Med Facebook på efterskole

Næsten to millioner danskere har en profil på Facebook, herunder næsten alle unge. Det giver efterskolerne en række muligheder, men de benytter sig ikke af dem. Dumt, synes en ekspert i sociale medier.

Af Malene Bjerre

Lone Kramer gik på Vesterdal Efterskole i 1979-81. Siden har hun stort set ikke set sine venner fra dengang, men i 2008 trak hendes store børn hende med ind på Facebook. Her fandt hun en gruppe med 22 af de gamle efterskolekammerater, og en del af dem besluttede at tage sammen til gammel elevdag i marts måned. Sammen med 300 andre – dobbelt så mange som normalt.

Og det er ikke helt tilfældigt, fortæller viceforstanderen Thomas Hjarnø Petersen. Vesterdal Efterskole har en Facebookgruppe på 845 medlemmer, og nu er skolen er begyndt at bruge Facebook aktivt i kontakten til de gamle elever. Normalt har skolen lagt invitationen til gammel elevdag ud på hjemmesiden, men i år røg den på Facebook. Og det gav bonus. ”Der var elever helt tilbage fra årgang 68-69,” fortæller Thomas Hjarnø Petersen. ”Og en elev fra 1982, der trofast er mødt op år efter år som den eneste fra sin årgang og mest har talt med lærerne, fik i år selskab af en gruppe andre. Det var rigtig fint.”

Grupper for næste års elever

Men det er langt fra alle efterskoler, der bruger Facebook til noget. Efterskolen har ringet rundt til ti efterskoler med store Facebookgrupper (mellem 600 og 1000 medlemmer), og kun enkelte er aktive på den populære hjemmeside.

På Kastanievej Efterskole forholder forstanderen Dorthe Frimann Nielsen sig indtil videre afventende. ”Jeg smugkigger på vores Facebookgrupper engang imellem, men jeg ved ikke rigtig, om jeg synes vi skal blande os,” siger hun. ”Eleverne lever deres eget liv derinde, og måske skal vi passe på med ikke at stikke snuden os i alting. Men det er godt nok at kigge med, for så kan jeg blande mig, hvis der sker noget, jeg ikke bryder mig om.”

Sådan har det ikke været endnu. Men Dorthe Frimann Nielsen fik sig en overraskelse, da hun opdagede, at der allerede var oprettet en gruppe for 09/10. Gruppen har 39 medlemmer, dvs. omkring 40 procent af den kommende årgang. ”Jeg synes, det er fascinerende, men også en lille smule skræmmende. Normalt står vi jo med en helt ny og i en vis forstand uberørt gruppe ved skoleårets begyndelse, men nu kan de være i fuld gang med at lære hinanden at kende.”

Forstanderen på Fjordvang, Tage Jepsen, har oplevet det samme, endda også at eleverne allerede har holdt den første fest, inden skolen starter. Han er lidt bange for, at det kan blive give problemer: ”Der er jo altid nogen der er hurtigere end andre, og måske er der nogle, der ikke når at få en chance på den her måde. Hvis de allerede har været fulde sammen og fundet sammen i grupper inden starten, kan det være endnu sværere for andre at komme med. Der vil være skabt en bestemt kultur, inden skoleåret overhovedet er i gang.”

Målrettet markedsføring

Og netop det forhold bør skolerne forholde sig til, mener Hans Henrik Heming fra konsulentfirmaet Wemind, der rådgiver virksomheder i, hvordan de skal benytte sig af de sociale medier. ”De nye medier er her jo, og det kan skolerne ikke gøre noget ved. Og de har helt klart deres gode sider. Den elev, der ellers lister af sted langs panelerne, har nogle andre muligheder på nettet. Han kan indgå i nogle sociale relationer, der kræver mindre af ham, end de gør i den virkelige verden, og derfor tør han være med,” forklarer han. Men hvis skolerne ikke forholder sig aktivt til Facebook, overlader de det til eleverne at sætte rammerne og reglerne. Og så kan der opstå en kultur, skolerne ikke bryder sig om.

Efterskolerne skal altså se at få meldt sig på Facebookbanen, foreslår Hans Henrik Heming. Også fordi der er en masse muligheder for markedsføring, som de er alt for dårlige til at udnytte. ”Skolerne laver fine firefarvede brochurer, men det er altså ikke det, der virker på den unge målgruppe. I stedet skal de bevæge sig derhen, hvor de unge er, og lige nu er det på Facebook,” fastslår han. Det kan blandt andet ske ved hjælp af annoncer, der kan målrettes helt præcist til den målgruppe, skolen vil have fat i. Alle brugere opgiver en række personlige oplysninger i deres profil, og man kan f.eks. sætte annoncen til at blive vist til alle dem, der går i 8. klasse i trekantsområdet. Eller til deres mødre, som har en hel del at sige, når det gælder valg af efterskole.

Direkte dialog med eleverne

Men skolerne kan også gå mere utraditionelt til værks. Helt konkret foreslår Hans Henrik Heming, at skolerne sørger for at oprette grupper eller sider på Facebook, hvor både skolerne selv og eleverne er aktive. Forstanderen og lærerne kan jævnligt skrive om det, der optager dem, og de kan lægge billeder, videoer og invitationer ind på siden. ”Den store fordel ved at bruge Facebook frem for hjemmesiden er, at skolen får respons med det samme,” forklarer han. ”De unge kan spørge og kommentere, og tidligere elever kan også selv lægge materiale ind. Man får målgruppen i tale på en helt anden måde.”

Han vurderer, at mange skoler er mest vant til at tænke i envejskommunikation, når det gælder om at sælge sig selv. Men netop den type markedsføring, der aktiverer målgruppen og lægger op til dialog, er også den, der skaber størst interesse og loyalitet. ”Skolerne har jo nogle fantastiske ambassadører i de tidligere elever. Det er oplagt at tænke dem mere målrettet ind i skolens profilering.”

Tage Jepsen fra Fjordvang giver ham ret. ”Vi bliver snart nødt til at tænke nyt og anderledes om markedsføring. I mange år har der været fulde huse på skolerne, men det begynder at ændre sig. Nu skal vi til at være mere klare, når vi formidler vores værdier, og her kan vi bestemt bruge Facebook. Man kan jo blive amerikansk præsident ved hjælp af den side, så det er nok ikke klogt at overse den.”

Baggrund for artiklen

Efterskolen har talt med ti efterskoler om deres brug af Facebook: Bernstorffsminde, Eriksminde, Fjordvang, Fårevejle, Høng, Kastanievej, Mellerup, Vesterdal, Vivild og Aabybro. Ingen af skolerne tænker Facebook ind i deres markedsføring. Ingen af dem forsøger at sætte rammer for elevernes dialog med hinanden. Tre af dem lægger invitation ud til gammel elevdag, og en enkelt lægger også videoer fra skolen ud. På ni af skolerne har eleverne oprettet grupper for årgang 09-10.

Facebookordbog

Profil – for den enkelte bruger. Brugerne er ’venner’ med hinanden.

Side – for virksomheder. Man er ’fan’ af en side.

Gruppe – for sammenslutning af brugere. Man er ’medlem’ af en gruppe.

Gode råd til den efterskole, der gerne vil være aktiv på Facebook

  1. Opret en side for alle, der har tilknytning til skolen. Lad bare eleverne selv oprette grupperne, men vær aktive i dem. Reklamer for siden og grupperne på hjemmesiden og i det trykte materiale.
  2. Vær aktive på siden og i grupperne. Læg jævnligt billeder og videoer fra arrangementerne ind, og lad nogle lærere forpligte sig til at skrive noget om, hvad de går og tænker på. Skolen kan også lave små videointerviews med lærere og elever og lægge dem ind.
  3. Lav klare spilleregler for omgangstonen på Facebook, ikke mindst på gruppen for de kommende elever, der endnu ikke kender kulturen på skole. Skriv f.eks.: Her på Xxx Efterskole er det vigtigt for os, at der er plads til alle. Det skal der også være i vores Facebookgruppe. Husk, at det skrevne ord virker stærkere end det talte, og lad være med at skrive noget, du ikke også ville sige, hvis du stod ansigt til ansigt med folk.

Bragt i Efterskolen, november 2009

Dette indlæg blev udgivet i Efterskolen, Facebook, Skoler og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s