Tænk dine smerter under kontrol

Det er ikke, hvordan man har det, men hvordan man tager det, siger man. Videnskabelige undersøgelser viser, at det også gælder for kroniske smerter.

Af Malene Bjerre

Der findes onde cirkler og gode cirkler. Hvis du har slidgigt i hoften og synes, at smerterne forhindrer dig i alt det, du godt kan lide, bliver du deprimeret. Så fylder smerten endnu mere, og du kan mindre. Det er en ond cirkel. Den gode nyhed er, at du kan vende den onde cirkel til en god cirkel ved at ændre din måde at tænke på. Hvis du tænker i muligheder i stedet for begrænsninger, får smerterne ikke samme plads – og så kan du mere.

Det er den viden, psykolog Lisbeth Stampe Frølich bruger i arbejdet med smertepatienter sammen med sine kolleger på ’Tværfagligt smerteteam’ i København. Hun arbejder med kognitiv adfærdsterapi, der handler om at få patienter til at tænke og føle anderledes. Så ændrer de deres adfærd, og det har indvirkning på kroppen. ”Smerte er en subjektiv oplevelse,” forklarer hun. ”Og det er vores erfaring, at der er bestemte faktorer, der kan forstærke eller lindre den oplevelse. Mange patienter oplever, at det at tale meget om smerterne, gør dem værre. Så giver vi dem nogle fif til, hvad de skal svare, når de bliver spurgt, hvordan de har det. Man kan sige ’Tak fordi du spørger, men jeg har ikke lige lyst til at snakke om det i dag’ Eller ’Tak fordi du spørger, men der er ikke noget nyt’. Eller ’Eller: Tak fordi du spørger. Jeg går i behandling, og det lærer jeg meget af’.

Folk spørger jo af et godt hjerte, og man skal ikke være uvenlig, men man skal heller ikke føle sig forpligtet til at kaste sig ud i lange forklaringer. For det første kan man få endnu mere ondt af det, og for det andet er det ubehageligt som patient at blive ’hende med smerterne’. Man vil bare ses som det menneske, man er.”

Tænk i erstatning

Noget andet, der forstærker smerterne, er, hvis patienterne oplever, at de mister en masse på grund af smerterne. Så forsøger Lisbeth Frølich at hjælpe dem med at finde erstatninger for det, de ikke kan længere. ”Patienten skal lære at tænke kreativt,” fortæller hun. ”En mand har måske altid været på skiferie med sin familie. Hvis han så får gigt og ikke længere kan stå på ski, skal han ikke bare blive hjemme og lade resten af familien tage af sted. I stedet kan de finde en hytte med et spabad, hvor manden kan bade, mens resten af familien står på ski. For eksempel har jeg engang haft en håndværker, der altid havde sat en ære i at lave flotte huse, og det havde han ikke længere fysikken til. Så fandt vi frem til at han kunne lave piber i stedet.” Tricket er sammen med patienten at finde frem til, hvad den aktivitet, han ikke længere kan dyrke, har givet ham. Måske har han spillet håndbold, fordi han kan lide at konkurrere og dyrke en holdsport. Så kan han få opfyldt nogle af de samme ting ved at begynde at spille kort i stedet.

Desuden skal patienterne lære at forvalte deres ressourcer. Der sker nemlig let det, at de overbelaster sig på en god dag og skal ligge brak de næste fire dage. Og når de så endelig får en god dag igen, vil de indhente det forsømte, og så giver de den en ordentlig skalle. Og kan så ingenting de næste fire dag. Det er hårdt, ikke mindst psykisk.

”Jeg havde en mand i behandling, der skulle på udflugt med sine børn og børnebørn,” fortæller Lisbeth Frölich. ”De skulle spise frokost ude, og bagefter skulle de i Tivoli til julemarked. I første omgang ville han blive hjemme, fordi han vidste, at han simpelthen ikke kunne holde til sådan en lang dag, hvor han skulle gå en masse. Men det endte med, at han tog med ud at spise, og så tog han hjem, mens resten af familien tog i Tivoli. Og de var enormt glade for, at han var med til det, han kunne. Det handler om at give slip på gamle forestillinger om, hvad man kan. For eksempel taler jeg overraskende meget om støvsugning med mine patienter. Jeg siger til dem, at de skal sammenligne de opgaver, jeg giver dem, med lægens recepter. Han siger, de skal tage piller tre gange om dagen, jeg siger måske, at de kun må lave to praktiske ting om dagen.”

Lav adfærdseksperimenter

Det er et mål for den kognitive adfærdsterapi, at patienterne bliver bevidste om deres egne oplevelser og reaktioner. Hvornår gør det ondt, og hvad hjælper på det? Hvordan har jeg det, når jeg svømmer, og hvor mange pauser har jeg brug for om dagen? Og hvad sker der egentlig, hvis jeg skruer lidt ned for rengøringen? ”Jeg sætter folk til at lave et adfærdseksperiment: Prøv at nøjes med at støvsuge halvdelen af huset, og se så, hvad omgivelserne siger. Sandsynligvis opdager de det overhovedet ikke. Når patienterne har oplevet det 10-12 gange, bliver de også selv ligeglade med nullermændene. Og så skal de være opmærksomme på effekten. Manden, der ikke tog med i Tivoli, skal lægge mærke til, hvad det gør for hans ryg. Det er nemlig svært og angstprovokerende at ændre vaner. Derfor skal man også have den belønning, det er at lægge mærke til, hvor meget bedre man får det af det.”

Lærer at håndtere smerten

Videnskabeligt set er der ingen tvivl om, at kognitiv adfærdsterapi virker mod smerter. Det fastslår Morten Birket-Schmidt, der indtil 1. februar var leder af den såkaldte Liaisonpsykiatriske Enhed på Bispebjerg Hospital – en afdeling, der forsøger at skabe forbindelse mellem det psykiske og det fysiske for patienter i sundhedsvæsnet. Han er selv ved at forberede en stor dansk undersøgelse af kognitiv adfærdsterapi i forbindelse med kroniske smerter, men må indtil videre støtte sig til udenlandske undersøgelser. ”Jeg vil tro, der indtil videre er lavet omkring 50 videnskabelige undersøgelser, og de viser alle sammen, at den kognitive terapi virker. Og det er lige meget, hvad man måler det på. Uanset om man spørger til patientens fornemmelse af smerterne eller undersøger, hvor tit han går til læge, hvor begrænset han er i sine udfoldelser, hvor angst han er for fremtiden, eller hvor mange mennesker han ser, så har han gavn af terapien.”

Morten Birket-Schmidt kan ikke sætte et præcist tal på, hvor mange smertepatienter der bliver hjulpet af terapien, men det er langt over halvdelen. ”Patienterne bliver sjældent smertefri, men de bliver meget bedre til at håndtere smerten. Den kognitive terapi hjælper dem til at tænke på noget andet. Det allerværste, man kan gøre, når man har smerter, at faktisk at gå i seng. Der sker der jo ingenting. Jo mere man holder sig i gang og er optaget af noget andet end smerterne, jo mindre fylder de.”

Gør noget godt for dig selv

På Gigtforeningens hjemmeside er der ingen gode råd at hente om kognitiv smertehåndtering. ”Det er helt forkert, det må jeg indrømme” siger Jutta de Place, der er socialrådgiver og giver telefonisk rådgivning på Gigtlinjen. ”Jeg tror, det skyldes, at vi har personale ansat fra alle mulige andre faggrupper end psykologer, som ville være dem, der bedst kunne skrive om det. Men faktisk kommer mange af de gode råd, jeg giver til smerteplagede gigtpatienter, fra adfærdsterapien. Først og fremmest taler jeg meget med dem om, hvad der gør dem glade. De skal sørge for at gøre noget godt for sig selv hver dag. Hvis de elsker at gå en tur, så skal de gøre det om morgenen, så de i hvert fald får det med, hvis de bliver for trætte senere på dagen. De skal sørge for at være sammen med andre mennesker, og så skal de strukturere deres dag, så de bedre kan overskue den. Og rigtig mange gigtpatienter lærer at leve med deres smerter. De fortæller mig, at hovedpinen eller influenzaen, den kan slå dem ud, men smerterne fra gigten har de styr på.”

Boks: Bliv bedre til at leve med dine smerter:

  1. Gør noget godt for dig selv hver dag
  2. Lad være med at melde dig ud. Sørg for at blive ved med at være sammen med andre mennesker.
  3. Lær dig nogle standardsvar, som du kan bruge, når du ikke orker at tale om dine smerter
  4. Tænk i alternativer. Du kan måske ikke længere fiske, gå i haven eller spille håndbold, men du kan gå på biavlerkursus, spille kort eller svømme.
  5. Sørg for at holde hus med kræfterne. Lad være med at brænde alt krudtet af på én gang, for det kommer du til at betale af på i mange dage. Fordel opgaverne, hold pauser, bed om hjælp.
  6. Lav eksperimenter, og læg godt mærke til udfaldet. Hvad sker der, hvis jeg kun støvsuger et rum i stedet for hele huset? Hvordan reagerer min krop, hvis jeg lægger mig to gange om dagen?

Bragt i Dagens puls, februar 2007

Dette indlæg blev udgivet i Dagens puls og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s