På besøg i Danmarks kulørte fortid

Af Malene Bjerre

Ankomsten er dramatisk. Flyet lægger an til landing midt ude i vandet og er kun få meter fra at røre ved det Caribiske Hav, da landingsbanen dukker op ud af det blå og vi sikkert rammer St. Thomas. Velkommen til US Virgin Islands, de gamle Dansk Vestindiske Øer.
Dansk Vestindien er et oplagt sted at rejse på ferie, når sneen lægger sig over Vinterdanmark. Gennemsnitstemperaturen er 27 grader – året rundt. Øerne bugner af minder om Danmarks fortid som slavenation og er fyldt med fortællinger om pirater, slaveoprør og masser af rom. I havet er der koraller og regnbuefarvede fisk og sænkede skibe, der kalder på at blive udforsket.

På udkig efter pirater og bortløbne slaver
St. Thomas, St. John og St. Croix hedder de tre ret små øer. På St. Thomas ligger hovedstaden Charlotte Amalie, og det er her de fleste fly lander. Charlotte Amalie er præget af de mange krydstogtskibe, der lægger til kaj kl. 9 om morgenen. Så myldrer turisterne hen i Main Street for at købe smykker, spiritus og parfume, der sælges i en af de utallige toldfrie forretninger. Klokken 17 sejler skibene igen, og så bliver der stille i byen. Skynd dig at købe det, du har brug for, og tag så en rundtur til de historiske seværdigheder, der gør De Vestindiske Øer til en eksotisk blanding af Caribien og dansk provinsby. Start med den røde fæstning Fort Christian, der er den allerældste bygning fra danskertiden. Herfra kunne guvernørens mænd holde øje med både pirater og maroons, slaver der var stukket af. Den er under ombygning så de første par år må du nøjes med at se den udefra. Også Frederikskirken og familien Haagensens hus er et besøg værd. For enden af de såkaldte 99 trin (der er 103) ligger Blackbeard’s Castle, et vagttårn fra 1679. Derfra er der en vidunderlig udsigt over hele Charlotte Amalie. Det er let at leve sig ind i danskernes liv på de fjerne, eksotiske øer. Det har krævet stort mod og eventyrlyst at rejse ud til et liv som planter og slaveejer. Desværre i mange tilfælde kombineret med et hårdt hjerte – selvom vi som danskere gerne vil forestille os noget andet!

Trekking gennem fredet regnskov
På St. John bor de rige – altså de rigtig rige. En af Rockefellerne byggede i 50’erne luksushotellet Caneel Bay og opkøbte en stor del af øen for ikke at få irriterende naboer. Senere forærede han jorden til staten på betingelse af, at den blev fredet. Størstedelen af øen er i dag nationalpark, og du kan tage på trekkingtur gennem tropisk skov og forbi gamle ruiner fra kolonitiden. Besøg resterne af sukkerplantagen Annaberg, der giver et godt billede af, hvordan slaverne fremstillede sukker. Sukkerrørene blev presset til saft i en mølle og udkrystalliseret til brunt sukker, der blev sendt i tønder hjem til København. Restproduktet brugte man til rom. St. John har også nogle verdensberømte strande, bl.a. Trunk Bay.

1800-tallets København
Men allerdejligst er St. Croix. Mens St. Thomas har 300 juvelerbutikker, har St. Croix lige så mange kirker, og det fortæller lidt om forskellen på de to øer. Hovedbyen Christiansted er lille og dybt charmerende – og meget dansk. Fortet, toldboden, den danske kirke og guvernementshuset, hvor Peter von Scholten inviterede de sorte til bal, gør omgående opmærksom på sig selv. Det føles som at gå rundt i 1800-tallets København under de gulmalede murstensarkader. Men sørg også for at liste dig ind i de små gårdhaver. Mange steder gemmer der sig skønne cafeer og restauranter. Og så laver de noget af verdens bedste rom på St. Croix. Cruzan Single Barrel. Drik den som en cognac og gå på ”cruzan time”. Så går alting meget langsomt!
Ca. tre kvarters kørsel fra Christiansted ligger familien Lawaetz’ hus, der i dag er museum. Carl Lawaetz rejste til Vestindien i slutningen af 1800-tallet og boede på St. Croix sammen med sin kone og syv børn. Det er kun få år siden, den sidste af sønnerne døde. Parken er en hel botanisk have med baobabtræer, mahogni, avocado, kokospalmer og blomstrende amaryllis, hibiscus og bougainvilleaer. Familiens møbler, bøger og fotos fylder stadig det enkle hus og giver en god fornemmelse af et dansk liv i troperne.

Blandt skildpadder og skibsvrag
Men Vestindien er ikke kun et gammelt dansk frilandsmuseum. Øerne er i høj grad en pulserende del af Caribien med karneval, dunkende reggaerytmer og mænd med smukke rastafrisurer. Og så indbyder Vestindien til en fysisk aktiv ferie. Du kan dykke, snorkle, sejle i kajak og køre på jeepsafari til nogle steder på øen, som er så ufremkommelige, at man tror det er umuligt at køre der.
Især dykningen har unikke betingelser. Der ligger adskillige skibsvrag ud for St. Croix, og der er flere nationalparker under vandet. Men toppen er ”The Wall”, en lodret væg, hvor man kan dale ned langs korallerne omgivet af mangefarvede fisk, skaldyr, skildpadder og endda støde på et gammelt dansk anker.

Boks: Den danske fortid
Øerne var danske helt indtil 1917, hvor de blev solgt til USA. I dag vajer Dannebrog over mange af de gamle danske bygninger, og danske turister bliver mødt med stor varme. Mærkeligt nok, for selvom vi gerne ville tro, at det forholdt sig anderledes, var den danske kolonimagt ikke ligefrem blødsøden over for sine undersåtter. Danskernes slaver blev behandlet præcis lige så elendigt som alle de andres, og der er grusomme fortællinger om slaveoprør og sadistiske straffe. Men det har deres efterkommere tilgivet os. Gaderne har navne som Vimmelskaftet og Dronningensgade, et af de lokale dagblade hedder St. Croix Avis, og arkitekturen er umiskendeligt dansk. Selv murstenene kommer fra Danmark.

Boks: Hoteller og restauranter
Nogle af de mere charmerende hoteller i Charlotte Amalie på St. Thomas er Hotel 1829, et historisk hotel med en helt særlig atmosfære, og hotellet oppe ved Blackbeard’s Castle, der har pool og værelser med en overvældende udsigt.
I Christiansted på St. Croix kan du for eksempel vælge Hotel Caravelle, der har det venligst tænkelige personale og ligger helt ud til strandpromenaden, eller det nyistandsatte Club Comanche Hotel, der føles, som om man er vandret lige ind i kolonitiden med lyse lette gardiner og stilrene mahognimøbler.
Især i Christiansted er der charmerende restauranter. Nyd en stemningsfuld middag i gårdhaven på Kendrick’s, der holder til i et velrestaureret dansk palæ, eller gå op ad de stejle trapper til Bacchus med det store vinkort. På Lalita i Kongensgade over for Guvernementshuset kan du få rawfood og økologiske øl og smoothier. Lalita ligger sammen med Kalima Health Center, der tilbyder massage, meditation og homøopatisk medicin. Du kan også komme lige ind fra gaden og få yogaundervisning for 10 dollars hver dag sidst på eftermiddagen.

Boks: Praktisk
Køb rejsen hos nogle af de bureauer, der arrangerer rejser hertil, eller bestil selv fly via en søgemaskine som Momondo (www.momondo.dk). Der kræves ikke visum, men du skal udfylde en Establanket (læs mere på Udenrigsministeriets hjemmeside). Mellem øerne kan du tage en vandflyver, og transporten rundt på øerne klares med dollartaxaer, hvor man betaler et par dollars for at køre med på en rute. Det er heller ikke dyrt selv at hyre en taxa. I øvrigt er priserne i Vestindien omtrent som de danske.

Guddommelige Goa

Figurer af Buddha og Krishna står i taxaens forrude og passer på dig, mens chaufføren suser af sted på de smalle veje. I Goa ved de godt, at de har meget at takke guderne for, og det mærker man overalt. Tag en tur til den mest farverige og afslappede del af Indien.

Af Malene Bjerre

Køerne går, hvor de vil, og tager sig gerne en lur i solen. De hostende rickshaw’er må pænt vente eller køre udenom. Sariklædte kvinder balancerer yndefuldt med tunge byrder på hovedet, og midt i det hele går turister i bikini og gråskæggede yogier rundt. I de små meditations- og yogacentre, der er overalt, slår folk knuder på sig selv, og om lørdagen danser technofolket rundt med høretelefoner på til de såkaldt Silent Noise-parties.

Goa har det hele. Det ligger i det sydvestlige Indien, og når vinteren lægger sin kolde, klamme hånd over Europa, er her sommer og varme. De 125 kilometers kystlinje vender ud mod det Arabiske Hav  og byder på den ene vidunderlige strand efter den anden. Goa er den rigeste delstat i Indien, og det mærker man tydeligt. Husene er mere velholdte, der er langt færre tiggere, og måske er det også den relative velstand, der gør stemningen så usædvanlig afslappet.

I 1510 indtog portugiserne Goa, og de store, smukke katedraler i Old Goa vidner om en tid, hvor byen var den største portugisiske by i verden med 2-300.000 indbyggere. I dag lever hinduer, muslimer og kristne fredeligt side om side i en atmosfære af tolerance, der også omfatter de mere løsslupne turister.

Du kan købe en færdigpakket rejse hertil, men det er meget billigere og også sjovere at arrangere turen selv. Der er ingen ben i det: Køb en returbillet og et visum på den indiske ambassade i København. Pak kufferten med bikini og lidt sommertøj, og sørg for at have god plads til det, du vil købe med hjem. Stik Visakortet i baglommen – og smut af sted.

Meditation og yoga: Ro i sindet
I 1967 flygtede Beatles fra al hurlumhejet omkring dem og tog til Indien for at finde ro i sjælen i en ashram hos guruen Maharishi. Siden har vesterlændinge, der længes efter et åndeligt ståsted i et stresset liv, valfartet hertil. Både buddhismen og hinduismen er grundlagt i Indien, og interessen for det indre liv gennemsyrer det indiske samfund. En ferie i Goa kan få dig helt ned i gear.

På alle strandene blomstrer yogaskoler og meditationscentre i baghaverne. Mange steder kan du bare droppe forbi og deltage i en enkelt time, andre steder har de længere forløb, hvor du binder dig til flere uger.

Og snyd ikke dig selv for en gang zoneterapi eller ayurvedisk massage. Ayurveda er et 5000 år gammelt indiske sundhedssystem, der gennem forebyggelse og behandling retter sig mod et langt og lykkeligt liv. Ayurvedisk massage arbejder med at fjerne affaldsstofferne fra kroppen ved at bruge varm massageolie og bestemte rytmiske bevægelser. Praktisk taget hver eneste lille guest house i Goa tilbyder ayurvedisk massage, og massørerne ved, hvad de har med at gøre. Mange af dem er uddannet på Ayurveda College i den sydindiske by Kerala, og de kan deres kram. Man bliver nevet, trykket, rullet, knipset og puffet på så mange måder, at man fuldstændig mister overblikket og bare må give sig hen.

Gang i den: Dykning, paragliding og technomusik
Du kan vælge en helt åndelig og indadvendt ferie i Goa, men du kan også få lige så meget fest og farver, som du har lyst til. På strandene tilbydes der alle former for aktiviteter. Du kan tage på delfintur i morgentimerne, dykke i skibsvrag sammen med PADI-certificerede instruktører (f.eks. med www.goadive.com) og svæve hen over stranden i en paraglider. Inde i landet kan du sejle på floderne. John’s Boat Tours (www.johnboattrips.com) arrangerer jungleture, hvor du kan støde på storke, fiskehejrer, ibis og en sværm af farvestrålende småfugle. Hvis du er heldig, møder du også en krokodille eller to.

Om aftenen er der fest. Men lovgiverne besluttede for nogle år siden at forbyde høj musik efter kl. 10. Hvad gør man så? Opfinder ”silent noise”-festerne, hvor de festglade får høretelefoner på og danser igennem, mens andre kan snakke roligt sammen i baren, og de trætte kan få deres skønhedssøvn. Genialt koncept!

Shopping: Tilbage til 60′erne
Coverbandet spiller Santanas ”Oy como va”, og oppe foran ryster tre midaldrende mænd deres lange grå hestehaler i takt til musikken. Det er tidlig eftermiddag, men festen er i fuld gang, og røgen stammer ikke kun fra cigaretter.

I 1960’erne fik hippierne øje på Goas paradisiske strande, og nogle af dem blev hængende. På Anjuna Flea Market oppe nordpå har mange af dem boder, og resten hygger sig med vennerne og bruger den gode anledning til at holde en lille fest. Markedet er kæmpestort, og det er bestemt værd at tage en dagsudflugt dertil, også selvom det bare er for at nyde synet af de farvestrålende boder. Tunge sølvsmykker, guldbroderede sarier, notesbøger i læder med håndlavet papir og buddhistiske og hinduistiske figurer i messing er bare nogle af de ting, man kan købe. De mange vestlige sælgere byder også på deres eget spændende design af tøj og smykker. Og det er ikke dyrt.

Anjuna Flea Market er åbent hver onsdag. Andre markeder er det tibetanske market i Calangute, der har åbent alle andre dage end onsdag, og de to nattemarkeder, Mackie’s Saturday Night Market og Ingo’s Saturday Night Market, der slår dørene op lørdag aften.

Dyr og planter: Et spark til sanserne
Delfinerne slår smut i bølgerne, og det gør de så tæt på land, at du kan sidde uden for din strandhytte og se på dem. I træerne omme bagved holder en abefamilie til, og højt oppe på himlen svæver ørnene lydløst rundt. Inde i landet kan du både støde på elefanter og krokodiller. Og floraen har også fanget det der med at skrue op for virkemidlerne. Rismarkerne er knaldgrønne, bougainvilleaerne er røde, hvide og lilla, og hibiscus og snerler råber godt med i koret. Og for ligesom ikke at stå tilbage for naturen maler goanerne deres huse i voldsomme pangfarver: postkasserød, cyklamenfarvet og skriggul.

Alle sanserne får et spark i Goa. Som du tydeligt kan lugte på markerne, giver det tropiske klima gode vækstbetingelser for  alverdens krydderier. På krydderiplantagerne (f.eks. Sahakari Spice Farm lidt inde i landet, www.sahakarifarms.com) vokser de alle sammen: peber, muskat, gurkemeje og vanilje. På en guidet rundtur lærer du, hvorfor du altid skal købe nelliker brune og ikke sorte, og ser den bark, som kanelen stammer fra. Og du bliver tilbudt at smage på en lille minichili, der angiveligt er 2800 gange stærkere end almindelig chili. Husk badetøjet, for hvis du har lyst, kan du få et brusebad på ryggen af en elefant.

Overnatning: Bambushytte eller egen tagterrasse
Fra den simpleste bambushytte til overdådige luksushoteller – overnatningsmulighederne i Goa kommer i alle udgaver. Hvert år hærger monsunen fra slutningen af foråret, og de billige strandhytter bliver pillet ned. I november sættes de op igen, og så går sæsonen i gang. Derfor er det også svært at anbefale steder, for mange af dem skifter både navn og ejer fra år til år. Men her er et par stykker omkring Palolem Beach i det sydlige Goa.

Dwarka (www.dwarkagoa.com) er simple living i paradisversionen. De ti hytter er enkle, men store og gode og vender ud mod en ferskvandslagune, som er ideel for mindre børn. Der er helpension på Dwarka – en nødvendighed, da stedet ligger helt isoleret. Her kan du faktisk ikke lave andet end at solbade og sidde med en drink i hånden og spejde ud over havet efter delfinerne. Og så er der det svære valg, der må tages mange gange dagligt – skal man nu kaste sig ud i bølgerne i Det Arabiske Hav eller tage en dukkert i lagunen i stedet?

Når du har fået stilhed nok efter et par dage, kan du tage videre til den livlige Palolem Beach. Stranden er fyldt med strandhytter, restauranter og små steder, der tilbyder massage og yogaundervisning. Så snart du er uden for højsæsonen, kan du frit vælge mellem et hav af billige steder. Gå en tur langs stranden og vælg det, der ser bedst ud – eller gå direkte til det skønne Ciaran’s (www.ciarans.com). De store, solide træhytter ligger omkring en dejlig have, og de bedste af dem er i to etager og er udstyret med privat tagterrasse. Restauranten har også tagterrasse og serverer forrygende frisk fisk og skaldyr.

Et alternativ er det smukke og fredelige Bhakti Kutir, der ligger 200 meter fra Palolem-stranden. De enkle men charmerende 22 hytter er bygget i bæredygtige materialer som bambus, kokosblade og mudder, og stedet tilbyder sund mad, massage og yogaundervisning.

Oppe i det nordlige Goa, ikke så langt fra de store markeder, ligger Mandrem Beach. Lige ved en flodmunding ligger det charmerende Villa Rivercat, hvor kunstnere får 10 % discount og opfordres til at bidrage til hotellets kunstsamling. En god undskyldning for at medbringe dine tegnegrejer.

Mumbai: Mercedes og trækærrer
Hvis du har god tid og mod på en bid mere af Indien, kan du købe billet til Mumbai 600 kilometer nord for Goa. Mumbai er en pulserende millionby på godt og ondt – gadebørnene sover klods op ad de imponerende victorianske bygningsværker fra kolonitiden, dyre Mercedes’er glider ud og ind mellem trækærrer og køer, der uanfægtet holder en tænkepause midt på gaden. Find et hotel i den mest turistede bydel, Colaba – f.eks. Bentley’s Hotel (www.bentleys.com) med en fin beliggenhed og rimelige værelser fra 200 kroner pr. nat – og oplev det ægte, kontrastfyldte Indien i et par dage. Gå i biografen og se en rigtig Bollywoodfilm. De store følelser leves ikke kun ud på lærredet; folk skråler med på nationalsangen, der afspilles i begyndelsen som til en fodboldkamp, og pifter og kommer med begejstrede tilråb til skuespillerne.

Tag også en tur ud til tempeløen Elephanta Island. Bådene sejler fra den smukke triumfbue Gateway of India, og det er en oplevelse at se Mumbai lidt på afstand. Men pas på de hæmningsløst frække aber, der napper din sodavand, hvis du ikke passer på.

Hvis du vil sidde udendørs, skal du kigge opad. Almindelige fortovscafeer er der ikke mange af, men oppe på tagene lever Mumbai sit helt eget liv. Prøv f.eks. den toptjekkede restaurant og natklub Koyla (www.koylaethniccuisine.com). Her nipper Mumbais muslimske jetset til deres alkoholfrie drinks og ryger vandpibe i den hede nat, mens loungemusikken pumper ud af højttalerne.

Priser: Meget billigere bliver det ikke
Indien er et virkelig billigt rejseland. Uden for højsæsonen (der går fra midt i december til starten af januar) kan du være heldig at finde en returbillet til Goa for omkring 5000 kroner. Brug f.eks. søgemaskinen www.momondo.dk. Den finder de billigste billetter på tværs af flyselskaberne. Husk at købe visum (www.indian-embassy.dk).

Når du ankommer til Goa, enten til lufthavnen Dabolim eller til Margao, Mumbaitogets endestation, tager du bare en taxa. Du kan eventuelt bestille den gennem dit hotel. Det bør ikke koste mere end højst 200 kroner, uanset hvor langt du skal.

Overnatning fås i alle prislejer. En simpel bambushytte på stranden koster en flad 50’er, et mere luksuriøst sted som Ciarans på Palolem Beach koster omkring 250 kroner, det idylliske Dwarka tager godt 700 kroner inklusiv helpension, og luksusresorter som Intercontinental ryger op på omkring 1500 kroner. Alt sammen for et dobbeltværelse.

Maden er god og billig. Morgenmaden koster 10-15 kroner, en middag med tre retter kan fås ned til 50 kroner, en stor Kingfisherøl koster omkring 15. Vin er lidt dyrere, ca. 100 kroner for en flaske.

Glem alt om busser og tag en taxa, når du skal rundt. Du kan få en bil med chauffør en helt dag for et par hundrede kroner.

Massage koster mellem 50 og 100 kroner for en time i lykkeland.

Alt i alt kan en familie med to voksne og to børn snildt holde to ugers luksusferie for 25.000 alt inklusive.

Mellem jul og nytår ryger priserne lodret i vejret, og det er klogt at bestille strandhytten hjemmefra.

At rejse er at lære

Mens højskoler i Danmark drejer nøglen om, popper de op i udlandet. Unge rejser til Afrika, Asien og Caribien for at få fællesskab, faglig undervisning og personlig udvikling. Men skolerne udfordrer forestillingen om, hvad rigtige højskoler er – for folkehøjskoler skal nemlig holde til i Danmark.

Billede: Busha Green fra Ridge to Reef forklarer højskolens elever, hvordan man holder insekterne væk fra tomaterne uden at bruge kunstige insektmidler.

Foto: Thomas M. Mogensen.

På træk mod varmen

Old Winther Palace

Tag på vinterferie i Egypten. Luxor har det hele: varme, når vi fryser herhjemme, oldtidsminder, der giver baghjul til de europæiske, og en unik frodighed. Og så er der ikke ret langt derned.

Af Malene Bjerre

Gør som viberne, svalerne og storkene. Flyv til Egypten, når vinteren i Danmark bare bliver ved og ved og du mærker kroppen insistere på noget sol og varme. Bare fem timers flyvetur mod syd, og så kommer du til Luxor. Her er der forårsvarmt – eller ligefrem sommerhedt – hele vinteren igennem. I januar, den koldeste måned, er der i gennemsnit 25 grader varmt om dagen, men du kan også sagtens være heldig, at der er 35. Og så falder der aldrig så meget som en dråbe regn i byen.

Når byen alligevel er grøn og frodig, skyldes det selvfølgelig Nilen, den bibelske flod, hvor faraos datter fandt Moses i en sivkurv. Luxor bugner af helt unikke seværdigheder fra oldtiden: templer og storslåede gravkamre, hvoraf nogle ligefrem byder på en sarkofag komplet med mumie. Men derudover er Luxor også et helt vidunderligt sted at slikke sol, daske rundt i gaderne, sejle i felukka og ose i basaren.

Egypten var under britisk herredømme fra 1801-1922, og det er tydeligt at se på kolonistilen i arkitekturen. Der er rene perler som Winter Palace, et victoriansk palæ fra 1886, og et hotel som Iberotel har den mest vidunderlige have, der minder om en engelsk slotspark og vender ud mod Nilen. Langs floden ligger en bred promenade, hvor du kan spadsere sammen med egypterne i palmernes skygge. Og så skal du bare lige nogle enkelte gader væk, før du oplever det klassiske Mellemøsten – med grusveje, arbejdsæsler, møgbeskidte unger og små erhvervsdrivende, der reparerer hullede gryder eller skor en hest. Øst møder vest og gør Luxor til en helt særlig oplevelse.

Hoteller

Old Winter Palace er toppen af poppen. Det er et vidunderligt hotel i kolonistil og ligger centralt i Luxor. Foran ligger Nilen, og bagved en kæmpestor tropisk have med pool, barer og restauranter, hvor fuglene lever det rene paradisliv i de mange forskellige træer. Det eneste minus ved det gamle Winter Palace er, at prisen er noget pebret. Den lidt nyere tilbygning Pavillion Winter Palace er en del billigere, stadig luksuriøs og dejlig, og gæsterne har adgang til alle det gamle hotels faciliteter.

Et økonomisk alternativ er St. Joseph, der er ældre og slidt, men til gengæld har en skøn tagterrasse på 7. etage med en fantastisk udsigt ud over Nilen. Der er swimmingpool og bar, og baren må du gerne bruge selvom du ikke bor på hotellet. Det er et herligt sted at drikke en kold øl, mens de små sejlbåde, felukkaerne, driver forbi på floden.

Shopping

Basaren er lækkert istandsat og fyldt med gode turistkøb som lædertasker, tørklæder, kjortler, tæpper og sølvsmykker. ”Look here, I have something very special for you, lady,” råber sælgerne overtalende, så man bliver helt træt på forhånd. Men træk vejret dybt, og udvælg så en forretning og kast dig ud i kampen. Du får lidt mere ro, når du først går indenfor. Et godt sted at starte er butikken Aladdins Hule, lige ved indgangen, der har ry for at være til at stole på (men derfor skal du ikke glemme at prutte). Tæt ved indgangen til basaren, lige ved siden af McDonald’s, ligger smykkebutikken Radwan, hvor du også kan regne med, at 18 karat er 18 karat.

Restauranter og cafeer

Der er vist ingen, der vil påstå, at man får store gastronomiske oplevelser i Luxor. De fleste steder er menuerne tilpasset en bred turistsmag og byder på kylling, oksekød, pasta og pizza. Til gengæld er maden billig, og mange af restauranterne har en helt vidunderlig udsigt over Nilen eller den gamle by. Prøv f.eks. Jamboree i basaren eller den kinesiske restaurant i haven bag ved Iberotel. I den sydlige ende af byen ligger der en masse såkaldt engelske restauranter, der også er rimelige, bl.a. Snobs og Lantern. Og bagefter kan du skylle ned med en ægte Guinness hos Murphy’s i parallelgaden. Hvis du har lyst til at prøve noget mere autentiske egyptisk, så tag færgen over på Vestbredden og spis på Africa. De serverer rørende billig lokal mad i en dejlig gårdhave.

Der er masser af cafeer ned til Nilen, nogle af dem med vandpiber. Men hvis du er mere til  victoriansk engelsk charme, så gå på Royal Bar på Winter Palace. Stolene er bløde og dybe, panelerne mørke, og drinksene perfekte.

Wellness/skønhed

Mange mellemøstlige lande har tradition for dampbade med fuld massage, men ikke Egypten. Kun på de store hoteller kan du blive æltet igennem, hvis det er det, du trænger til oven på en lang stroppetur i Kongernes Dal – og det er til gengæld fuldstændig afstressende.

På Cornichen i en lille salon, der vender ud mod Nilen lige over for Old Winter Palace, kan du for en slik blive shinet op sammen med de egyptiske brude. Medmindre du er meget modig, skal du måske holde dig fra klip og farvning og nøjes med at få ordnet bryn og negle. I Egypten fjerner man hår med en tråd, en teknik, der er kendt over hele Mellemøsten. Og de går til den, hvis de får lov: I lyntempo lader de den snoede tråd suse hen over alt det hår, du ikke anede du havde: på fingre og tæer, på kinderne og øreflipperne, så du bagefter er blød som en barnenumse.

Det sjove

En oplevelse helt i særklasse er en tur med luftballon over de store gravområder på Vestbredden. I 45 minutter sejler man lydløst hen over templer og udgravninger og helt almindelige huse, hvor man kan få et indblik i det liv, der leves oppe på tagene. Her er hele spisestuer og dagligstuer, bedetæpper og katte og høns, der har deres egen afdeling af penthouselejligheden. De mange andre balloner i strålende farver, der svæver ovenover og nedenunder, giver fornemmelsen af at være med i Sony Bravias reklame med de mange hoppende bolde.

Mens man nemt kommer til at betale 3000 kroner for en tur i luftballon i Danmark, koster den mellem 600 og 750 kroner i Luxor. Du kan købe turen gennem dit rejseselskab.

Priser

Luxor er et billigt og nemt alternativ til vinterdestinationer som Thailand og Caribien. Tidsforskellen er kun en time, så du får ikke jetlag, og du kan få en charterrejse med uspecificeret hotel for helt ned til 4.000 kroner. Hvis du vil bo på et af de lækre fire-femstjernede hoteller, kommer du af med 5-7.000 kroner.

Det er meget billigt at være i Egypten. Hvis du spiser lokalt, koster et måltid mad med drikkevarer ikke mere end 20-30 kroner. På de dyrere hotelrestauranter kan du få en hovedret for 50-100 kroner. Også transport og basarindkøb er rørende billige. Men husk at prutte om prisen!

Hjemmesider

Du kan svømme væk over Old Winter Place og de andre dejlige hoteller på www.atlantisrejser.dk.  Dan dig også et overblik over restauranter og seværdigheder, og få praktiske oplysninger på www.luxortraveltips.com.

Fra sørøversprøjt til drink for livsnydere

Rommen er blevet stueren. På få år har den caribiske spiritus fået en position som prestigedrink, der også fås i stjernedyre de luxe-udgaver.

Af Malene Bjerre

Der sælges mere rom end nogen sinde i Danmark, men rommen er sært identitetsløs. Whisky er fremstillet af korn, snaps er lavet på kartofler, og gin smager af enebær, men hvad er rom? Andet end noget, man hælder i cola?

Det finder man hurtigt ud af, hvis man rejser til Caribien. Rom er skabt i Caribien, og dens historie er stærk og romantisk, præcis som rommen selv. De medvirkende er blandt andet opdagelsesrejsende, slaver, pirater og oprørere. I dag bliver der både drukket rom i de fine herreværelser i Europa og i de slidte baggårde i Havana.

Det var Christoffer Columbus, der bragte sukkerrøret til Cuba fra De Kanariske Øer i 1493. Klimaet passede fremragende til at dyrke sukker, og Brasilien og de caribiske øer blev snart omdannet til rene sukkerplantager. Der var gode penge i at producere sukker her og sende det hjem til kolonimagterne England, Frankrig, Spanien og Portugal.

”Stærk, brændende og forfærdelig spiritus”

Rommen var i første omgang et biprodukt af sukkerfremstillingen. Sukkerbaronerne fandt ud af, at de kunne lave alkohol ud af den tyktflydende sirupsagtige melasse, der blev tilbage efter at sukkeret var udvundet. Det var en billig måde at fremstille alkohol på, men den smagte også derefter. En kilde fra 1600-tallet beskriver rom som ”en stærk, brændende og forfærdelig spiritus.” En primitiv spiritus, som kun var for slaver, sømænd og pirater. Plantageejerne drak brandy eller madeira.

Piraterne holdt til omkring de caribiske øer, hvor de store langsomme fragtskibe, fyldt med guld, sølv og ædelsten fra Sydamerika, måtte passere på vej hjem til Spanien. Derfor var det rom, der forsødede sømændenes liv. Enhver har set tegninger af sørøvere med træben og klap for øjet, der sidder på en tønde rom og fejrer den seneste kapring, og der er ingen tvivl om, at rom i det hele taget fyldte en del i livet på havet. Bl.a. ved man, at rom indgik i rationerne i Royal Navy, den kongelige engelske flåde. Hver sømand havde ret til to store glas grog – en blanding af rom og vand – hver dag, et glas før frokost og et glas, når arbejdsdagen var slut.

1000 liter rom for en slave

Slaver var nødvendige for den arbejdskrævende sukkerproduktion, og slavehandlerne betalte de afrikanske mellemhandlere med rom. En fragtliste fra det engelske slaveskib Adventure viser, at en kvindelig slave kostede knap 1000 liter rom, en mandlig slave lidt mere. I 1800-tallet var op mod halvdelen af Cubas befolkning slaver. Spanierne ophævede først slaveriet i deres kolonier i 1880, 30-40 år senere end England og Frankrig, og i 1800-tallet fik den cubanske rom sin storhedstid. Cuba producerede på det tidspunkt en tredjedel af verdens sukker, og i 1860 tog landet som det første en ny metode i brug: kolonnedestillationen. Den gjorde, at man kunne fremstille en lettere rom, der ikke smagte helt så kraftigt, og som var mere velegnet til cocktails. Den cubanske rom fik sin helt egen stil.

En af pionererne inden for den nye stil var Facunado Bacardi. Da Fidel Castro og hans oprørere rykkede ind i Havana i 1959, modtog arbejderne på Bacardifabrikkerne dem med et banner, hvor der stod ’Gracias, Fidel’, men efter at Castro i 1961 nationaliserede romproduktionen, forlod Bacardis ejere Cuba, og i dag holder firmaet til på Bermuda og støtter eksilcubanernes kamp mod Castrostyret. Den gamle Bacardifabrik er overtaget af mærket ’Santiago de Cuba’, der i dag laver noget af det bedste rom i Cuba.

Den amerikanske handelsblokade mod Cuba har været en stor udfordring for den cubanske rom. Det amerikanske marked er lukket afsætningsland, og det har været dyrt og besværligt ikke at kunne købe lagringsfade i USA. Til gengæld har den cubanske rom bevaret sit særpræg som en særlig lys og let rom. Den hvide Bacardi sidder tungt og solidt på romsalget i Danmark med en markedsandel på hele 70 procent – den smager bare ikke ret meget af rom, men er velegnet i drinks. Mens cubansk rom igen og igen udråbes til at være blandt verdens bedste.

I dag er rom en livsstilsdrink på linje med whisky. Der afholdes verdensmesterskaber med adskillige kategorier, og mange vinforretninger arrangerer romsmagning og har de luxe-udgaver, der rask væk koster 1600 kroner for en flaske. Rommen er rykket en klasse op.

Boks 1: Sådan laver man rom

Sukkerrørene høstes og køres gennem en sukkermølle, og ud af den sirupsagtige saft udvindes sukkerkrystallerne. Den tilbageværende melasse fortyndes, og så tilsættes der gær. Den gærede væske destilleres, dvs. bringes til kogepunktet. Alkohol har et lavere kogepunkt end vand, og derfor fordamper alkoholen først og skilles på den måde fra vandet. Modsat vin tager sukkerrør ikke særlig meget smag fra den jord, de er dyrket i, men jordbundsforholdene og klimaet i Cuba gør det relativt nemt at dyrke sukker. Det er først og fremmest gæringen, destillationen, fadlagringen og blendingen, der afgør rommens smag.

Gæring og destillation

Producenterne kan bruge forskellige typer gær, og gæringen foregår over kortere eller længere tid (mellem 30 og godt 70 timer) og under forskellige temperaturer. Under destillationen fordamper de letteste alkoholtyper og smagskomponenter først, mens de kraftige fuselolier kommer bagefter. Udfordringen for destillatøren er at opsamle alkoholen lige der, hvor han ønsker det: tidligt i processen, hvis han ønsker en let romtype med en sart og blomsteragtig duft og smag, og senere, hvis rommen skal være tung og fyldig. Det er blevet langt lettere i dag, hvor man har højteknologiske destillationsapparater, der gør det lettere at frasortere det, man gerne vil undgå.

Lagring

Al færdigdestilleret rom er klart som vand. Den mørke rom henter sin farve og en del af smagen gennem lagring i egetræsfade – de karakteristiske runde tønder.  De fleste romfade er whiskytønder af amerikansk hvideg, der har været brugt en enkelt gang, og som giver smag til rommen. Tønderne ristes på indersiden, og det gør træet parat til at indgå i en proces med rommen. Lagringen gør, at rommens blomsteragtige karakter forsvinder, og den får aromaer og smage som vanilje, kokos, kaffe, appelsinskal og – ikke overraskende – træ. Lagring er ikke en billig affære. På grund af det varme caribiske klima fordamper op til 10 % af rommen hvert år. Det er englenes andel, siger man.

Blending

En rom er stort set altid blandet af rom fra forskellige fade, for at den ikke skal svinge for meget i kvalitet. Det er masterblenderen næse og gane, der sørger for, at en Havana Club 15 Añejo smager nogenlunde ens fra flaske til flaske.

En særlig variant af lagring er solera. Her tilsætter man langsomt rom fra fade med yngre rom til fade med ældre rom, sådan at den færdige rom består af mange forskellige årgange, der har lagret sammen. Det har flere fordele. Først og fremmest sikrer det – ligesom blendingen – en ensartet kvalitet fra år til år. Desuden påvirker den ældre rom den yngre rom, så den modnes hurtigere, end den ellers ville have gjort. Endelig er der dem, der siger, at solerametoden bibringer rommen det bedste fra alle aldre. Ungdommens vildskab, den modne alders store krop og alderdommens gode ro. Og det kan da ikke være andet end godt!

Boks 2: God cubansk rom i Danmark

I Cuba er rom en billig hverdagsalkohol, som alle har råd til. På dansestederne står der sodavand og rom på alle bordene, som regel en uspecificeret Cubey eller Havana Club og et par sodavand per bord.

I Danmark kan det bedst betale sig at købe de dyrere udgaver. Et cubansk mærke, der fås over hele verden, er Havana Club. En særlig udsøgt udgave er Havana Club 15 Añejo (lagret i 15 år). Romkendere sværger dog til Santiago de Cuba. To gode udgaver er Santiago de Cuba 11 Añejo eller Santiago de Cuba Extra Añejo, der importeres til Danmark i et lille antal og fås i velassorterede vinforretninger. Santiago de Cuba er mindst på højde med Havana Club og koster noget mindre.

De dyre rommer bør drikkes rent, evt. med en isterning. Helst af et tulipanglas, dvs. et glas, der er bredt forneden, så rommen får meget ilt til den store overflade, og smalt foroven, så duften bliver centreret. De billigere udgaver er gode til cocktails, f.eks. Mojitos, der består af rom, sukker, lime, danskvand og mynte.

Et guddommeligt overblik

Fra luftballonens fletkurv åbenbarer der sig på en gang en storhed og et detaljemylder i egypternes hverdagsliv.

Af Malene Bjerre

Der er ikke en lyd at høre. Det, der i går var et larmende kaos med hostende knallertmotorer, dyttende biler og råbende arabere, er forvandlet til tavst stillbillede fra oven. Vi svæver hen over hustagene, markerne og de klassiske ruiner og betragter verden i et helt nyt perspektiv.

I filmen Out of Africa taber Karen Blixen både næse og mund, første gang hun ser Afrika oppe fra et lille fly. Afstanden giver hende et overblik, de uvæsentlige detaljer forsvinder, og det grundlæggende mønster træder frem. ”Et glimt af verden set med Guds øjne det,” kalder hun det. Sådan et guddommeligt overblik kunne vi også godt tænke os at få. Masser af steder i verden kan man komme på ballontur. Over savannen i Kenya, over Dubais ørken eller for den sags skyld over Silkeborgsøerne. Men i Luxor, den sydegyptiske by ved Nilen, hvor mange af de største attraktioner fra oldtidens Egypten ligger, koster det bare 650 kroner for en tur, så her slår vi til.

Ballonerne ligger fladt hen over jorden, da vi ankommer til det øde ørkenområde på vestbredden af Nilen i den gråsorte morgen. Så sætter mændene gasbrænderne i gang, og kort efter svulmer de enorme lærredsposer op og begynder at vugge frem og tilbage over vores hoveder. Vi kravler op i den flettede kurv og føler os lidt udsatte, men ballonen letter så umærkeligt, at vi nærmest ikke har fornemmelsen af at miste kontakten med jorden. Bortset fra når gassen brændes af, for at vi skal tabe højde, sejler vi hen over landskabet i fuldstændig stilhed. Solen er ved at stå op ovre på den anden side af Nilen, og den kaster sine første forsigtige stråler ud over de røde bjerge.

Vi er ude i kanten af den beboede del af Egypten, der reelt udgøres af en lang, grøn stribe, som strækker sig nogle få kilometer på hver sin side af Nilen. De store gravområder ser helt anderledes ud heroppefra. Kongernes Dal, som er en vidtstrakt affære, vi har bevæget os rundt i til fods dagen før, virker nu velordnet og gennemtænkt. Også de udgravninger, arkæologerne er midt i, fremstår anderledes systematiske; de forskellige fund bliver anbragt i små firkanter efter et sindrigt system. Dronningernes Dal, Hatshepsuts dødetempel, templet for Ramses den 3. og aftegninger af noget, der tilsyneladende slet ikke er gravet ud endnu – det hele får vi et solidt overblik over, mens vi tyst bevæger os rundt med vores fugleperspektiv. Det er stort tænkt og helt ubegribeligt udført.

Da vi har sundet os over at se ruinerne fra en ny og overraskende vinkel, begynder vi at lægge mærke til det mere beskedne, men ikke mindre interessante liv, der udfolder sig blandt de nulevende egyptere. Der foregår nemlig tydeligvis lidt af hvert oppe på hustagene i det varme og knastørre klima, hvor der aldrig falder så meget som en dråbe regn. Sengene er uredte, på et spisebord står tallerknerne stadig fremme, en kone hænger vasketøj op, og en anden ryster bedetæpperne. Kattene og hønsene har deres egne afdelinger. Vi kan se, hvordan markerne er inddelt i små, ineffektive jordlodder, hvor familierne høster sukkerrør med håndkraft, og vi svæver hen over de travle pakæsler, motorcyklerne og de dyttende lastbiler.

Da vi lander efter tre kvarter, er solen brudt helt igennem. Den har lagt al forsigtighed bag sig og brænder nu uhæmmet, som den plejer. Nede på jorden ligner husene også sig selv igen, tillukkede og hemmelighedsfulde. Men nu ved vi, hvad der gemmer sig på tagene. Og hvordan verden tager sig ud set med Guds øjne.

Poul så Malene

Hun var ikke til at holde ud, da hun startede på efterskole som 14-årig for 30 år siden, siger hun selv. Umoden, forvirret og selvoptaget. Hendes livs store held var, at hun blev mødt af forstanderen på efterskolen, der så igennem det og holdt af hende alligevel. Nu – 30 år senere – kontakter journalist Malene Bjerre sin gamle forstander for at høre, hvad der skal til for at være en god lærer.

Af Malene Bjerre

Mit efterskoleophold var ikke mange måneder gammelt, da jeg både havde drukket et par øl, røget hash og sniffet lightergas. Man var jo lidt sej, ikke?

Lidt før jul blev hele sagen optrevlet, og det stod hurtigt klart, at skolen ikke syntes, det var spor sejt. Nogle blev sendt hjem, men min forstander, Poul Boe, trak mig til side og sagde: ”Vi kunne godt smide dig hjem, Malene, men jeg tror ikke, det er det rigtige for dig. Du får lov til at blive her i år, og så skal jeg nok hjælpe dig med at finde en anden skole til næste år.”

Nu kunne jeg pludselig mærke langt inde i maven, hvor glad jeg var for min efterskole. Jeg begyndte også at kunne mærke forskel på, hvad der var godt for mig, og hvad der ikke var. En søndag kørte Poul Boe rundt med mig til et par andre efterskoler, og jeg valgte en af dem. Men efter et par måneder sagde han en aften til mig: ”Nu skal du høre, det er tydeligt, at der er sket en stor udvikling med dig. Du må meget gerne blive her til næste år.”

Jeg blev helt stille og højtidelig af glæde over tillidserklæringen. Og endte med at have to år på efterskolen, der har været afgørende på alle områder af mit liv: mit forhold til mine børn, mit arbejde, min holdning til, hvordan samfundet skal indrettes.

Så i dag, 30 år efter jeg startede på skolen, ringer jeg til Poul Boe for at snakke med ham om, hvad der skal til for at være en god lærer – som han var det for mig.

Liv eller noget, der ligner

”Grundlæggende handler det om at møde eleverne som mennesker,” slår han fast fra starten. ”Jeg kom ikke med nogle bestemte ting, jeg ville have jer til at forstå – jeg kom, som jeg var, og så måtte I bruge det eller lade være.”

Og det møde mellem mennesker er der særlig gode betingelser for på efterskolen, mener Poul Boe. ”Vi var jo sammen hele tiden. Og efterskolen tilbyder os et rigtigt liv sammen. Med masser af små fortrolighedsøjeblikke, måske bare mens vi gik sammen hen til morgensamling. Der er stor forskel på, om det er liv eller bare noget, der ligner.”

Læreren må tage ansvaret

Og mødet er på godt og ondt – med det hele, som Poul Boe siger. ”Når det gjaldt dig,” eksemplificerer han, ”prøvede jeg for eksempel at fastholde dig i at være den, du var, og ikke den, du foregav at være, også selvom jeg skulle være barsk. Kan du huske, dengang de nye elever var på besøg?”

Det kan jeg desværre sagtens. Der var besøgsdag for det kommende års elever, og det føltes magtpåliggende for mig at vise, hvordan vi ”rigtige elever” så ud. Så jeg havde malet mig hippieagtigt i ansigtet og hang ud sammen med de andre på en måde, så det var tydeligt for enhver, at her på skolen var vi virkelig frie og progressive. Poul var ikke begejstret. ”Gå op og vask dig, Malene.” Og jeg luskede flovt af og fik vasket sminken væk.

”Men du må have gjort det på en sød måde, for ellers var jeg nok blevet sur,” siger jeg nu.

”Du blev sgu da sur. Men du gik op og vaskede dig. Og hvis jeg ikke havde været sikker på, at du ville gøre det, havde jeg aldrig sagt det. Så havde jeg ødelagt alting. Men jeg vidste, at du var ude i et ærinde, du heller ikke selv syntes var fremragende, så du skulle bare have et lille skub. Og det var okay for mig, at du gik i vrede, for du kom tilbage som en Malene, du selv bedre kunne lide. På den måde tog jeg ansvaret for situationen. Så kunne du bagefter gå og tumle med oplevelsen.”

Intet menneske er en ø

Mødet er et møde med den enkelte, men intet menneske er en ø, fastslår Poul Boe. ”Tag nu det franske fodboldlandshold. Det består af elleve individualister, og de gik ikke engang videre fra den indledende runde i VM, fordi de ikke kunne spille sammen. Vi er aldrig alene, og det er afgørende på en skole, at vi arbejder for det fælles bedste.”

På den anden side består fællesskabet af individer, forklarer han videre, og dem skal der være plads til. ”Hvis fællesskabet skal fungere, er vi som lærere nødt til at hjælpe eleverne til at opdage sig selv. Og det gør de jo ikke, hvis de ikke bliver set af os. Jeg kunne have holdt en moralprædiken for dig, men det behøvede jeg ikke, for jeg vidste, hvordan du havde det.”

Mødet går begge veje

Men hvordan bærer man sig ad med at møde 100 forskellige elever – og gøre det igen, år efter år?, spørger jeg.

”Alle elever har ikke brug for lige meget voksenkontakt, men det er vigtigt, at alle har en nær relation til mindst en lærer. Og kontakten kan jo se helt forskellig ud. Dig snakkede jeg med. Men jeg havde også sådan nogle ustyrlige knejter, der sad oppe på mit kontor og slikkede på frimærker sammen med mig, og så faldt der måske en enkelt bemærkning indimellem.”

Men det at møde og åbne sig for andre mennesker har sin pris, og for Poul Boe har det især været svært at sige farvel til elevholdene den sidste dag: ”Jeg har taget bestemte forholdsregler. For mødet går begge veje. Hvis jeg har gjort indtryk på dig dengang, så er det, fordi du har gjort indtryk på mig. Det er ikke noget man kan professionalisere sig ud af.”

Poul Boe har været på Vivild Ungdomshøjskole fra 1972-2001, fra 1975 som forstander. I dag er han pensioneret.

Bragt i Frie Skoler, august 2010