Leder i dit eget liv

En gruppe efterskoleelever har været på et kursus i konflikthåndtering, der normalt henvender sig til erhvervslivets tunge drenge. De har opdaget, at de selv har deres del af ansvaret for de konflikter, de bliver involveret i, og at de derfor også kan gøre noget for at komme ud af dem igen.

Af Malene Bjerre

”Min roommate og jeg kommer tit op at skændes,” fortæller Cecilie. ”Vi bor på et lille værelse, hvor spejlet er lige foran døren, og det sker tit, at den ene kommer til at knalde døren op i den anden, der står foran spejlet. Det gjorde hun forleden dag, og så blev jeg skide irriteret på hende. Typisk hende, tænkte jeg. Hun er så egoistisk. Men da hun så lige skulle ud på badeværelset efter noget og jeg godt vidste hun ville komme ind igen, rykkede jeg mig en lille smule tættere på døren, så jeg vidste, det ville ske endnu en gang. Og så havde jeg det sådan lidt yes, da det skete. Nu havde jeg fået bekræftet, hvor egoistisk og tankeløs hun var.”

Alle fniser genkendende over Cecilies historie. De tolv elever har valgt eftermiddagsfaget ’Leder i mit eget liv’ og er i gang med en runde, hvor de giver eksempler på konflikter, de selv har været med til at optrappe.

Faget handler om at se på sine konflikter. Hvordan kommer vi ind i konflikterne, og hvordan kan vi lære at komme ud af dem igen eller helt holde os fra dem? Leder-metaforen i fagets navn er ikke tilfældig, for læreren Mette Villemoes Ponty kommer fra erhvervslivet. Hun arbejder for organisationen The Arbinger Institute og holder normalt denne type kurser for topledere for store virksomheder i Dubai. Nu er hun gæstelærer på Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole og inviterer gennem fem onsdage eleverne til at se på konflikterne i deres liv. Før det har også lærerne på efterskolen haft en formiddag, hvor de er blevet introduceret til tankegangen i Arbinger. Vi er kommet til femte undervisningsgang, og eleverne beskriver efter tur nogle af de konflikter, de har fået øje på.

Cecilies fortælling er et eksempel på det, man i Arbingers sprog kalder en konfliktalliance. Hun har opdaget, at både hun og værelseskammeraten har en bestemt interesse i at opretholde konflikten, selv om de også er rigtig trætte af den. Nemlig at de hver især føler sig retfærdiggjort. Cecilie får bekræftet, at veninden er tankeløs, og veninden får bekræftet, at Cecilie er provokerende. Og derfor optrapper de konflikten i stedet for at komme ud af den.

Nu kan jeg blive et bedre menneske

Genkendelsen er stor rundt om bordet, for mange har tilsvarende historier. Om at tænde af på nogle drillende drenge, der i virkeligheden bare lavede fis, så de nu har en rigtig god grund til at drille hende den sure. Eller om svigtene mellem to tidligere bedsteveninder, der giver dem begge to en rigtig god grund til ikke længere at snakke sammen.

”Det er nogle rigtig gode eksempler, I har,” siger Mette Ponty. ”Jeg synes, I er supergode til at se jeres egen rolle i konflikterne. Og selv om vi lige nu sidder og griner lidt af det, så ville livet blive meget lettere, hvis vi lærte at stoppe den der optrapning. For vi bliver jo lidt mere sure af det og hurtigere til næste gang at sige: Sådan er hun også bare altid.”

Så derfor skal eleverne også et skridt videre. De skal finde ud af, hvordan de så kommer ud af konflikterne. Pernille fortæller om en god oplevelse, hun har haft siden sidst. Hun havde køkkentjans, og en anden elev havde lige vasket gulv, da hun tørrede noget vand af bordet på en måde, så det røg ned på gulvet. ”Det tørrer du lige selv op, sagde han så surt,” fortæller hun. ”Fuck, han er en nar, tænkte jeg og var på vej ud af køkkenet, men så kom jeg til at tænke på, at jeg måske selv ville være blevet mindst lige så sur. Og så stoppede jeg op og gik tilbage og tørrede det op. Det var rigtig fedt. Han blev lidt overrasket, men det bedste var sådan, som jeg selv havde det. Nu kan jeg blive et bedre menneske, tænkte jeg.”

Sammenstød med forældrene

Inden for Arbinger taler man om ’bokse’. Når vi er i en boks, er vi ude af stand til at se situationen fra andre sider end vores egen, men det, der løser en konflikt, er altid, at det lykkes at skifte perspektiv. At se sagen fra den anden side og forstå andres baggrund for at reagere, som de gør. Men alle bokse er ikke lige lette at slippe af med. De tungeste af elevernes bokse handler alle sammen om deres forhold til forældrene. En pige fortæller om sine forældre, der er blevet skilt for en del år siden og indtil nu har været gode venner. Men siden hun tog på efterskole, har de begge to fået nye kærester, og det er svært for hende at forholde sig til på den lange afstand. Et mindre sammenstød med farens nye kæreste har fået pigen til ikke at gide besøge ham længere. ”Men det er jeg jo rigtig ked af. I en lang periode græd jeg, hver gang min mor bare spurgte mig, hvordan jeg havde det. Nu er det gået op for mig, at det nok slet ikke så meget er min far og hans kæreste, jeg har været sur på, men snarere hele situationen. Der sker alt muligt derhjemme, mens jeg er langt væk og ikke kan følge med og vænne mig til det. Jeg har været inde i en boks i forhold til min far, og det ved jeg nu, at jeg selv kan gøre noget ved. Så sidste gang jeg var hjemme, snakkede jeg med ham om det. Jeg ved ikke om der er sket en stor forandring, men det var simpelthen så rart at tage hul på det,” snøfter hun. Hun græder lidt, mens hun fortæller om det, fordi det er så vigtigt for hende.

Mette Ponty roser pigen: ”Det er rigtig godt, at du har fået taget hul på det. Du har meldt dig ind i forhold til din far i stedet for at melde dig ud. Det betyder ikke, at der sker mirakler nu og her, men du har sat noget i gang, der vil gøre en forskel.”

Skældud når hun græder

I det hele taget fældes der tårer mange steder rundt omkring bordet. Mattias fortæller om et par nære venner, der begge to er døde, og hvordan det i dag får ham til meget tit at melde sig ud i stedet for at melde sig ind. Han er bange for at tage låget af konflikter og vil hellere holde lidt afstand. Der er en tæt stemning i klasselokalet, hvor alle lytter opmærksomt til historierne. ’Det kender jeg godt’, lyder det indimellem. Eller: ’Jeg synes, det var godt, det du gjorde der’.

En enkelt historie er særlig svær at fortælle. Pigen er lige ved at give op, men ved, at hun fortrød, hun ikke fik det fortalt sidste gang, så hun kæmper sig igennem. Hun har aldrig fortalt det til nogen før, bortset fra sin værelseskammerat. Det handler om en far, der bestemmer rigtig meget i familien, og både mor og datter er bange for hans vrede. Pigen får skældud, når hun har migræne, eller når hun græder, for det synes faren er svagt og umodent. Hvis de har været oppe at skændes, straffer han hende ved ikke at sms’e eller ringe bagefter. Hun føler sig svag og dum over, at hun ikke tør svare igen. Men måske er hun bare inde i en boks over for ham?

Sådan ser Mette Ponty det ikke. Hun gør meget ud af, at eleverne skal lære at tage ansvaret for deres del af konflikterne, men vel at mærke også kun deres egen del. ”Det lyder, som om din far har noget at slås med, men jeg tror ikke på, at det har noget med dig at gøre. Og du er bestemt ikke svag, fordi du bliver ked af det. Men det er meget, meget vigtigt, at du taler med andre om det og ikke vender det indad. Og det, du selv kan gøre her, er at forholde dig til, at din barndom ikke har været perfekt. Det kan du jo ikke lave om på, men du kan bestemme, hvordan det skal påvirke dit liv fremover.” Hun beder pigen om at ringe til hende, så de kan snakke mere om det. ”Jeg tror, du har brug for mere hjælp, og jeg vil gerne guide dig hen til at sted, hvor du kan få det.”

Timen slutter tidligt i dag, for der er gallafest på skolen om aftenen, og eleverne skal bruge noget tid til at komme i det store skrud. Det var egentlig sidste gang i dag, men eleverne har bedt om at få en ekstra gang. De har svært ved at finde et tidspunkt, hvor alle kan, men det kan ikke komme på tale at droppe timen. ”Det er simpelthen det bedste fag, jeg overhovedet har haft på skolen,” siger Johanne. ”Jeg har altid haft det sådan, at jeg nemt blev sur, og så gik jeg med det uden at sige det. Det har fyldt SÅ meget, at jeg gik og bar nag. Nu er jeg blevet meget bedre til at forstå, hvorfor andre gør, som de gør, og det betyder, at jeg ikke så nemt bliver sur. Det føles virkelig rart, og jeg er sikker på, at det er noget, jeg altid vil tage med mig.”

Sideartikel: Konflikter koster dyrt

Det har været nemt at overføre metoderne fra erhvervskurserne til efterskoleeleverne, fortæller Mette Villemoes Ponty. Men det er slet ikke så mærkeligt. ”Det er en pointe i tankegangen i Arbinger, at det er det, der ligger nedenunder vores adfærd, som er bestemmende for, hvordan vi reagerer på hinanden,” forklarer hun. Konflikter mellem mennesker handler nemlig dybest set altid om det samme: at vi ser andre som forhindringer for os selv i stedet for som mennesker, der ligesom os selv har en god grund til at handle, som vi gør. ”I et af de firmaer, hvor jeg har holdt kursus, har de beregnet, at en konflikt imellem to afdelinger har kostet firmaet 20 millioner dollars. Her på skolen kan jeg høre, hvordan konflikterne koster energi og engagement i det fælles liv. Eleverne bliver ædt op af deres konfliktalliancer i stedet for at være til stede i deres efterskoleliv. Men når eleverne kan lære at forstå og løse deres konflikter, har de et redskab med sig for resten af livet.”

Bragt i Efterskolen, september 2009

Dette indlæg blev udgivet i Arbinger, Efterskolen, Konflikthåndtering, Skoler og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s