”Jeg skal være 10 gange så pletfri som mine ugifte søstre”

Det er hårdt at være fraskilt kvinde i et muslimsk land. Belques skal hele tiden overbevise omverdenen om, at hun er dydig og anstændig. Men hun tror på en bedre fremtid – både for sig selv og sine medsøstre.

Af Malene Bjerre

Det, der er godt, rent og ægte i samfundet, kalder hun muslimsk. Det, der er dårligt, dobbeltmoralsk og undertrykkende, kalder hun traditionelt. Belques’ liv har været spændt ud imellem de to dele af kulturen i Yemen. Nu synes hun, at hun er landet på den rigtige side, og vil meget gerne fortælle mig sin historie. ”Nogle kvinder i Yemen er svage, men vi er også mange stærke kvinder, der prøver at forandre vores land. Det må de gerne få at vide i Europa,” siger hun. Belques arbejder i Udenrigsministeriet i Sanaa, Yemens hovedstad. Hun er 27 år gammel og fraskilt. Hun tager imod mig med knus og et uoverskueligt antal kindkys, da vi mødes hjemme hos hendes mor, hvor hun bor sammen med sine to søstre og sin søn på otte. Moren er også fraskilt. Hun lod sig skille fra sin mand for to et halvt år siden, da han kom hjem og fortalte, at han ville giftes med kone nummer to. Kvinder i Yemen må finde sig i meget, men der er grænser. Belques’ historie handler om, da hun fandt sin grænse – og om, hvilke omkostninger hun har betalt for det.

Tvunget til at gifte sig

”I min familie har vi stærke traditioner,” fortæller hun. ”Min far har altid sagt til mig: Sørg for at få dig en god mand, få familie og børn. Det er det vigtigste i en piges liv. Det er lige meget, om du gør nytte i samfundet. Og du skal ikke så meget som tænke på selv at finde din mand. Vi finder ham til dig.”

Da hun var 19, var det ved at blive et problem for familien, at hun ikke var gift endnu, og hendes far arrangerede hendes ægteskab. Et tilbud, hun ikke kunne sige nej til. Hun græd og bad, om hun ikke godt måtte få lov at komme på universitetet i stedet, men det hjalp ikke. Abdel var saudiaraber, 35 år, velhavende og faktisk rigtig sød – viste det sig, da hun havde affundet sig med tingenes tilstand efter nogle måneders ægteskab.

De havde en god tid sammen. Belques blev gravid, men så genoptog Abdel sine gamle vaner og begyndte at drikke. Han gik ud hver aften og kom fuld hjem langt ud på natten. ”Det er bare fuldstændig uacceptabelt at drikke i islam. Jeg vidste aldrig, hvad han lavede, eller hvornår han kom hjem,” fortæller hun. På det tidspunkt var Belques ellers blevet glad for sit liv. ”Jeg havde alting – et stort hus, med swimmingpool, tjenere, fire biler og min egen chauffør. Jeg elskede min mand og var gravid. Kan du forestille dig det, Malene?” Belques tager fat i min arm og ser på mig. Hun har sans for drama, lukker øjnene eller strækker appellerende hænderne op mod himlen, når hun vil understrege sin pointer.

For at redde ægteskabet kastede hun sig ud i et opdragelsesprojekt. Forklarede ham, at det ikke nyttede at være muslim og bede til Allah, hvis han drak, for så ville Allah ikke tage imod hans bønner. Bland dig udenom, svarede Abdel, og fortsatte. Når hun beklagede sig, slog han hende, og hun var næsten altid alene.

Flygtede hjem til Yemen

Det var hun også, da veerne kom. Hun tog alene på hospitalet, fødte alene, og bagefter var der ingen til at sige den rituelle velsignelse ind i øret på den nyfødte dreng. ”Han svigtede både mig og sin søn. Jeg blev klar over, at jeg overhovedet ikke kunne regne med ham,” fastslår Belques. Alligevel tog hun hjem sammen med ham fra hospitalet. Drukturene og tævene fortsatte, og efter et par måneder havde hun fået nok. Med hjælp fra den yemenitiske ambassade flygtede hun sammen med sit spædbarn hjem til familien i Yemen – til en brødebetynget far. ”Jeg har aldrig fortalt ham om alle de bank, jeg fik, for så ville han have slået Abdel ihjel. Han ville have hentet sit gevær og skudt ham.” Hun lukker øjnene og kaster hovedet bagover. ”Men han havde frygtelig dårlig samvittighed over at have tvunget mig til at gifte mig med en dårlig muslim, der drak. Selv om han jo bare ønskede, at jeg skulle være lykkelig.”

Så Belques fik lov at flytte hjem igen. Moren passede sønnen, Badr, mens Belques fik lov at læse statskundskab på universitet om formiddagen. Om eftermiddagen arbejdede hun som lærer. Forældrene støttede hende, men resten af familien – onkler og fætre – så med knap så milde øjne på den bortløbne hustru. Sladderen gik: Havde hun i virkeligheden ikke forladt sin mand på grund af en anden? ”Du kan ikke forestille dig, hvordan det er,” siger hun. ”Som fraskilt kvinde skal jeg være ti gange så pletfri som mine ugifte søstre. Hvis en af dem nu var sammen med en mand i al hemmelighed, ville det jo blive opdaget ved brylluppet, når de ikke kunne fremvise det blodige lagen. Men jeg er ikke jomfru, og derfor tiltror folk mig hvad som helst. I starten blev jeg overvåget konstant. Der var så meget sladder om mig” – hænderne ryger op mod himlen – ”at jeg var ved at blive sindssyg. De første år kunne jeg ikke farve mit hår eller gå med læbestift, og jeg skulle gøre alting fuldstændig efter koranen. Men da folk så, at jeg tjente penge til familien og aldrig gjorde noget galt, accepterede de mig.”

Det gjorde onklerne også, da Belques som den første i familien blev færdig med sine universitetsstudier med de bedste karakterer i klassen. Så meget, at flere af hendes kusiner også har fået lov til at gå på universitetet. ”Deres fædre har ellers altid tænkt helt traditionelt. Deres døtre skulle bare giftes. Jeg synes, det er dejligt, at jeg er blevet en rollemodel for dem.”

’Han gør de mest vidunderlige ting ved mig’

I flere år var Belques konstant bange for, at Abdel skulle komme og hente Badr. Først nu er skilsmissen kommet endeligt på plads. Hun har givet afkald på at få sin medgift tilbage, mod at Abdel har givet afkald på Badr.

”I de første mange år græd jeg indvendigt. Jeg glemte simpelthen at smile, fordi jeg havde så travlt med at arbejde og studere og med at vise, hvor anstændig jeg var. Nu slapper jeg af,” siger Belques. Hun er lykkelig for sit arbejde i Udenrigsministeriet, fordi hun synes, hun kan gøre en forskel. Hun tror på en lysere fremtid – både for hende selv og for andre kvinder i Yemen.

Vi er kørt ind til den gamle bydel for at fortsætte samtalen, der bliver mærkbart mere intim nu, hvor vi er alene. Vi sidder og kigger ud over lysene, der tændes i de gamle huse, da jeg spørger, om Belques vil giftes igen.

Det vil hun rigtig, rigtig gerne. Men den her gang skal det være med en ordentlig muslim, ellers vil hun hellere være fri. ”Jeg er jo glad for mit liv, som det er nu. Jeg savner bare kærligheden. Det skal være en veluddannet mand, så han forstår mig. Jeg har rejst både i Amerika og Europa, jeg har et barn, jeg vil arbejde – alle de ting skal han kunne acceptere,” siger Belques. Hun sænker stemmen og rykker nærmere. ”Og så er det vigtigt for mig at få et godt sexliv. Nogle af mine veninder fortæller mig – ja, undskyld, jeg er så direkte – at deres mand kommer hjem og siger: Spred benene, og så gør han sig færdig. Han er ligeglad med hende. Men sådan skal det ikke være. Min kusine blev gift som 14-årig, og jeg kunne se, at hun var lykkelig. Så trak jeg hende til side og spurgte: Hvorfor er du så lykkelig? Hun sagde: Han gør bare de mest vidunderlige ting ved mig. Ved du hvad, Malene, det var simpelthen så dejligt at høre det. Jeg er sikker på, at jeg også nok skal finde en mand.”

Langsomme forandringer

Belques tror på, at Yemen er ved at forandre sig. Det går langsomt, og indtil videre mærker man det kun i byerne. ”Kvinder har større frihed, end de har haft, og de har det meget bedre end i Saudi-Arabien. Vi tager lige så stille imod forandringerne,” siger hun. Allermest mærkes det hos dem, der får lov at tage en uddannelse. Lige så stille får de det kringlet, så de får større indflydelse på deres kærlighedsliv. ”På universitetet er der mange, der bliver forelskede i hinanden i al hemmelighed. Så aftaler de, at han skal bede sin far om at arrangere ægteskabet sammen med hendes far – uden at der er nogen, der ved, at de har mødtes. Så tror fædrene stadig, at det er dem der bestemmer.”

Det er blevet helt mørkt udenfor. Minareten ved siden af huset kalder larmende til bøn, og Belques lægger sig ned på tæppet og dyrker sin religion, mens jeg forlegent ordner nogle papirer i den anden ende af rummet. Hendes mor ringer på mobilen og siger, at hun skal komme hjem nu. Hun tager i al hast sin sorte dragt og sløret på, og sammen går vi ned på gaden og tager en formel afsked. Vi kan selvfølgelig ikke give hinanden et knus. Det ville ikke være anstændigt.

Faktaboks

Der er ingen officielle skilsmissestatistikker i Yemen, men et kvalificeret bud er, at 30 % af alle ægteskaber ender i skilsmisse. Både mænd og kvinder kan forlange skilsmisse. Manden kan nøjes med tre gange i træk at sige, at han vil skilles. Kvinden skal gå ad rettens vej og kan opnå skilsmisse under bestemte forudsætninger, fx hvis manden ikke støtter hende økonomisk, hvis han drikker, er impotent eller har giftet sig med en anden uden hendes tilladelse. Som regel får hun lov til at beholde børnene, indtil drengebørnene er ni og pigebørnene 12. Hvis manden ikke indvilger i skilsmissen, skal hun levere sin medgift tilbage – noget, der forhindrer mange kvinder i at blive skilt, fordi de måske allerede har brugt den på møbler eller på at betale af på mandens gæld.

(Kilder: Marta Colburn: Gender and development in Yemen og oplysninger fra Shima, et netværk, der bekæmper vold mod kvinder)

Bragt i Alt for Damerne, nr. 34, 2007

Dette indlæg blev udgivet i Alt for Damerne, Yemen og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s