Hun vidste ikke, hvad sex var

Kvinderne i Yemen har et hårdt kærlighedsliv. De bliver tidligt gift, og mange af dem må dele deres mænd med andre kvinder. Men de er langt fra alle sammen ofre.

Af Malene Bjerre

I Yemen går 90 % af alle kvinderne i abayaer, hvor kun øjnene er synlige. De ligner sorte spøgelser, når de bevæger sig rundt. I starten kan jeg slet ikke se forskel på dem og kan ikke finde ud af, hvem jeg allerede har hilst på. Men der er stor forskel, bliver jeg belært om. Man må spille på de strenge man har, og der er mange forskellige strenge. Ærmerne kan være vide og stramme, broderede eller enkle, stoffet kan være blankt eller råt, frakken kan gå helt ned til jorden eller vise et par smarte sandaler.

Man må i det hele taget lære at se ordentligt efter. Hvis vi tror, vi ved det hele, fordi vi har set et par indslag i tv-avisen, tager vi fejl. Mellemøstens kvinder er ligesom os – og lige så forskellige som vi er. De er forelskede i deres mænd og elsker deres børn. De bliver skilt eller fravælger ægteskabet, fordi de heller vil have en uddannelse. De vil have god sex. Og så lever de i et mandsdomineret samfund, der kræver al deres styrke.

Barnebrude og flerkoneri

Yemen er Mellemøstens mest uudviklede land. Landet har den laveste gennemsnitslevealder, det laveste bruttonationalprodukt og de fleste analfabeter. Den slags hænger altid sammen med barske vilkår for kvinderne, og det er hårdt at være kvinde i Yemen – også hjemme i familien.

Pigerne bliver gift tidligt. Den juridiske minimumsalder for ægteskab er lige hævet fra 15 til 18, men det går man ikke så højt op i. En undersøgelse anslår, at 9 % af alle piger er blevet gift, før de fyldte 15. Nogle allerede som 8-10-årige.

Og så er flerkoneri tilladt. Omkring 7 % af kvinderne er gift med mænd, der har flere koner. Hvordan mon det føles?

Jeg beslutter mig for at undersøge det fordomsfrit. De over ti millioner yemenitiske kvinder går ikke rundt og føler sig som ofre hver dag. Det her er bare deres liv, og jeg vil gerne høre, hvordan det er. Og det er først og fremmest forskelligt.

Vidste ikke, hvad sex var

Jeg møder en gruppe kvinder på en skole i Sanaa. Her lærer de at læse og skrive, og de syr tasker, som bliver solgt på markedet. En af dem, Haifa, blev gift som 13-årig. Jeg får fornemmelsen af en kvinde, som andre har bestemt over altid. Hun siger, hun ikke forstår noget, hverken hvorfor hun blev gift, eller hvorfor hun nu er blevet skilt efter tretten års ægteskab.

Afrah giver mig en fornemmelse af, hvad det var, Haifa blandt andet ikke forstod, da hun blev gift. Afrah er 17 og har tydeligvis brug for at snakke. Hun ligner det hun er: en stor teenager, og ordene vælter ud af munden på hende: ”Jeg har været gift i tre måneder, og jeg er overhovedet ikke parat.” Jeg spørger, om hun er blevet tvunget til at gifte sig, men det er hun ikke. ”Jeg syntes det kunne være sjovt. Men jeg vidste jo ikke, at jeg skulle gå i seng med ham!”. Jeg er målløs. Ved en 17-årig pige ikke noget om sex? Tolken forklarer mig bagefter, at det er helt almindeligt. Mødre fortæller ikke deres døtre om sex. De skal være rene på alle måder, i krop og sjæl, når de bliver gift. ”Det gør rigtig ondt,” forklarer Afrah. ”Men hvis jeg beklager mig til min mor, siger hun bare: Det skal du! Og jeg kan ikke bede ham om at holde op – det er jo kvindens pligt at gå i seng med sin mand.”

Fik lov at være barn

Fowzia udstråler en helt anden styrke, lige fra hun kommer ind ad døren. Hun er 38 og blev gift, da hun var 12. ”Jeg var da overhovedet ikke gammel nok,” siger hun. ”Jeg var totalt forvirret og nervøs og anede ikke, hvad jeg skulle stille op.” Men hun var heldig. Familien tog imod hende som et nyt barn af huset og lod hende lege, indtil hun af sig selv begyndte at deltage i pligterne. Den behandling er ikke nogen selvfølge, kan jeg forstå – andre opfatter de nye svigerdøtre som små tjenestepiger. Hendes mand var 21, og han havde tilsyneladende sans for, at det var et barn, han havde giftet sig med. Han gik i seng med hende den første nat – det var jo nødvendigt, for at han kunne vise det blodige lagen frem for familien – men derefter lod han hende være i to år. ”Jeg er stadig forelsket i ham i dag. Han er så god ved mig og børnene. Det er mig, der bestemmer alting derhjemme, og han støtter mig. F.eks. i at min datter på 23, der læser medicin, ikke skal giftes, før hun er færdig med sin uddannelse.”

Jeg bliver så glad af at høre hendes historie og se på hendes smilende ansigt. Du ser lykkelig ud, siger jeg til hende. ”Det er fordi jeg elsker min mand,” svarer hun. ”Kærlighed er nødvendigt for et godt liv. Jeg vil gøre alt for, at mine døtre også får gode mænd, som de elsker!”

Bedst at være andenhustru

Ingen af dem, jeg taler med, siger noget pænt om de tidlige ægteskaber. Flere af dem er blevet lykkelige med deres mand på trods af den svære start, men de ønsker alle sammen, at deres døtre bliver mindst 20, gerne 25 – en decideret gammeljomfru i Yemen – før hun bliver gift.

Det er anderledes med de kvinder, hvis mænd har flere koner. Her opdager jeg hurtigt, at hele forskellen ligger i, om man er første- eller andenhustru. Den første kone gifter manden sig oftest med af pligt, mens det næste er et kærlighedsægteskab.

”Hvorfor skulle jeg dog være jaloux?” spørger Aziza og griner højt. ”Det er da mig, han vil have!” Hun er 25 og har i fire år været andenhustru til en nu 45-årig mand. ”Hans kone er tyk og kedelig, siger han, så der er da ikke noget at være jaloux over.” Han er sammen med førstehustruen omkring en uge hver anden måned, og i de perioder savner hun ham ikke. ”Jeg har faktisk lidt mere frihed, når han er væk.” Men ville hun ikke allerhelst være førstehustru og have ham for sig selv, spørger jeg. ”Det ved jeg ikke rigtig,” siger hun. ”Måske. Men sådan er det bare. Jeg er glad og tilfreds.”

Fatima er knap så tilfreds. Da hendes mand efter få års ægteskab giftede sig igen, installerede han den nye kone i samme hus som Fatima. Han er fortsat med at få børn med begge koner – Fatima har otte, den anden fire – men andenhustruen er klart hans favorit. ”Han bruger al sin tid sammen med hende, og hun skælder mig bare ud og bestemmer over mig.” Fatima vil ikke skilles pga. børnene, men allerhelst ville hun leve alene. ”Man kan ikke være lykkelig uden kærlighed i sit liv,” siger hun. Og er dermed enig med alle de andre kvinder, jeg har talt med i Yemen.

Bragt i Alt for Damerne, nr. 34, 2007

Dette indlæg blev udgivet i Alt for Damerne, Yemen og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s