Poul så Malene

Hun var ikke til at holde ud, da hun startede på efterskole som 14-årig for 30 år siden, siger hun selv. Umoden, forvirret og selvoptaget. Hendes livs store held var, at hun blev mødt af forstanderen på efterskolen, der så igennem det og holdt af hende alligevel. Nu – 30 år senere – kontakter journalist Malene Bjerre sin gamle forstander for at høre, hvad der skal til for at være en god lærer.

Af Malene Bjerre

Mit efterskoleophold var ikke mange måneder gammelt, da jeg både havde drukket et par øl, røget hash og sniffet lightergas. Man var jo lidt sej, ikke?

Lidt før jul blev hele sagen optrevlet, og det stod hurtigt klart, at skolen ikke syntes, det var spor sejt. Nogle blev sendt hjem, men min forstander, Poul Boe, trak mig til side og sagde: ”Vi kunne godt smide dig hjem, Malene, men jeg tror ikke, det er det rigtige for dig. Du får lov til at blive her i år, og så skal jeg nok hjælpe dig med at finde en anden skole til næste år.”

Nu kunne jeg pludselig mærke langt inde i maven, hvor glad jeg var for min efterskole. Jeg begyndte også at kunne mærke forskel på, hvad der var godt for mig, og hvad der ikke var. En søndag kørte Poul Boe rundt med mig til et par andre efterskoler, og jeg valgte en af dem. Men efter et par måneder sagde han en aften til mig: ”Nu skal du høre, det er tydeligt, at der er sket en stor udvikling med dig. Du må meget gerne blive her til næste år.”

Jeg blev helt stille og højtidelig af glæde over tillidserklæringen. Og endte med at have to år på efterskolen, der har været afgørende på alle områder af mit liv: mit forhold til mine børn, mit arbejde, min holdning til, hvordan samfundet skal indrettes.

Så i dag, 30 år efter jeg startede på skolen, ringer jeg til Poul Boe for at snakke med ham om, hvad der skal til for at være en god lærer – som han var det for mig.

Liv eller noget, der ligner

”Grundlæggende handler det om at møde eleverne som mennesker,” slår han fast fra starten. ”Jeg kom ikke med nogle bestemte ting, jeg ville have jer til at forstå – jeg kom, som jeg var, og så måtte I bruge det eller lade være.”

Og det møde mellem mennesker er der særlig gode betingelser for på efterskolen, mener Poul Boe. ”Vi var jo sammen hele tiden. Og efterskolen tilbyder os et rigtigt liv sammen. Med masser af små fortrolighedsøjeblikke, måske bare mens vi gik sammen hen til morgensamling. Der er stor forskel på, om det er liv eller bare noget, der ligner.”

Læreren må tage ansvaret

Og mødet er på godt og ondt – med det hele, som Poul Boe siger. ”Når det gjaldt dig,” eksemplificerer han, ”prøvede jeg for eksempel at fastholde dig i at være den, du var, og ikke den, du foregav at være, også selvom jeg skulle være barsk. Kan du huske, dengang de nye elever var på besøg?”

Det kan jeg desværre sagtens. Der var besøgsdag for det kommende års elever, og det føltes magtpåliggende for mig at vise, hvordan vi ”rigtige elever” så ud. Så jeg havde malet mig hippieagtigt i ansigtet og hang ud sammen med de andre på en måde, så det var tydeligt for enhver, at her på skolen var vi virkelig frie og progressive. Poul var ikke begejstret. ”Gå op og vask dig, Malene.” Og jeg luskede flovt af og fik vasket sminken væk.

”Men du må have gjort det på en sød måde, for ellers var jeg nok blevet sur,” siger jeg nu.

”Du blev sgu da sur. Men du gik op og vaskede dig. Og hvis jeg ikke havde været sikker på, at du ville gøre det, havde jeg aldrig sagt det. Så havde jeg ødelagt alting. Men jeg vidste, at du var ude i et ærinde, du heller ikke selv syntes var fremragende, så du skulle bare have et lille skub. Og det var okay for mig, at du gik i vrede, for du kom tilbage som en Malene, du selv bedre kunne lide. På den måde tog jeg ansvaret for situationen. Så kunne du bagefter gå og tumle med oplevelsen.”

Intet menneske er en ø

Mødet er et møde med den enkelte, men intet menneske er en ø, fastslår Poul Boe. ”Tag nu det franske fodboldlandshold. Det består af elleve individualister, og de gik ikke engang videre fra den indledende runde i VM, fordi de ikke kunne spille sammen. Vi er aldrig alene, og det er afgørende på en skole, at vi arbejder for det fælles bedste.”

På den anden side består fællesskabet af individer, forklarer han videre, og dem skal der være plads til. ”Hvis fællesskabet skal fungere, er vi som lærere nødt til at hjælpe eleverne til at opdage sig selv. Og det gør de jo ikke, hvis de ikke bliver set af os. Jeg kunne have holdt en moralprædiken for dig, men det behøvede jeg ikke, for jeg vidste, hvordan du havde det.”

Mødet går begge veje

Men hvordan bærer man sig ad med at møde 100 forskellige elever – og gøre det igen, år efter år?, spørger jeg.

”Alle elever har ikke brug for lige meget voksenkontakt, men det er vigtigt, at alle har en nær relation til mindst en lærer. Og kontakten kan jo se helt forskellig ud. Dig snakkede jeg med. Men jeg havde også sådan nogle ustyrlige knejter, der sad oppe på mit kontor og slikkede på frimærker sammen med mig, og så faldt der måske en enkelt bemærkning indimellem.”

Men det at møde og åbne sig for andre mennesker har sin pris, og for Poul Boe har det især været svært at sige farvel til elevholdene den sidste dag: ”Jeg har taget bestemte forholdsregler. For mødet går begge veje. Hvis jeg har gjort indtryk på dig dengang, så er det, fordi du har gjort indtryk på mig. Det er ikke noget man kan professionalisere sig ud af.”

Poul Boe har været på Vivild Ungdomshøjskole fra 1972-2001, fra 1975 som forstander. I dag er han pensioneret.

Bragt i Frie Skoler, august 2010

Dette indlæg blev udgivet i Anerkendelse, Frie Skoler, Skoler og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s