun ville med. Og det ville hun gerne.

Ikke mere morgenmad

Heidi sad ellers i et godt og sikkert job i København. Hun havde arbejdet i Kellogg’s i seks år og var brand manager for Special K. ”På rigtig mange måder var det et fantastisk job,” fortæller hun. ”Jeg sad med et budget på 22 millioner kroner og skulle stå for al den markedsføring, der rettede sig mod forbrugere i hele Norden. Både i forhold til alder og livsstil er jeg selv i målgruppen, så jeg kunne tage udgangspunkt i det, jeg selv syntes var sjovt. Alt fra udvikling af reklamefilm til sponsorater af kvindeløb. Jeg elsker at løbe, og så var det jo oplagt. Og det var spændende at skulle forstå forbrugerne på tværs af de nordiske grænser.”

Heidi kunne sådan set sagtens være blevet hos Kellogg’s i seks år mere. Men alligevel kunne hun godt mærke, at hun hurtigt blev fristet, da hun fik en mulighed for at kaste sig ud i noget nyt: ”Hvis man altid bliver i sin komfortzone, bliver man ikke udfordret. Hvis man skal kunne vinde noget stort, skal man også turde satse.”

Ombygget pølsefabrik

Og det gjorde hun så. Efter kun at have kendt hinanden i otte måneder flyttede Heidi og Kasper til New York. De var faldet for et ægte new yorker-loft på 200 kvadratmeter i den nye hippe bydel Tribeca på Manhattan. Et loft ligger ikke nødvendigvis oppe under taget, men er en stor åben lejlighed i en ombygget industribygning. Heidi og Kaspers ejendom har tidligere været en pølsefabrik, og det har kostet masser af nedrivning og hvid maling at forvandle den til en lejlighed, man kan bo og arbejde i. I dag har de kontor til sig selv og to ansatte i den ene ende, og køkken, bad og en seng, der kan klappes op af væggen i den anden ende.

Fra at have veldefinerede arbejdsopgaver, der alle sammen har handlet om markedsføring, har Heidi nu et hav af forskellige kasketter i Vipp. Hun har hovedansvaret for salg, markedsføring og administration. Plus det løse, selvfølgelig. Det er en kæmpe udfordring at skulle sidde til møde med direktøren for en af de store amerikanske kæder, og sejrsglæden er enorm, når aftalen skrives under, og den første ordre sendes af sted. Hun lærer en masse af det og synes samtidig, det er helt vildt sjovt.

”Det er skønt selv at kunne bestemme,” erklærer hun. ”Hvis Kasper og jeg får en ide, er det bare at komme i gang. I Kellogg’s skulle nye tiltag godkendes i USA, og det kunne sagtens tage et år at sætte noget nyt i gang. Her bestemmer vi selv. Hvis vi vil lave en limited edition med prikker på, så gør vi bare det.” Det er også et kæmpeansvar, og al den sikkerhed, der lå i det gode Kellogg’s-job, er væk. Til gengæld er jublen endnu større, når Waterworks, en luksuriøs badeværelsesbutik i Los Angeles, ringer og fortæller, at både Richard Gere og Tom Cruise & Katie Holmes har bestilt nogle Vipp-spande til deres hjem. Eller når Kasper og Heidi møder Michael Stipe til fest, og han fortæller, at han er så glad for sin hvide spand i køkkenet, at han netop har købt en til badeværelset også.

Stor og vild udfordring

I dag, efter omkring elleve måneder i New York, er Vipp godt på vej ind på det amerikanske marked. Vipp-spandene sælges i 70 butikker, og Heidi og Kasper er også langt i forhandlingerne om at blive leverandører til stormagasinet Bloomingdale og den eksklusive køkkenkæde Williams-Sonoma.

”USA er en stor og vild udfordring. Magasin har fem butikker, men Bloomingdale har altså 35, og Williams-Sonoma har 300 butikker over hele USA,” fortæller Heidi. Det amerikanske marked er kæmpestort, men Vipp, der i Danmark er en mærkevare, som de fleste danskere kender navnet på, er stort set ukendt i USA. ”Der er stor konkurrence på det amerikanske marked, og derfor er det en kæmpe udfordring at få et møde med indkøberne. Når mødet endelig er i hus, er det en trumf at kunne fortælle, at spanden har været produceret i 70 år. Det er i sig selv et kvalitetsstempel. Og så elsker de historien om Kaspers morfar og mormor. ’My god, it’s soooo romantic,’ siger de.” På den måde er amerikanerne jo dejlige, fastslår Heidi. ”De bliver let begejstrede og har ingen problemer med at give udtryk for det.”

Turbokærester

Udefra kan Heidi godt se, at det kan virke som et voldsomt skridt, hun har taget. ”Jeg sagde mit job og min lejlighed op, solgte min bil og forlod venner og familie for at rejse ud i det uvisse sammen med Kasper. Tænk, hvis vi var gået fra hinanden efter tre uger. Men faktisk har det hele tiden føltes fuldstændigt naturligt. ’Vil du med,’ spurgte Kasper, og jeg sagde ’Ja, god ide,” og så gjorde vi det. Vildere var det ikke.”

Så mens Heidi og Kasper stadig var nyforelskede, sad de pludselig langt væk hjemmefra og skulle være sammen om alting – både arbejdet og fritiden. Det har været en intens måde at lære hinanden at kende på, fortæller Heidi. På godt og ondt. Man opdager lynhurtigt hinandens stærke og svage sider, men så har vi fået slebet kanterne af, fortæller Heidi. ”Vi har fundet ud af, at vi komplementerer hinanden meget fint. Kasper er iværksætteren, og jeg er planlægningsfreaken. Han kaster de vilde ideer op i luften, og så griber jeg dem og sætter dem i søen.”

I juli måned sidste år besluttede de at få papirerne bragt i orden og giftede sig ved et romantisk bryllup i Las Vegas. På bedste amerikanske vis bookede de brylluppet via internettet. ”Vi kunne vælge et kirkebryllup eller et ’drive through’ bryllup. Det blev kirken, og vi tog den fulde pakke med limousine og brudebuket til 169 dollars – og fordi vi gav godt med drikkepenge, kom Elvis også forbi og gav et nummer. ”Det var en rigtig skæg oplevelse og mere romantisk, end man lige kan forestille sig,” griner Heidi.

Vipp-arving på vej

Det var været overraskende uproblematisk ikke bare at træde ind i en ny familie, men også at skulle arbejde i et familieforetagende. ”Kasper og hans mor og søster har arbejdet sammen så længe, at alt omkring Vipp kører fuldstændig professionelt. Men der er et tæt familieforhold, og selvfølgelig afslutter vi lige med lidt privat snak, når vi har talt i telefon om noget med firmaet,” siger Heidi, der lynhurtigt har følt sig som en del af familien. Og de sidste par måneder har der været ekstra meget familiesnak, for Heidi er gravid i femte måned. En rigtig lille Vipp-arving er på vej.

Det er helt vidunderligt, synes Heidi. Og selvfølgelig også en logistisk udfordring, for hvordan får man plads til en baby, når man praktisk talt sover under sit skrivebord? Heidi og Kasper har besluttet sig for at lave et børneværelse i det store, åbne loft, så den bliver mere familievenlig. ”Jeg regner kun med at tage tre måneders barselsorlov. Det er det almindelige i USA, og jeg har slet ikke lyst til at komme for langt væk fra Vipp. Så kan Kasper også se mere til sin datter i de første par måneder, end man normalt gør, og det glæder han sig til. Arbejdslivet og privatlivet er vævet helt sammen for os, og vi har ikke lyst til at dele det op igen.”

Boks: Event med Bono og Helena Christensen

En særlig amerikansk måde at gøre opmærksom på sit produkt på er at afholde et velgørenhedsarrangement. I september var Helena Christensen vært ved en auktion, hvor 40 kendte mennesker, bl.a. forsangeren Bono fra U2 og Michael Stipe fra R.E.M., havde designet hver deres personlige udgave af en Vipp-spand. Bonos spand var en håndtegnet sort-hvid spand med navnet Bono Trash, og indeni lå 12 håndskrevne originale sange, der var blevet kasseret til hans nye cd.

”Op til selve aftenen knoklede vi rundt,” fortæller Heidi. ” Det hotte galleri i Chelsea skulle på få timer forvandles til et festlokale for 600 mennesker, hvor Christie’s Auktionshus skulle tage sig af at sælge designerspandene, kanapéerne serveres med stil, og champagnen kunne flyde i glassene. Vi var 20 mand på holdet. Den røde løber skulle rulles ud og gøres klar til fotograferne, der skulle sættes podier op, sørges for dj og slæbes spande. Jeg havde blå mærker langt op af armene, men det var godt at være i gang, for så nåede jeg ikke at blive nervøs. Jeg havde ikke haft tid til at gå i byen og købe det perfekte dress, så jeg måtte tage, hvad jeg kunne finde i skabet, og så tage mine bryllupssko på til.”

Og det hårde arbejde gav pote. Der kom 600 gæster, bl.a. Julianne Moore, Karim Rashid og en mængde andre kendte navne i New York. To kvinder blev ved med at overbyde hinanden for at få fingre i Bonos spand med sangteksterne, og den endte med at blive solgt for 150.000 kroner. I alt gav auktionen 300.000, der blev fordelt mellem ofrene for Tjernobyl og et hjemløseprojekt i New York. Og de 100 fotografer og journalister sørgede for, at der også kom en masse presseomtale til Vipp.

”Da vi var færdige med at slæbe spandene tilbage til Tribeca, og jeg var på vej ned for at hente pizza klokken et om natten, aflyttede jeg lige min telefonsvarer. Det var en indkøber fra den tjekkede køkkenkæde Williams-Sonoma, der havde hørt om eventen, og hun ville gerne tale om samarbejde. Det var lige prikken over i’et den aften!”

Blå bog

Heidi Lindberg er født i Cape Town i 1974. Hun er cand.merc. fra Copenhagen Business School fra 2001 og har siden arbejdet hos IBM og Kellogg’s.

Kasper Egelund er født i København i 1975. Han er cand.merc. fra Copenhagen Business School fra 2004, og inden han blev ansat i familiefirmaet Vipp, var han officer i Flyvevåbnet.

Parret blev gift i Las Vegas i juni 2008 og venter nu barn. De har termin på deres bryllupsdag.

Bragt i Alt for Damerne, april 2009

En bid af det store æble

Eksport er noget, man kan begynde at forholde sig til, når virksomheden er blevet stor nok. Det har altid været god latin. Det lille firma Export Company går den anden vej og lader det amerikanske marked hjælpe til med at gøre iværksættere store.

Af Malene Bjerre

Uha, det er svært. Man skal være meget, meget grundig, inden man kaster sig ud i eksporteventyret. Der er utrolig meget, der kan gå galt undervejs, så alt skal undersøges og gennemtestes først. Sådan lyder det typisk, når talen falder på eksport. Det er en opfattelse, der kan skræmme enhver nystartet virksomhed væk fra overhovedet at tænke på at begynde at sælge til udlandet. Men David Madiés erfaring er en anden, og det er grundlaget for hans virksomhed, Export Company, der med base i New York hjælper iværksættere ind på det amerikanske marked.

”Der er ingen grund til at gøre det sværere, end det er,” fastslår han. ”Det er fint nok for store veletablerede virksomheder at sætte det store analyseapparat i sving, inden de går ind på et nyt marked. De har ansatte, der kan udarbejde lange rapporter om strategi og markedsanalyser, men det har iværksætteren ikke penge til. Til gengæld har hun sin passion og en langt større fleksibilitet, og det kan få hende langt.”

David Madié har selv livslang erfaring som iværksætter. Som femtenårig redaktør af skolebladet solgte han først en annonce til sin far, fotohandleren. Bagefter gik han ind til sportsforretningen ved siden af. ”Skal du ikke købe en annonce,” spurgte han. ”Fotohandleren inde ved siden af har allerede købt.” Så var finansieringen sat på skinner. Siden har han åbnet virksomheder i Uganda, Kenya, Bangladesh og Malaysia, som han senere har solgt videre med god fortjeneste, så han kunne komme i gang med et nyt projekt. Det nyeste skud på stammen er Export Company. For tre måneder siden slog han og hans kone sig ned med firmaet i New York, og samtidig med at de hjælper andre virksomheder i gang, er de altså selv i opstartsfasen. ”Vi ved, hvad vi taler om. De metoder, vi giver vores kunder, har vi selv prøvet af,” forklarer han. Og de mange erfaringer med at starte nye virksomheder i udlandet har lært ham, at eksport ikke er mere indviklet at gå til end alle de andre udviklingsprocesser i en virksomhed. I virkeligheden handler det jo bare om at gå i gang, mener han.

Bare et marked som alle andre

Med globaliseringen er eksport nemlig blevet meget nemmere for iværksættere. Tidligere skulle et firma konsolidere sig på hjemmemarkedet, før der var volumen til at sælge til andre lande. Så lagde man forsigtigt ud med Tyskland og Sverige og var først derefter parat til det store USA-eventyr. Men i dag giver teknologien mulighed for, at firmaer kan være født globale. Internettet, mobiltelefoner og lave flypriser gør det helt uproblematisk for eksempel at producere i Polen og sælge i USA. Og grundlæggende er USA bare et marked som alle andre, fastslår David Madié.

”Af en eller anden grund gøres det meget mystisk og farligt at bevæge sig ind på et nyt marked. Og hvis man sidder i Danmark og måske gerne vil sælge design til Shanghai, er det klart, at det virker komplet uigennemskueligt. Men så tag derned! Gå på gaderne, gå ind i designbutikkerne, se på deres varer og spørg dem, hvem deres leverandører er. Så er du i gang.”

Og The Big Apple er et rigtig godt sted at starte. Alene i New York City bor der otte millioner mennesker, og det er både hurtigt og billigt at flyve dertil. ”Det er jo ikke sikkert, at man bliver den største spiller på markedet, men markedet er til gengæld så stort, at bare en lille bid af det, kan være rigeligt. Og så skal man jo heller ikke glemme signalværdien i at handle med New York. Det kan også give et boost til det danske marked.”

På gaderesearch

Gaderesearchen er udgangspunktet for Export Company, og det er bl.a. her, firmaet adskiller sig fra andre aktører. I New York har David Madié et nært samarbejde med Det Danske Handelskonsulat og Dansk Industri, der også rådgiver danske virksomheder om eksport. De har et meget stort netværk og er gearet til de store kunder. Det kan man f.eks. aflæse af, at DI på sin hjemmeside definerer en mindre virksomhed, som en der omsætter for mindre end 5 millioner kroner eller har under 50 ansatte.

David Madiés kunder er en helt anden type. Det er for eksempel enkeltmandsvirksomheden, der måske omsætter for under en million, og det, Export Company tilbyder, er kurser, individuel rådgivning og så deciderede eksportfremstød, hvor de hjælper med at afdække det amerikanske marked og skaffer kontakter. Det gør de i første omgang ved helt konkret at gå på gaden og besøge de relevante aktører.

360 grader rundt om virksomheden

En anden forskel er, at Export Company giver vejledning om hele virksomhedens udvikling og ikke kun det, der snævert vedrører eksporten. ”Det er en gammel sandhed, at eksport tvinger en virksomhed til at tænke hele sit grundlag igennem på ny,” siger David Madié. ”Det kan det store firma godt selv håndtere, for det har folk ansat, der kan nytænke markedspositionen, brandingen eller økonomistyringen. Men iværksætteren har brug for hjælp til systematisk at gennemgå alle sider af virksomheden. Er det de rigtige produkter? Hvilken kundegruppe skal hun gå efter? Er hun nødt til at ansætte medarbejdere eller få nogle samarbejdspartnere? Hvordan skal produktet brandes, og skal hun måske skaffe nogle investorer?” Derfor har han udviklet det, han kalder StartupHjulet, der tilbyder et 360 graders perspektiv på virksomheden og giver iværksætteren et overblik over virksomheden. ”Og for det første sætter det hende i stand til at tage de rigtige beslutninger, men det er lige så vigtigt, at det støtter hende i at kaste sig ud på det amerikanske marked,” forklarer han. ”Det er med til at nedbryde de mentale barrierer, fordi opgaverne bliver delt op i mindre, overskuelige dele, hun så kan tage fra en ende.”

Kan ikke få armene ned

I denne uge i november har firmaet travlt med at hjælpe den århusianske designer Luna Hvid. Hendes firma Luna Headwear laver hovedbeklædning til kvinder, der har mistet håret, f.eks. i forbindelse med kemoterapi. To kaospiloter, Søren og Johannes, der har lagt deres 3. årspraktik hos Export Company i New York, hjælper til med at opsøge parykbutikker, stormagasiner, gavebutikker på hospitalerne og cancerorganisationer for at afdække markedet. Luna Hvid har selv snuset rundt i miljøet og fået arrangeret møder med mulige kunder og samarbejdspartnere og med Det Danske Handelskonsulat, der tager sig af mere formelle kontakter. Efter en uge rejser hun hjem med adskillige større ordrer og to nye ideer til produkter. Desuden har Export Company udarbejdet en handlingsplan til hende, der lister forskellige udviklingsscenarier op og giver et overblik over de beslutninger, hun skal træffe nu.

”Det har været overraskende let at få en ide om markedet her i New York,” fortæller Luna Hvid. ”I løbet af få dage har jeg fået en klar fornemmelse af, hvad det er, der rykker herovre. Og så har jeg først og fremmest været heldig. Hver gang jeg har åbnet en dør, har det ført mig videre til noget andet godt. Nogle foreslår mig at tale med en eller anden, og så står jeg pludselig med en aftale i hånden. Jeg kan dårligt få armene ned over det udbytte, jeg har fået på bare syv dage.”

Fem gode råd til den iværksætter der gerne vil eksportere:

• Få overblik over alle sider af din virksomhed: produkterne, kunderne, organisationen, salget og driften. For det første giver det dig et grundlag for at træffe gode beslutninger, for det andet giver det selvtillid at have styr på det.
• Gå i gang og tag et skridt ad gangen. Du kan gøre en masse hjemmefra. Få oversat din hjemmeside til engelsk, gå på nettet og tjek hvem dine konkurrenter er.
• Følg din passion. Måske ville det mest fornuftige være at starte med Sverige, men hvis det er New York du brænder for, så gå efter det. Som iværksætter har du ikke en masse penge, men du har din begejstring. Pas godt på den.
• Find nogen der kan hjælpe dig. Væksthusene tilbyder gratis rådgivning, og det gør Eksportrådet også i visse situationer. Find desuden nogle venner at sparre med.
• Opsøg heldet på det nye marked. Gå ud i butikker, der fører dit produkt, snak med folk i branchen, skab dig et netværk. Hvis du sidder hjemme ved skrivebordet, møder du ikke den samarbejdspartner, der kan gøre hele forskellen.

Hvad vil I med os?

En mor har været til introduktionsmøde på et gymnasium, hvor de har glemt, at god formidling også er noget, man kan bruge til forældrene

Af Malene Bjerre

Vi skal til det første møde på vores datters gymnasium. Hun er startet i 1.g, og vi glæder os til at få indtryk af skolen og lærerne.

Rektor lægger ud med, som han kalder det, at sige et par ord. Det bliver til en hel del mere. I tre kvarter går han frem og tilbage mellem os omkring 200 forældre og elever og snakker løst og fast om gymnasiet. Lidt om bygningerne. Lidt om fraværsregler. Lidt om kravene til elever og forældre, og lidt om de kulturelle arrangementer, skolen byder på i løbet af året. Og en masse om sammensætning og valg af studieretninger.

Vi forældre sidder med velvillige smil og griner gerne med, når der er indlagt en vittighed. Men øjnene flakker, og bjælkerne i loftet bliver undersøgt længe og grundigt. For hvad er det han vil os? Hvad er det, vi skal høre, som ikke bare kunne stå i et brev? Og hvad i alverden er forskellen på at have et fag i en studieretning og så at have det som valgfag?

Bagefter er der rundvisning på skolen, og det er rart at få sat billeder på, hvor det er, vores datter tilbringer sine lange dage. Så mødes vi med klassens lærere, der vil fortælle om deres fag. ”Ja, engelsk er et fag, hvor det gælder om at få brugt sproget og læst nogle engelske tekster, men det kender I jo fra folkeskolen.” ”Tysk er omtrent det samme, bare på tysk.” Forkortelserne fyger om ørerne på os: AT, AP, AS og SRP.

Så er der de nye tværfaglige forløb. Suk. Der er ikke rigtig timer nok, og de er heller ikke helt så gennemtænkte, som de kunne have været. Suk. Men nu er første omgang heldigvis snart overstået. Lettelsens suk.

Er der i øvrigt nogen spørgsmål, siger hver enkelt lærer pligtskyldigt efter sit indlæg. Men det er der sjovt nok ikke. For hvad i alverden skal vi spørge om, når vi ikke ved, hvad vi skal med informationen?

Mødet tager i alt tre timer. Vi er sådan set glade nok, da vi tager hjem. Rektor er tiltalende, lærerne virker også søde, og de lader til at hygge sig med hinanden. Men vi synes samtidig, at de har spildt vores tid. De er sikkert alle sammen meget dygtige til deres fag, men hvordan kan man samtidig være så urutineret i at arrangere et møde for forældrene og tale til dem, så det bliver spændende og relevant for dem? Er retorik – læren om god mundtlig formidling – et helt overset emne i gymnasielærernes uddannelse? Har I egentlig overvejet, hvad formålet med forældremøderne er?

Her er et bud på syv helt grundlæggende regler for den gode tale:

1. Den skal have et budskab

Hvad er det I vil med os? Inviterer I til forældremøde, fordi der er tradition for det, eller har I noget vigtigt at sige? I har jo faktisk en fremragende lejlighed til at påvirke elevernes bagland, så brug den! Skal vi forstå, at gymnasiet er et fuldtidsjob, så vi lader vores børn slippe for nogle pligter derhjemme? Skal vi lære noget om, hvordan man støtter sit barn i et fag, man ikke har nogen forudsætninger for? Skal vi overbevises om, hvorfor vi skal bakke op om skolens strenge alkoholpolitik, eller skal vi forstå, hvorfor eleverne bør deltage på en meget dyr ekskursion?

2. Den skal kun have ét budskab

Hvis I vil en hel masse, nu hvor I har forældrene samlet, risikerer I meget nemt, at det alt sammen går hen over hovedet på os. Alt det, I siger, skal være underbudskaber til hovedbudskabet.  Hovedbudskabet kan f.eks. være: Vi – skolen og forældre – skal samarbejde for at kunne give eleverne en god tid, både fagligt og socialt, i gymnasiet. Så kan underbudskaberne være:

1. I kraft af vores historie har vi de og de idealer for god uddannelse på netop vores gymnasium.

2. I kan støtte os ved at følge grundigt med i de enkelte fag, som er beskrevet på hjemmesiden.

3. Vi prioriterer kontakten med jer højt, og både rektor, lærere og studievejledere er altid parat til at mødes med jer.

Og drop så alle de budskaber, der ikke kan passes ind under hovedbudskabet – f.eks. om ny karakterskala, studieretninger og sygefravær.

3. Den skal tage udgangspunkt i os, ikke i jer selv

Vi er faktisk ligeglade med, at skolen har fået udarbejdet en rapport og har nedsat et udvalg, der har fundet frem til at omlægge timerne på en måde, så den enkelte lærer fremover bedre kan organisere sit arbejde. Men vi er ikke ligeglade med, at vores børn nu får færre mellemtimer, eller at de får deres opgaver hurtigere tilbage. Og husk, at det er tyve år siden, vi selv gik i gymnasiet – hvis vi overhovedet har gået der.

4. Den skal vise, hvem I er

Vi kommer ikke for at møde en institution, men nogle mennesker. I kalder det selv for et møde, hvor vi skal se girafferne – så lad os se jer! Det kan godt betale sig. Hvis vi bliver overbevist om, at I er ærlige og kompetente og vil os og vores børn det godt, kan I regne med vores støtte, hvis børnene kommer hjem og beklager sig.

5. Den egner sig ikke til tung information

Det er et vilkår ved mundligheden, at når noget er sagt, er det væk. Så drop de indviklede informationer. Hvis I ikke gør en hel masse ud af forklarende tegninger og grafer, kan vi ikke forstå det, og vi glemmer det også bare igen med det samme. Send i stedet et brev ud, hvor I forklarer indviklede forhold, f.eks. om valg af studieretning. Det samme gælder for praktiske beskeder om datoer. Skriv det ned!

6. Den skal være let at forstå

I skal ikke lyde som en bekendtgørelse fra Undervisningsministeriet, når I snakker til os. Vi vil ikke høre om kompetenceudvikling, prøverelateret undervisning og tværgående aktiviteter. Vi vil høre, hvad vores børn laver og hvorfor. Alle mennesker har et fagsprog, de bruger i deres arbejde. Det er bare ikke det, samme, så når I taler til os, er I nødt til at tale, så vi kan forstå det.

7. Den skal være konkret

Giv os en masse eksempler. Vi ved ikke, hvad ”tværsproglig sammenligning” er,  men de aha-oplevelser, I gerne vil give eleverne, virker også på os. Skole, Schule, school, école, scuola, escuela – okay, vi kan godt se, der er et mønster.

8. Den skal være kort

I ved det jo godt, når det er jer selv, der sidder der. Man kan simpelthen ikke høre efter, hvis nogen taler i halve eller hele timer. Det samme gælder i øvrigt, når man læser en klumme. Så vi stopper her

Bragt i Gymnasieskolen, december 2009

Fordommene forsvinder, når man bliver venner

Indvandrere på efterskolerne giver bedre integration, men hvordan tager skolerne bedst imod den nye elevgruppe? Læs de gode råd her.

Af Malene Bjerre

Oversæt hjemmesiden til et par indvandrersprog. Spørg til familiens velbefindende, før I går i gang med forældresamtalen. Forbered eleverne på, at deres pas bliver tjekket ekstra grundigt, når I er på udlandsrejse, og lov dem, at I ikke tager hjem uden dem. De gode råd står i kø, når efterskoler med flytning/indvandrer-elever bliver bedt om at give deres erfaringer videre. De kommende år vil antallet af elever med anden etnisk baggrund sandsynligvis stige fra de kun cirka 200, der i dag findes rundt omkring på de danske efterskoler. Efterskoleforeningen har nemlig fået 5,5 millioner fra satspuljemidlerne til at støtte denne elevgruppe, og heraf er de 3,8 millioner stipendier. Den enkelte elev kan få et tilskud på omkring 19.000 kroner til sit ophold.

Eisbjerghus Efterskole i Nørre Åby er en internationalt orienteret skole med fokus på kulturel mangfoldighed. Derfor har det været oplagt for skolen at få elever med en anden etnisk baggrund, og de har gode erfaringer med det.

”Danmark er et multikulturelt samfund, og det skal vores elevgruppe helst afspejle,” siger forstander Lars Tegen. ”De fleste af vores dansk-danske elever har aldrig haft en ven, der var indvandrer. Det har de fået nu, og det har fjernet deres fordomme.”

Praktiske løsninger på praktiske problemer

Eisbjerghus har i mange år haft grønlandske elever og i de sidste par år også elever med anden etnisk baggrund. Fra næste år har skolen også en gruppe fra Sydslesvig. Forstanderen oplever, at eleverne har udviklet deres tolerance og er blevet gode til at finde løsninger på de særlige udfordringer, der opstår. ”For nogle år siden havde vi en pige fra Afghanistan, der gerne ville bede fem gange om dagen. Hun boede på tremandsværelse, og de tre piger fik lynhurtigt ordnet det sådan, at de to gik deres vej i de fem minutter, det varede,” fortæller Lars Tegen. I det hele taget er det hans erfaring, at der skal praktiske løsninger til de praktiske problemer. Maden er f.eks. slet ikke noget problem. Ligesom skolen tilbyder vegetarmad, laver køkkenet bare kylling eller oksekød til dem, der foretrækker det, når der er svinekød på menuen. Og da muslimske Din gerne ville holde ramadan i år, fik han en nøgle til køkkenet, så han kunne gå ind og få noget at spise, inden solen stod op, og igen efter at den var gået ned. I det hele taget skal der ikke gøres noget problem ud af de tosprogede. ”Vi vil gerne have, at de ikke fremstår som ’de anderledes’. Vi tror på, at vi skal tage dem til os og møde dem med de særlige behov, de nu har – ligesom det gælder for alle elever.”

Tydelige forventninger

Samtidig siger forstanderen for Eisbjerghus, at der kan være nogle særlige udfordringer, ikke mindst med deres familier. ”Vi må nok indrømme, at vores forældresamarbejde meget henvender sig til typiske danske middelklassefamilier. Vi tager det som en selvfølge, at begge forældre møder op til arrangementerne og deltager i forældresamtalerne. Men det er ikke en selvfølge i alle familier. Der vil vi gerne være mere tydelige og gøre vores forventninger til forældrenes opbakning klar,” siger han.

Desuden har skolen gjort sig den erfaring, at der ikke må være for mange med samme baggrund. ”Et år havde vi otte grønlændere, fire piger og fire drenge. Det var for mange. De dannede deres egen lille gruppe og blev ikke integreret i elevflokken,” siger Lars Tegen. ”I dag sørger vi for, at der ikke er mere end to-tre elever fra samme område.”

Eleverne har en forhistorie

Det sidste er Sonja Holst, der er lærer på Gram Efterskole ikke enig i. Skolen har gennem de sidste fire år målrettet arbejdet på, at ti procent af eleverne skal have flygtning/indvandrer-baggrund, ligesom det gælder for resten af Danmark. Det er lykkedes nu, og skolen har hvert år omkring ni-ti flygtning/indvandrer-elever, nogle andengenerationsindvandrere og ni grønlandske elever. ”Det er en mangfoldighed, vi er rigtig glade for,” siger hun. ”Vi synes, vi har plads til dem, og får et stort udbytte ud af at have dem.” Hun ser de problemer, der ind imellem opstår, som en udfordring, der skal løses. ”Det er vigtigt at have sans for den forhistorie, eleverne kommer med. Sommetider lægger nogle af drengene f.eks. ud med at sige, at de ikke gider lave pigearbejde, dvs. deltage i rengøring og madlavning. Så snakker vi med dem om, hvorfor den slags hører med til et fællesskab, og vi viser dem rent praktisk, hvordan man gør. Så er modstanden hurtigt overstået.”

Svinekød er klamt

Omvendt skal skolen også være indstillet på at komme eleverne i møde. I starten var køkkenpersonalet ikke opmærksom på, at muslimske elever kan have problemer med ikke bare at spise svinekød, men også at røre ved det i køkkenet. ”De synes virkelig, det er klamt. Men det er jo den letteste sag af verden at sætte dem til at lave salatbar i stedet, så det gør de nu,” fortæller Sonja Holst.

Gram Efterskole har særlige timer i dansk som andetsprog til de elever, der har brug for det. Der får eleverne sprogundervisning, og de får den forforståelse, de mangler for at kunne deltage på lige fod med de dansk-danske elever. Det kan f.eks. være relevant, hvis klassen arbejder med fædrelandssange eller en tekst, der henviser til en lignelse fra Bibelen. ”Og så behøver det jo ikke altid være særlige danske eller kristne tekster, vi henviser til,” fastslår Sonja Holst. ”Tit kan det være lige så relevant at bruge Koranen.”

 

Sideartikel: ”På efterskolen lærer man at have det godt”

Din synes stadig, at hippier ser mærkelige ud, men efter et år på efterskole har han lært, at man godt kan snakke med dem alligevel.

”Før hadede jeg, når nogen provokerede mig. Det gør jeg stadig, men jeg har lært at tage det stille og roligt. Jeg tænker: Det er lige meget, og så går jeg bare min vej.” Din er 16 år og kommer fra Afghanistan. Han har taget 9. klasse på Eisbjerghus Efterskole og siger, at det har været det bedste år i hans liv. Det skyldes dels det faglige udbytte, men især det sociale. ”I folkeskolen havde jeg selvfølgelig nogle danske venner, og jeg var også sommetider hjemme hos dem, men alligevel forstod jeg ikke hele deres liv. Det gør jeg på en helt anden måde nu, fordi vi lever så tæt. Jeg ved, hvad der foregår i deres liv, og hvordan man gør dem glade,” forklarer Din. Nogle af eleverne er blevet til rigtig gode venner for ham, resten snakker han bare med, men det er også noget nyt for ham. ”Før kunne jeg ikke lide sådan nogle langhårede hippier. Jeg synes, de var mærkelige. Nu kan jeg sagtens snakke med dem. De ser stadig mærkelige ud, men jeg tænker bare: Og hvad så?”

”Det er også deres værelse”

Accepten går også den anden vej. Han oplever, at de andre elever er åbne over for hans muslimske tro. ”Da det var ramadan, kom mange og spurgte, hvorfor jeg ikke måtte spise om dagen,” fortæller han. ”Når jeg så forklarede dem det, sagde de: Okay, fint nok. Og så lod de være med at spise noget lige foran mig.”

Andre ting er lidt mere besværlige for ham. Han ville egentlig gerne bede fem gange om dagen, men han kan ikke lide at sende sine to værelseskammerater ud. Så gør han for meget opmærksom på sig selv, og det er jo også deres værelse, understreger han. Men det er okay, han beder bare, når han kan komme af sted med det.

Sammen med syv andre er Din udvalgt til det korps af rollemodeller, som Efterskoleforeningen sender ud til skoler og lektiecafeer for at fortælle, hvordan det er at være på efterskole. Han ser det som sin vigtigste opgave at forklare indvandrerforældrene, at deres børn ikke bliver ballademagere af at gå på en efterskole. Det gør de nemlig ikke. ”Tværtimod,” siger han. ”På efterskolen lærer de at have det godt.”

Boks 1

Praktiske løsninger på praktiske problemer:

• Tilbyd halalslagtet kød og alternativer til svinekød
• Lad elever, der gerne vil holde ramadan, få adgang til køkkenet mellem solnedgang og solopgang
• Sæt forhæng op i fælles baderum, og reserver eventuelt værelser med bad til indvandrerpiger
• Vær opmærksom på, at I får ekstra støtte til flygtninge-/indvandrerelever, som kan bruges til de udgifter, der kan være forbundet med dem

Boks 2

Kom indvandrerforældrene i møde:

• Ring til dem og forklar, at det er meningen, de skal deltage i forældrearrangementerne
• Organiser arrangementerne på en måde, så de også får noget ud af det
• Tal jer ind på hinanden til forældresamtalerne, inden I går i gang med selve samtalen. Spørg til lillesøster og den onkel, der skal giftes. Brug evt. tolk
• Oversæt dele af hjemmesiden til de store indvandrersprog

Boks 3

Skab et mangfoldigt miljø

• Sæt særlige pladser af til flygtning/indvandrer-eleverne, og giv integrationskonsulenten i Efterskolernes Sekretariat besked om pladserne.
• Send en lærer på arabiskkursus (eller et andet stort indvandrersprog). Det er et godt signal at kunne bare en lille smule
• Tilbyd dansk som andetsprog til de elever, der har brug for det. Det gives der et særligt tilskud til.
• Lad en særlig kulturmedarbejder være kontaktperson for eleverne. Vær især opmærksom på dem i starten, og spørg om der er noget, de har svært ved at forstå.
• Sørg for, at alle skolens ansatte har en positiv holdning til integration. Køkkenpersonalet og pedellen har også berøring med eleverne
• Gør jer umage med at udtale elevernes navne ordentligt
• Køb masser af ordbøger, også f.eks. tyrkisk-engelsk
• Vær ikke berøringsangste. Spørg løs: Hvad tror I på? Hvorfor beder I? Hvordan er I kommet hertil?

Bragt i Efterskolen, oktober 2008

Leder i dit eget liv

En gruppe efterskoleelever har været på et kursus i konflikthåndtering, der normalt henvender sig til erhvervslivets tunge drenge. De har opdaget, at de selv har deres del af ansvaret for de konflikter, de bliver involveret i, og at de derfor også kan gøre noget for at komme ud af dem igen.

Af Malene Bjerre

”Min roommate og jeg kommer tit op at skændes,” fortæller Cecilie. ”Vi bor på et lille værelse, hvor spejlet er lige foran døren, og det sker tit, at den ene kommer til at knalde døren op i den anden, der står foran spejlet. Det gjorde hun forleden dag, og så blev jeg skide irriteret på hende. Typisk hende, tænkte jeg. Hun er så egoistisk. Men da hun så lige skulle ud på badeværelset efter noget og jeg godt vidste hun ville komme ind igen, rykkede jeg mig en lille smule tættere på døren, så jeg vidste, det ville ske endnu en gang. Og så havde jeg det sådan lidt yes, da det skete. Nu havde jeg fået bekræftet, hvor egoistisk og tankeløs hun var.”

Alle fniser genkendende over Cecilies historie. De tolv elever har valgt eftermiddagsfaget ’Leder i mit eget liv’ og er i gang med en runde, hvor de giver eksempler på konflikter, de selv har været med til at optrappe.

Faget handler om at se på sine konflikter. Hvordan kommer vi ind i konflikterne, og hvordan kan vi lære at komme ud af dem igen eller helt holde os fra dem? Leder-metaforen i fagets navn er ikke tilfældig, for læreren Mette Villemoes Ponty kommer fra erhvervslivet. Hun arbejder for organisationen The Arbinger Institute og holder normalt denne type kurser for topledere for store virksomheder i Dubai. Nu er hun gæstelærer på Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole og inviterer gennem fem onsdage eleverne til at se på konflikterne i deres liv. Før det har også lærerne på efterskolen haft en formiddag, hvor de er blevet introduceret til tankegangen i Arbinger. Vi er kommet til femte undervisningsgang, og eleverne beskriver efter tur nogle af de konflikter, de har fået øje på.

Cecilies fortælling er et eksempel på det, man i Arbingers sprog kalder en konfliktalliance. Hun har opdaget, at både hun og værelseskammeraten har en bestemt interesse i at opretholde konflikten, selv om de også er rigtig trætte af den. Nemlig at de hver især føler sig retfærdiggjort. Cecilie får bekræftet, at veninden er tankeløs, og veninden får bekræftet, at Cecilie er provokerende. Og derfor optrapper de konflikten i stedet for at komme ud af den.

Nu kan jeg blive et bedre menneske

Genkendelsen er stor rundt om bordet, for mange har tilsvarende historier. Om at tænde af på nogle drillende drenge, der i virkeligheden bare lavede fis, så de nu har en rigtig god grund til at drille hende den sure. Eller om svigtene mellem to tidligere bedsteveninder, der giver dem begge to en rigtig god grund til ikke længere at snakke sammen.

”Det er nogle rigtig gode eksempler, I har,” siger Mette Ponty. ”Jeg synes, I er supergode til at se jeres egen rolle i konflikterne. Og selv om vi lige nu sidder og griner lidt af det, så ville livet blive meget lettere, hvis vi lærte at stoppe den der optrapning. For vi bliver jo lidt mere sure af det og hurtigere til næste gang at sige: Sådan er hun også bare altid.”

Så derfor skal eleverne også et skridt videre. De skal finde ud af, hvordan de så kommer ud af konflikterne. Pernille fortæller om en god oplevelse, hun har haft siden sidst. Hun havde køkkentjans, og en anden elev havde lige vasket gulv, da hun tørrede noget vand af bordet på en måde, så det røg ned på gulvet. ”Det tørrer du lige selv op, sagde han så surt,” fortæller hun. ”Fuck, han er en nar, tænkte jeg og var på vej ud af køkkenet, men så kom jeg til at tænke på, at jeg måske selv ville være blevet mindst lige så sur. Og så stoppede jeg op og gik tilbage og tørrede det op. Det var rigtig fedt. Han blev lidt overrasket, men det bedste var sådan, som jeg selv havde det. Nu kan jeg blive et bedre menneske, tænkte jeg.”

Sammenstød med forældrene

Inden for Arbinger taler man om ’bokse’. Når vi er i en boks, er vi ude af stand til at se situationen fra andre sider end vores egen, men det, der løser en konflikt, er altid, at det lykkes at skifte perspektiv. At se sagen fra den anden side og forstå andres baggrund for at reagere, som de gør. Men alle bokse er ikke lige lette at slippe af med. De tungeste af elevernes bokse handler alle sammen om deres forhold til forældrene. En pige fortæller om sine forældre, der er blevet skilt for en del år siden og indtil nu har været gode venner. Men siden hun tog på efterskole, har de begge to fået nye kærester, og det er svært for hende at forholde sig til på den lange afstand. Et mindre sammenstød med farens nye kæreste har fået pigen til ikke at gide besøge ham længere. ”Men det er jeg jo rigtig ked af. I en lang periode græd jeg, hver gang min mor bare spurgte mig, hvordan jeg havde det. Nu er det gået op for mig, at det nok slet ikke så meget er min far og hans kæreste, jeg har været sur på, men snarere hele situationen. Der sker alt muligt derhjemme, mens jeg er langt væk og ikke kan følge med og vænne mig til det. Jeg har været inde i en boks i forhold til min far, og det ved jeg nu, at jeg selv kan gøre noget ved. Så sidste gang jeg var hjemme, snakkede jeg med ham om det. Jeg ved ikke om der er sket en stor forandring, men det var simpelthen så rart at tage hul på det,” snøfter hun. Hun græder lidt, mens hun fortæller om det, fordi det er så vigtigt for hende.

Mette Ponty roser pigen: ”Det er rigtig godt, at du har fået taget hul på det. Du har meldt dig ind i forhold til din far i stedet for at melde dig ud. Det betyder ikke, at der sker mirakler nu og her, men du har sat noget i gang, der vil gøre en forskel.”

Skældud når hun græder

I det hele taget fældes der tårer mange steder rundt omkring bordet. Mattias fortæller om et par nære venner, der begge to er døde, og hvordan det i dag får ham til meget tit at melde sig ud i stedet for at melde sig ind. Han er bange for at tage låget af konflikter og vil hellere holde lidt afstand. Der er en tæt stemning i klasselokalet, hvor alle lytter opmærksomt til historierne. ’Det kender jeg godt’, lyder det indimellem. Eller: ’Jeg synes, det var godt, det du gjorde der’.

En enkelt historie er særlig svær at fortælle. Pigen er lige ved at give op, men ved, at hun fortrød, hun ikke fik det fortalt sidste gang, så hun kæmper sig igennem. Hun har aldrig fortalt det til nogen før, bortset fra sin værelseskammerat. Det handler om en far, der bestemmer rigtig meget i familien, og både mor og datter er bange for hans vrede. Pigen får skældud, når hun har migræne, eller når hun græder, for det synes faren er svagt og umodent. Hvis de har været oppe at skændes, straffer han hende ved ikke at sms’e eller ringe bagefter. Hun føler sig svag og dum over, at hun ikke tør svare igen. Men måske er hun bare inde i en boks over for ham?

Sådan ser Mette Ponty det ikke. Hun gør meget ud af, at eleverne skal lære at tage ansvaret for deres del af konflikterne, men vel at mærke også kun deres egen del. ”Det lyder, som om din far har noget at slås med, men jeg tror ikke på, at det har noget med dig at gøre. Og du er bestemt ikke svag, fordi du bliver ked af det. Men det er meget, meget vigtigt, at du taler med andre om det og ikke vender det indad. Og det, du selv kan gøre her, er at forholde dig til, at din barndom ikke har været perfekt. Det kan du jo ikke lave om på, men du kan bestemme, hvordan det skal påvirke dit liv fremover.” Hun beder pigen om at ringe til hende, så de kan snakke mere om det. ”Jeg tror, du har brug for mere hjælp, og jeg vil gerne guide dig hen til at sted, hvor du kan få det.”

Timen slutter tidligt i dag, for der er gallafest på skolen om aftenen, og eleverne skal bruge noget tid til at komme i det store skrud. Det var egentlig sidste gang i dag, men eleverne har bedt om at få en ekstra gang. De har svært ved at finde et tidspunkt, hvor alle kan, men det kan ikke komme på tale at droppe timen. ”Det er simpelthen det bedste fag, jeg overhovedet har haft på skolen,” siger Johanne. ”Jeg har altid haft det sådan, at jeg nemt blev sur, og så gik jeg med det uden at sige det. Det har fyldt SÅ meget, at jeg gik og bar nag. Nu er jeg blevet meget bedre til at forstå, hvorfor andre gør, som de gør, og det betyder, at jeg ikke så nemt bliver sur. Det føles virkelig rart, og jeg er sikker på, at det er noget, jeg altid vil tage med mig.”

Sideartikel: Konflikter koster dyrt

Det har været nemt at overføre metoderne fra erhvervskurserne til efterskoleeleverne, fortæller Mette Villemoes Ponty. Men det er slet ikke så mærkeligt. ”Det er en pointe i tankegangen i Arbinger, at det er det, der ligger nedenunder vores adfærd, som er bestemmende for, hvordan vi reagerer på hinanden,” forklarer hun. Konflikter mellem mennesker handler nemlig dybest set altid om det samme: at vi ser andre som forhindringer for os selv i stedet for som mennesker, der ligesom os selv har en god grund til at handle, som vi gør. ”I et af de firmaer, hvor jeg har holdt kursus, har de beregnet, at en konflikt imellem to afdelinger har kostet firmaet 20 millioner dollars. Her på skolen kan jeg høre, hvordan konflikterne koster energi og engagement i det fælles liv. Eleverne bliver ædt op af deres konfliktalliancer i stedet for at være til stede i deres efterskoleliv. Men når eleverne kan lære at forstå og løse deres konflikter, har de et redskab med sig for resten af livet.”

Bragt i Efterskolen, september 2009