Stor forskel i støtten til kemopatienter med hårtab

Hvis du er kemopatient på Storstrømmens Sygehus, får du over fire gange så meget til at købe paryk og tørklæde for som på Ålborg Sygehus.

Af Malene Bjerre

Du står op om morgenen og går ud på badeværelset. I spejlet møder du blikket fra to vippeløse fiskeøjne. Det skaldede hoved giver dig et hårdt, bølleagtigt udseende. Du har kræft, og det bliver du hele tiden mindet om.

Heldigvis slipper du for at tage dit syge udseende med ud i verden. Hvis du mister håret midlertidigt i forbindelse med kemoterapi, skal hospitalet give dig en paryk som en del af behandlingen. Men hvad du må købe, og hvor meget du må købe for, afhænger helt af, hvilket hospital du er på.

Hvis du mister dit hår, mens du er i kemoterapi på Rigshospitalet, får du 4500 kr. til at købe noget til at sætte på dit skaldede hoved. Du kan selv bestemme, om du vil købe en eller flere parykker, og om du vil supplere med kasketter, huer eller tørklæder. På Storstrømmens Sygehus i Næstved kan du få to parykker til 3200 kr. stykket, og hvis du vil have den ene vekslet til tørklæder eller kasketter, er det i orden.

På Ålborg Sygehus får kvinderne 1375 kroner til én paryk pr. behandlingsforløb. Mænds parykker er dyrere, så de får 1812 kroner.

Jørgen Ramskov var indtil den 1.1. 2007 souschef i indkøbsafdelingen på Ålborg Sygehus. Han forklarer, at tallet er fastsat ud fra den parykleverandør, der giver det billigste tilbud. ”Patienterne kan altså få en brugbar paryk for de penge. Hvis de så vælger, at de vil have noget, der er bedre, så er det op til dem selv,” siger han. ”Men i øvrigt er vi da blevet mere fleksible. Hvis patienterne hellere vil købe en kasket eller et tørklæde i stedet for, er det i orden, og er der nogle særlige forhold – f.eks. et meget stort eller lille hoved – så kan vi også give lidt mere.”

Hvorfor får de det dobbelte på Rigshospitalet?

I Parykhuset i Odense viser ekspedienten Helle Nielsen de forskellige slags parykker frem. Hun ryster dem, vender indersiden ud og purrer op i håret på dem, så man kan se, hvad man får for pengene fra de forskellige hospitaler. Hvis patienten har en rekvisition fra Ålborg, Vejle, Esbjerg eller Odense i baglommen, kan hun – og parykkunderne er næsten altid kvinder – købe en maskinlavet paryk. De koster mellem 1400 og 1800 kroner, er lidt grovere i strukturen, og nogle synes, at de kradser. De håndlavede parykker skal man være patient på sygehusene i Århus, Herning, Holstebro eller på Sjælland for at komme i nærheden af. Her er prisen nemlig mellem 2800 og 4000. ”Man kan ikke sige, at den ene slags er bedre end den anden,” forklarer Helle. ”Nogle kvinder ser bedst ud med en maskinlavet paryk, og nogle med en håndlavet. Men hvis man er ømskindet og har det varmt, f.eks. hvis man er i overgangsalderen, er det bedst med de håndlavede.”

Cirka halvdelen af kunderne i Parykhuset vælger selv at lægge penge oven i rekvisitionen fra hospitalet. ”Det er der også mange, der kan,” siger indehaveren, Ingelise Eisner. ”Men ikke alle. Mange kræftsyge har også udgifter til andre ting i forbindelse med deres sygdom – specielle bh’er og indlæg, f.eks. Og så kan de da ikke forstå, at der skal være forskel. De kommer og siger: Hvorfor får de det dobbelte på Rigshospitalet af, hvad vi får her i Odense?”

Vigtigt at ligne sig selv

Og faktisk er det ikke nok med en paryk. Hanne Drud Nielsen fra Hornslet er i behandling for brystkræft og har lige mistet al håret. ”Allerede inden jeg mistede håret, skyndte jeg mig ned og købte en paryk. Mit hår betyder meget for mig, og man vil jo gerne blive ved med at være den, man er.” Men ud over parykken også har hun også brug for nogle tørklæder, forklarer hun. ”Det er rart med en paryk, når jeg skal være sammen med nogen, jeg ikke kender, og som ikke ved jeg er syg. Jeg har ikke lyst til at skilte med min sygdom,” siger hun. Så den er hun nødt til at have. ”Men jeg kan ikke have paryk på hele tiden. Før det første er den varm, og så kradser den. Derfor er jeg også nødt til at have nogle tørklæder. De sidder meget bedre, og jeg kan have dem på, når jeg dyrker sport.” Fra Århus Sygehus, hvor Hanne Drud Nielsen er patient, har hun fået 2500 kroner til parykken, men tørklæderne må hun selv betale.

Folk skal turde bevæge sig ud i verden

Og man kan ikke bare bruge almindelig tørklæder og kasketter, når man har mistet håret. Luna Hvid, der sælger tørklæder til kræftpatienter over internettet, forklarer hvorfor: ”Hvis man bare binder et almindeligt tørklæde rundt om et hoved uden hår, bliver det helt fladt. Det er tydeligt, at man er skaldet indenunder. Det sidder heller ikke ordentligt, men glider rundt eller føles i hvert fald sådan. Og så tør folk jo ikke bevæge sig ud i verden. Det samme gælder for en kasket. Det ser godt nok ud forfra, men bagfra kan man se et stort bart hul i nakken.” Derfor skal både kasketterne og tørklæderne specialkonstrueres. ”I mine tørklæder er der skjulte indlæg, der giver den fylde, som det hårløse hoved mangler. Der er en skjult elastik i nakken, der gør, at tørklædet sidder fast, og nogle syninger, der gør det nemt at sætte,” siger hun. ”Og så stilles der også særlige krav til materialet. Nogle af de patienter, der har fået strålebehandling, kan overhovedet ikke tåle kunststoffer. Derfor skal tørklæderne laves af 100 % naturmateriale,” siger Luna Hvid. Hun bruger bomuld, hør og viskose i sine tørklæder, der koster 249 kroner stykket.

Det er den slags tørklæder, du kan supplere din paryk med. Hvis du altså er på det rigtige hospital.

Faktaboks. Så meget får du på dit sygehus:

Storstrømmens Sygehus: To parykker efter eget valg, der må koste op til 3200 kroner. Den ene paryk kan du efter aftale udskifte med tørklæder og kasketter.

Roskilde Sygehus: En paryk, der må koste 3100 kroner. I øjeblikket må du ikke købe andet end parykker for pengene, men sygehuset er ved at lave et udspil til ændrede regler.

Rigshospitalet: Både mænd og kvinder må købe for i alt 4500 kroner, og du må selv bestemme, om du vil købe parykker, kasketter eller tørklæder for pengene.

Herlev Sygehus: En paryk. Kvinder må købe en for 3100 kroner, og mænd må købe en, der er lidt dyrere. Du må gerne købe tørklæder og kasketter i stedet.

Regionshospitalet Viborg: En til to parykker til 2500 kroner for både mænd og kvinder. Du må ikke købe tørklæder eller kasketter for pengene.

Århus Sygehus: En paryk, der for kvinderne må koste 2500 og for mændene 3750 kroner. Du må gerne købe tørklæder og kasketter i stedet.

Vejle Sygehus: To parykker pr. forløb. Kvindernes må koste 1750 kroner, mændenes 2125. Dertil kommer tørklæder og kasketter for 750 kroner.

Sydvestjysk Sygehus: En paryk til 1750 kroner til kvinder og 2125 til mænd. Desuden 875 kroner til tørklæder og kasketter

Odense Universitetshospital: En paryk. Kvindernes må koste 1750, mændenes 2125 kroner. Desuden må du købe tørklæder og kasketter for 875 kroner.

Regionshospitalerne Herning og Holstebro: En paryk til 3500 kroner for både mænd og kvinder. Du kan frit vælge tørklæder eller kasketter i stedet.

Ålborg Sygehus: En paryk til 1375 til kvinder og 1812 kroner til mænd. Kan eventuelt veksles til tørklæder eller kasket.

(Alle tallene er inklusive moms og opgivet på hospitalernes onkologiske afdelinger)

Bragt i Dagens puls, marts 2007

Dette indlæg blev udgivet i Dagens puls og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Stor forskel i støtten til kemopatienter med hårtab

  1. Tine siger:

    Jeg har i 2012 fået 3400 kr. ELLER 750 kr til tørklæder. Jeg har givet 1600 kr. Oveni for en paryk, som jeg kunne lide og jeg har selv betalt mine tørklæder.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s