Forældre skal anerkendes

En SFO ville lære at bruge anerkendende pædagogik over for de børn der havde problemer. Men projektet bredte sig helt af sig selv til forældresamarbejdet. Nu er de svære samtaler blevet lettere, og forældrene inddrages mere og tidligere.

 

Af Malene Bjerre

”Jeg ved godt du sikkert er træt af at jeg kommer nu igen,” siger Lise til moren. ”Jeg synes også det er svært.”

”Ja, jeg gider næsten heller ikke tale mere om det,” siger moren, ”men det er også fordi …”

Lise er leder af SFO’en på Askov-Malt Skole i Vejen, og hun er i gang med en af de ’svære samtaler’. Og den slags samtaler er svære, for de handler om børn der af en eller anden grund er i en svær situation. Men siden SFO’en er begyndt at bruge anerkendende pædagogik i samarbejde med forældrene, er de blevet meget lettere.

Anerkendende pædagogik i forældresamarbejdet gør i korte træk op med forestillingen om ’de dårlige forældre der ikke støtter deres børn’ og ’den irriterende forælder der hele tiden blander sig’. Men det var SFO’en i Vejen slet ikke klar over da de indledte et projekt om anerkendende pædagogik for et år siden.

”Vores fokus var på de børn der har det svært,” fortæller Lise Fredslund. ”Men vi fandt hurtigt ud af at den anerkendende pædagogik er lige så vigtig i forældresamarbejdet. Børn har ikke problemer, de er i problemer, og derfor skal forældrene inddrages på samme anerkendende måde som børnene.”

Føler sig mødt

Det SFO’en har lært at anerkende, er at forældrene grundlæggende vil det bedste for deres børn og har nogle ressourcer som er nødvendige for at give barnet de bedste vilkår. ”Og sådan tænkte vi nok ikke tidligere,” fortæller Lise Fredslund. ”Før blev forældrene først kaldt til samtale når der virkelig var problemer. Til samtalen fortalte vi så hvad problemet var, og hvad vi mente der skulle gøres ved. En typisk reaktion var afvisning. Vi skulle ikke komme her.”

I dag lægger institutionen helt anderledes ud. Forældrene får en dagsorden så de kan forberede sig, og til mødet lægger pædagogerne ud med spørgsmålet: Hvordan har du det med at vi har kaldt jer til samtale? Det åbner for at forældrene kan fortælle om deres oplevelse af situationen. Så fortsætter hv-spørgsmålene: Hvordan kan det være at det er blevet sådan? Hvorfor reagerer barnet på den måde, tror I? Hvornår har han det bedst? Og anerkendelsen giver omgående bonus, fortæller Lise Fredslund. ”Vi oplever, at forældre der før har været meget afvisende, nu føler sig mødt. Det er en god cirkel, for når de mærker at vi interesserer os for det de har at bidrage med, så vil de jo også rigtig gerne tage del i samarbejdet.”

Og forældrene har en viden om deres børn som pædagogerne ikke kan få nogen andre steder fra. ”Vi havde en ny dreng der havde svært ved mange ting, han var urolig og havde det helt tydeligt ikke godt,” fortæller Lise Fredslund. ”Så snakkede vi med forældrene, og det viste sig at han havde nogle kæmperessourcer vi slet ikke havde været opmærksomme på. Han var supergod til tal og regnestykker, og det brugte vi så til at give ham nogle succesoplevelser i gruppen. Det gjorde at han voksede meget, og forældrene fik en oplevelse af at vi lyttede til dem og kunne bruge dem.”

Trygt at blive inddraget

Den oplevelse genkender Tine Lykke Thomsen, der er formand for skolebestyrelsen på Askov-Malt Skole. Hendes søn Rasmus er startet som førskolebarn i SFO’en for et par måneder siden, og det synes han slet ikke er let. Han græder meget, især når han bliver afleveret. Pædagogerne har været hurtige til at kontakte hende, og på baggrund af hendes kendskab til sin dreng har de besluttet at han skal have en fast pædagog i stedet for at rykke rundt til en ny gruppe hver tredje uge. Hun har også gjort opmærksom på at han har det svært med kollektive skideballer. ”Det er kun et par uger siden, og vi har ikke set den store forskel endnu, men det føles trygt at blive inddraget,” siger Tine Lykke Thomsen. ”Det gør det meget lettere for mig at gå til pædagogerne med mine bekymringer når jeg ikke oplever dem som bedrevidende autoriteter, men som medspillere omkring mit barn. Jeg kontakter dem på et tidligere tidspunkt og venter ikke for at se om det bliver bedre.”

Også på et mere overordnet plan bliver forældrene inviteret til at deltage i pædagogikken. Tine Lykke oplever at pædagogerne er gode til at informere om hvordan de arbejder, og fortæller hvad de forventer af forældrene. Hun giver et eksempel: ”Hvis nu min datter er blevet drillet, så betyder det meget at jeg ved hvordan SFO’en tager hånd om den slags. I stedet for at skælde det barn ud der har drillet det andet, undersøger de hvad der var årsagen. Og derfor gør jeg det samme derhjemme. I stedet for at sige: Hvor er det synd for dig, og ringe til den andens forældre og skælde ud, spørger jeg til forhistorien. Og hvis jeg ringer til de andre forældre, er det ikke som den hidsige mor, men noget jeg gør for at vi sammen kan hjælpe pigerne med at løse konflikten.”

Tager det i opløbet

I det hele taget gælder det om at tage tingene i opløbet, siger Lise Fredslund. ”Hvis vi tidligere havde et barn hvis forældre gik fra hinanden, så vi tiden an. Måske ville der slet ikke opstå nogen problemer, tænkte vi. I dag tager vi fat i forældrene med det samme og spørger dem hvordan de har det, og hvilke reaktioner de oplever derhjemme. Ikke for at snage, men for at give den bedste støtte til barnet,” forklarer hun. Og så er pædagogerne også opmærksomme på at forældre ikke kun skal anerkendes når der er problemer. ”Vi skal blive bedre til også at fortælle de gode historier. Jeg har lagt mærke til at din datter er meget gladere, kan vi sige. Eller: Du skulle have set hvor godt hun klarede en konflikt her i dag.” Og når pædagogerne har haft samtaler om problemer med forældrene, har de lært at følge op på samtalerne. ”Hvor er jeg glad for den samtale vi havde forleden,” siger hun f.eks. ”Nu føler jeg mig meget mere sikker på hvordan jeg skal gribe det an når din søn bliver vred. Hvordan oplever I det derhjemme?”

Det koster selvfølgelig noget. Møderne med forældrene bliver forberedt, og som regel er der to eller tre pædagoger med til samtalerne så de bagefter kan evaluere samtalen. Men det er hver en krone værd, siger Lise Fredslund. ”Vores faglighed er blevet løftet, og det kommer alt sammen børnene til gode i sidste ende.”

Boks 1:

Anerkendende pædagogik arbejder mod at se, høre og forstå den enkelte som et kompetent individ – børn som voksne. Anerkendende principper i forældresamarbejdet:

  • Forståelse: Forældre vil altid det bedste for deres børn, og der er en grund til deres handlinger
  • Ressourcer: Forældre har en viden om deres børn som pædagogerne har brug for i deres arbejde
  • Ligeværd: Forældre og pædagoger skal mødes på lige fod i samarbejdet om børnene

Boks 2:

Det koster noget:

  • Askov-Malt Skoles SFO har brugt de fleste af personalemøderne det sidste år på at arbejde med anerkendende pædagogik
  • Hanne Aalling Risager fra P-Huset i Tønder har kørt kursusforløb med teori og supervision. Prisen har været 30.000. Se http://www.p-huset.com
  • SFO’en vurderer at de i dag bruger dobbelt så meget tid på forældresamarbejdet som tidligere.

Boks 3:

Læs mere om anerkendende pædagogik:

Jesper Juul: Pædagogisk relationskompetence

Bente Lynge: Anerkendende Pædagogik

Bragt i Skolebørn, 2008

Dette indlæg blev udgivet i Anerkendelse, Skolebørn, Skoler og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s