Hvad vil I med os?

En mor har været til introduktionsmøde på et gymnasium, hvor de har glemt, at god formidling også er noget, man kan bruge til forældrene

Af Malene Bjerre

Vi skal til det første møde på vores datters gymnasium. Hun er startet i 1.g, og vi glæder os til at få indtryk af skolen og lærerne.

Rektor lægger ud med, som han kalder det, at sige et par ord. Det bliver til en hel del mere. I tre kvarter går han frem og tilbage mellem os omkring 200 forældre og elever og snakker løst og fast om gymnasiet. Lidt om bygningerne. Lidt om fraværsregler. Lidt om kravene til elever og forældre, og lidt om de kulturelle arrangementer, skolen byder på i løbet af året. Og en masse om sammensætning og valg af studieretninger.

Vi forældre sidder med velvillige smil og griner gerne med, når der er indlagt en vittighed. Men øjnene flakker, og bjælkerne i loftet bliver undersøgt længe og grundigt. For hvad er det han vil os? Hvad er det, vi skal høre, som ikke bare kunne stå i et brev? Og hvad i alverden er forskellen på at have et fag i en studieretning og så at have det som valgfag?

Bagefter er der rundvisning på skolen, og det er rart at få sat billeder på, hvor det er, vores datter tilbringer sine lange dage. Så mødes vi med klassens lærere, der vil fortælle om deres fag. ”Ja, engelsk er et fag, hvor det gælder om at få brugt sproget og læst nogle engelske tekster, men det kender I jo fra folkeskolen.” ”Tysk er omtrent det samme, bare på tysk.” Forkortelserne fyger om ørerne på os: AT, AP, AS og SRP.

Så er der de nye tværfaglige forløb. Suk. Der er ikke rigtig timer nok, og de er heller ikke helt så gennemtænkte, som de kunne have været. Suk. Men nu er første omgang heldigvis snart overstået. Lettelsens suk.

Er der i øvrigt nogen spørgsmål, siger hver enkelt lærer pligtskyldigt efter sit indlæg. Men det er der sjovt nok ikke. For hvad i alverden skal vi spørge om, når vi ikke ved, hvad vi skal med informationen?

Mødet tager i alt tre timer. Vi er sådan set glade nok, da vi tager hjem. Rektor er tiltalende, lærerne virker også søde, og de lader til at hygge sig med hinanden. Men vi synes samtidig, at de har spildt vores tid. De er sikkert alle sammen meget dygtige til deres fag, men hvordan kan man samtidig være så urutineret i at arrangere et møde for forældrene og tale til dem, så det bliver spændende og relevant for dem? Er retorik – læren om god mundtlig formidling – et helt overset emne i gymnasielærernes uddannelse? Har I egentlig overvejet, hvad formålet med forældremøderne er?

Her er et bud på syv helt grundlæggende regler for den gode tale:

1. Den skal have et budskab

Hvad er det I vil med os? Inviterer I til forældremøde, fordi der er tradition for det, eller har I noget vigtigt at sige? I har jo faktisk en fremragende lejlighed til at påvirke elevernes bagland, så brug den! Skal vi forstå, at gymnasiet er et fuldtidsjob, så vi lader vores børn slippe for nogle pligter derhjemme? Skal vi lære noget om, hvordan man støtter sit barn i et fag, man ikke har nogen forudsætninger for? Skal vi overbevises om, hvorfor vi skal bakke op om skolens strenge alkoholpolitik, eller skal vi forstå, hvorfor eleverne bør deltage på en meget dyr ekskursion?

2. Den skal kun have ét budskab

Hvis I vil en hel masse, nu hvor I har forældrene samlet, risikerer I meget nemt, at det alt sammen går hen over hovedet på os. Alt det, I siger, skal være underbudskaber til hovedbudskabet.  Hovedbudskabet kan f.eks. være: Vi – skolen og forældre – skal samarbejde for at kunne give eleverne en god tid, både fagligt og socialt, i gymnasiet. Så kan underbudskaberne være:

1. I kraft af vores historie har vi de og de idealer for god uddannelse på netop vores gymnasium.

2. I kan støtte os ved at følge grundigt med i de enkelte fag, som er beskrevet på hjemmesiden.

3. Vi prioriterer kontakten med jer højt, og både rektor, lærere og studievejledere er altid parat til at mødes med jer.

Og drop så alle de budskaber, der ikke kan passes ind under hovedbudskabet – f.eks. om ny karakterskala, studieretninger og sygefravær.

3. Den skal tage udgangspunkt i os, ikke i jer selv

Vi er faktisk ligeglade med, at skolen har fået udarbejdet en rapport og har nedsat et udvalg, der har fundet frem til at omlægge timerne på en måde, så den enkelte lærer fremover bedre kan organisere sit arbejde. Men vi er ikke ligeglade med, at vores børn nu får færre mellemtimer, eller at de får deres opgaver hurtigere tilbage. Og husk, at det er tyve år siden, vi selv gik i gymnasiet – hvis vi overhovedet har gået der.

4. Den skal vise, hvem I er

Vi kommer ikke for at møde en institution, men nogle mennesker. I kalder det selv for et møde, hvor vi skal se girafferne – så lad os se jer! Det kan godt betale sig. Hvis vi bliver overbevist om, at I er ærlige og kompetente og vil os og vores børn det godt, kan I regne med vores støtte, hvis børnene kommer hjem og beklager sig.

5. Den egner sig ikke til tung information

Det er et vilkår ved mundligheden, at når noget er sagt, er det væk. Så drop de indviklede informationer. Hvis I ikke gør en hel masse ud af forklarende tegninger og grafer, kan vi ikke forstå det, og vi glemmer det også bare igen med det samme. Send i stedet et brev ud, hvor I forklarer indviklede forhold, f.eks. om valg af studieretning. Det samme gælder for praktiske beskeder om datoer. Skriv det ned!

6. Den skal være let at forstå

I skal ikke lyde som en bekendtgørelse fra Undervisningsministeriet, når I snakker til os. Vi vil ikke høre om kompetenceudvikling, prøverelateret undervisning og tværgående aktiviteter. Vi vil høre, hvad vores børn laver og hvorfor. Alle mennesker har et fagsprog, de bruger i deres arbejde. Det er bare ikke det, samme, så når I taler til os, er I nødt til at tale, så vi kan forstå det.

7. Den skal være konkret

Giv os en masse eksempler. Vi ved ikke, hvad ”tværsproglig sammenligning” er,  men de aha-oplevelser, I gerne vil give eleverne, virker også på os. Skole, Schule, school, école, scuola, escuela – okay, vi kan godt se, der er et mønster.

8. Den skal være kort

I ved det jo godt, når det er jer selv, der sidder der. Man kan simpelthen ikke høre efter, hvis nogen taler i halve eller hele timer. Det samme gælder i øvrigt, når man læser en klumme. Så vi stopper her

Bragt i Gymnasieskolen, december 2009

Dette indlæg blev udgivet i Den gode tale, Gymnasieskolen, Skoler og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s