Den Frie Lærerskole nærmer sig efterlønsalderen. Alligevel er den på én gang, som den altid har været – og har aldrig været så fleksibel og toptunet som nu.
To gange om måneden er der stormøder, hvor alle på skolen i fællesskab diskuterer, hvordan undervisningen skal tilrettelægges. Komplet med fællessang, basisgruppedrøftelser og plenumdebat. Svære beslutninger bliver ikke taget, før alle har en forståelse for dem. Og de studerende går ikke til eksamen, men får udtalelser, der bl.a. evaluerer deres evne til at arrangere fester og revyer.
Men tag ikke fejl. Den Frie Lærerskole er ikke et levn fra 68, men er mere parat end nogensinde til at sætte standarden for, hvad god læreruddannelse er.
I udgangspunktet har Den Frie Lærerskole en helt unik status i uddannelsessystemet i Danmark. Som den eneste institution får den fuldt statstilskud på linje med de andre seminarier, men har helt frie tøjler. Der stilles ingen krav til hverken indholdet eller opbygningen af uddannelsen. Det sætter skolen i stand til ikke bare at undervise i sine kerneområder, de tre f’er: fællesskab, folkestyre og faglighed, men også at leve efter dem. Næsten alle de studerende bor på skolens område, og derfor holder fællesskabet ikke pause klokken 16 – præcis som det er på en efterskole eller en højskole. Demokratiet gennemsyrer organisationen, og der tages ingen vigtige beslutninger, der ikke har været oppe på stormødet. Det handler ikke bare om at få flertal for en beslutning, men om at give alle en forståelse for. hvorfor en beslutning er nødvendig, selv om de måske ikke er enige.
Gennem sine 60 år har skolen på en gang haft sin egen genkendelige identitet og hele tiden justeret den efter samfundsudviklingen. Grundlæggende er det de samme værdier, der har kendetegnet skolen gennem alle årene – ikke mindst det forhold i sig selv, at skolen altid har styret efter sine værdier og eksplicit uddannet de studerende til at arbejde på værdibaserede skoler.
Den Frie Lærerskole blev dannet i 1949 for at lave en læreruddannelse til de frie skoler – friskolerne, højskolerne og efterskolerne – der både i længde og kvalitet var på niveau med statsseminarierne. I de første mange år havde skolen en markant grundtvig-koldsk profil med tyk streg under det historiske. Helt fra starten af var der ingen eksaminer på skolen, fordi den bedrev livsoplysning af en karakter, der ikke sådan kunne sættes tal på. Omverdenen var skeptisk. Skyldtes det måske i virkeligheden, at skolen ikke ville have sin undervisning set efter i sømmene?
Det gjorde det ikke, og eksamen er der aldrig blevet noget af på Den Frie Lærerskole, men frem mod 1970’erne nærmede skolen sig fagligt de ordinære seminarier, så undervisningen til sidst var nærmest identisk. Men så slog ungdomsoprøret igennem. Inspireret af RUC var de studerende og lærerne optaget af problemorienteret undervisning, og en overgang overvejede man at dele skolen op i to linjer, en klassisk faglig linje og en, der var problemorienteret. Men fællesskabstanken vandt, og det problemorienterede blev i stedet integreret i læseplanen. Det var også dengang, de studerende brugte den første uge på at danne klasser. Historierne går om, hvordan det på bedste halvfjerdservis foregik ved, at de studerende gik rundt i gymnastiksalen og ligesom mærkede efter, hvor de hørte til, og fandt sammen i grupper, men Rune Holm, der blev ansat i 1976 og stadig er lærer på skolen, fastholder, at det faktisk var en udmærket og velorganiseret proces. De studerende kom i gang med at reflektere over deres pædagogiske ståsted og over, hvordan de gerne ville arbejde. Til gengæld blev alle klasser ikke lige velfungerende, og derfor forlod man systemet igen.
Op gennem 90’erne kæmpede Den Frie Lærerskole med at finde den rigtige balance mellem det frie valg af indholdet i undervisningen og den professionsrettede faglighed. Kampen er faldet ud til de to skoleforeninger, Friskoleforeningen og Efterskoleforeningens store tilfredshed. De giver udtryk for at Den Frie Lærerskole i meget høj grad lytter til skolernes behov og har fået en stor fleksibilitet.
Mens de ordinære seminarier i stigende grad styres fra Undervisningsministeriet, skiller Den Frie Lærerskole sig ud som helt sin egen. Man kan undre sig over, at politikerne, der ellers er meget glade for central kontrol, ikke har forsøgt at ændre på det forhold. Men det har sin forklaring, mener Thorstein Balle, der har været rektor på skolen siden 2002. Skolen spiller rollen som ’den sympatiske neger’, forklarer han med henvisning til de amerikanske film i 60’erne, hvor en sort mand ofte var castet til en helterolle for at dulme amerikanernes dårlige samvittighed over raceadskillelsen. På samme måde kan politikerne pege på Den Frie Lærerskole og vise, at der stadig findes liberal uddannelsespolitik i Grundtvigs fædreland.
Men uanset hvilke politiske bagtanker der ligger bag, forstår skolen at bruge friheden til sin fordel. Skoleforeningernes ledere beskriver den som meget moderne og måske langt mere i sync med tiden end de ordinære seminarier. Enhver virksomhed med respekt for sig selv forsøger i dag at finde en autencitet frem ved at navigere efter nogle grundværdier, og fællesskabet står til at få en renæssance, ikke bare i de frie skoler: I det oplæg, som skoleverdenens aktører fremlagde ved skolestarten i år, fremhæves det, hvor afgørende fællesskabet er for børns læring. Her kan de passende kigge mod Ollerup for at få inspiration til, hvordan man skaber sådan et, for det er noget, de har 60 års erfaring med nede på Den Frie Lærerskole.
Bragt i Frie Skoler, september 2009
Freelancejournalist Malene Bjerre 